Udover Serena Williams, som altid vil være et godt bud på en Grand Slam vinder, har grus-sæsonen ikke udpeget nogen oplagt konkurrent til titlen
Sidste års vinder af French Open og ranglistens no. 1 er naturligvis ikke til at komme uden om, hvis man skal udpege en oplagt kandidat til titlen, hvilket afspejler sig hos bookmakerne som har Serena Williams som klar favorit.
Serena deltog ikke i Premier Mandatory turneringen i Madrid, men ved Premier 5 turneringen i Rom gik hun hele vejen og dokumenterede derved sin favorit-status i Paris.
Det er svært at forestille sig, at hun kommer i problemer i de første par runder eller i 3. runde (R32), hvor hun ifølge seedningen møder 26. seedede Kristina Mladenovic (FRA).
I 1/8-finalen kan hun møde 14. seedede Ana Ivanovic (SRB) eller 18. seedede Elina Svtolina (UKR), hvor især førstnævnte kan blive et problem, hvis hun rammer sit bedste niveau og Serena ikke selv er på topniveau.
Den største udfordring må hun dog forvente i kvartfinalen, hvis modstanderen bliver 5. seedede Victoria Azarenka (BLR), som de senere år reelt har været den eneste, som kan udfordre Serena, selvom hun spiller op til sit bedste, og derfor kan denne kvartfinale blive en “moralsk finale”, hvor Serena vil være favorit.
Angelique Kerber vs. Madison Keys i 1/8-finale
Semifinale-modstanderen til Serena eller Azarenka skal formentlig findes i 1/8-finalen i den 2. fjerdedel, hvor både 3. seedede Angelique Kerber og 15. seedede Madison Keys befinder sig.
Kerber kan dog risikere problemer allerede i 1. runde, hvor hun møder no. 89 Kiki Bertens (NED), som må have tanket selvtillid efter finalesejren i International turneringen i Nurnberg, hvor hun bl.a. besejrede både Roberta Vinci (ITA) og Julia Goerges (GER), inden hun vandt no. 109 Mariana Duque-Marino (COL) i finalen.
Kerber fik den bedste start på grus-sæsonen, da hun vandt titlen i Stuttgart, som afvikles indendørs, men både i Madrid og Rom tabte hun sin første kamp til hhv. Barbora Strycova (CZE) 4-6, 2-6 og Eugenie Bouchard (CAN) 1-6, 7-5, 5-7.
Hun kan i 2. runde møde uberegnelige Camila Giorgi (ITA) og i 3. runde 29. seedede Daria Kasatkina (RUS), hvor hverken nåede langt i Madrid eller Rom.
Madison Keys har til gengæld vist god form, da hun nåede finalen i Rom, hvor hun tabte 6-7(5), 6-3 til Serena, og hun lader sig næppe slå ud i de første runder, selvom hun kan blive udfordret i 2. runde af Daria Gavrilova (AUS) og i 3. runde af 20. seedede Johanna Konta (GBR).
I kvartfinalen kan Kerber eller Keys møde 8. seedede Timea Bacsinszky (SUI) eller 9. seedede Venus Williams (USA) med 23. seedede Jelena Jankovic (SRB) som outsider, men det forventes at semifinale-modstanderen til Serena eller Azarenka bliver Kerber eller Keys.
Semifinale Garbine Muguruza vs. Simona Halep
I nederste halvdel forventes, at 4. seedede Garbine Muguruza (ESP) baner sig vej til semifinalen, ligesom hun gjorde i Rom, hvor hun tabte 6-7(5) 4-6 til Madison Keys.
Den forudsigelse kan dog spoleres i 3. runde af 27. seedede Ekaterina Makarova (RUS) eller i 1/8-finalen af 13. seedede Svetlana Kuznetsova.
Slipper Muguruza forbi dem, kan hun i kvartfinalen møde 7. seedede Roberta Vinci (ITA) eller 10. seedede Petra Kvitova (CZE), som allerede havde problemer i 1. runde, hvor hun netop har vundet over no. 57 Danka Kovinic (MNE) 6-2, 4-6, 7-5.
Kvitova kan også få problemer i 3. runde mod sin 17. seedede landsmand Karolina Pliskova.
I nederste 4. del er der flere realistiske bud på Muguruzas semifinale-modstander, som kan blive fundet i et kvartfinale-opgør mellem 6. seedede Simona Halep og 2. seedede Agniezka Radwanska (POL).
Polakken skal formentlig nok sørge for at slippe igennem til 1/8-finalen, hvor hun kan møde 16. seedede Sara Errani (ITA) eller 19. seedede Sloane Stephens (USA).
Sidstnævnte betragtes som den største risiko for Radwanska, hvis amerikaneren finder sit bedste spil frem.
Halep, der vandt titlen i Madrid, får næppe problemer i de første par runder eller 3. runde mod 32. seedede Jelena Ostapenko (LAT), men hun kan få større problemer i 1/8-finalen mod 11. seedede Lucie Safarova (CZE) eller 21.seedede Samantha Stosur (AUS).
Hvis det bliver den forudsete semifinale mod Muguruza vil undertegnede forvente, at det efterfølgende bliver en finale mellem Serena og Muguruza.
Turneringen kan de næste par uger følges på Eurosport og EurosportPlayer, hvor man selv kan vælge, hvilke baner man ønsker at se kampe fra.