Caroline Wozniacki har fået en svær start på 2019, hvor skader og dårlige resultater har præget danskeren. Spørgsmålet er om tendensen fortsætter, eller om den tidligere verdensetter kan få rettet op på tingene?

Efter et flot 2018 hvor Wozniacki vandt hendes første major turnering nogensinde ved Australian Open i Melbourne, har 2019 budt på flere skuffelser end triumfer for danskeren, der håber på bedre tider.

Sidst på sommeren i 2018 modtog Wozniacki desværre dårlige nyheder, da hun fik konstateret leddegigt, hvilket ikke gjorde det nemmere for tennisspilleren at holde sig konkurrencedygtig. Leddegigten kan netop have spillet en rolle i Wozniackis dårlige start på 2019, hvor hun indtil videre har præsteret langt under niveau.

2019 plaget af skader og dårlige resultater

Wozniackis første store turnering i år var Australian Open i januar, hvor danskeren startede turneringen godt med klare sejre over belgiske Alison Van Uytvanck og svenske Johanna Larsson i henholdsvis første og anden runde. I tredje runde måtte hun dog erkende et smerteligt nederlag til rivalen Maria Sharapova, som Wozniacki mildest talt ikke er gode venner med. Siden Sharapovas dopingsag, har Wozniacki offentligt kritiseret den 32-årige, og den måde turneringsarrangørerne ifølge Wozniacki har hjulpet russeren tilbage, efter at hun havde udstået sin dopingkarantæne.

Det var ikke blot ved Australian Open at Wozniacki skuffede. Også ved WTA-turneringen ASB Classic i Auckland et par uger før, måtte danskeren erkende et tidligt exit, da hun tabte til den bare 18-årige canadier Bianca Andreescu i anden runde af turneringen. Wozniacki gik dermed ind til Australian Open med bare to spillede kampe, hvilket ikke var en optimal optakt for hende.

Efter Australian Open fik Wozniacki en opblussen af hendes gigt-sygdom, og det voldte hende efter sigende store smerter. Så meget at hun har haft problemer med simple opgaver såsom at børste tænder og andre dagligdags rutiner.

Det betød også at Wozniacki måtte trække sig i første sæt i kampen mod franske Alizé Cornet til WTA-turneringen i Madrid i maj måned grundet rygsmerter.

Efterfølgende var Wozniackis bror Patrik ude i medierne med en nedtrykkende nyhed, da han chokerende fortalte, at det muligvis snart er tid for Caroline til at lægge ketsjeren på hylden. “Jeg tror, at hun lægger ketsjeren på hylden inden længe”, sagde Patrik Wozniacki til medierne. 

“Med den skadeshistorik, hun har haft de sidste sæsoner, kan jeg godt være lidt bekymret som bror for, hvor længe hun ønsker at fortsætte med at spille tennis. Det ligner, at det lakker mod enden”, lød det fra Patrik Wozniacki under kommenteringen af kampen.

Han understregede dog i samme ombæring, at det ikke var noget de havde diskuteret internt i familien.

Nedturen fortsatte siden for Caroline, der i French Open måtte se sig slået ud allerede i første runde mod russeren Veronika Kudermetova, der var rangeret som nr. 68 på verdensranglisten. 

Hvordan ser horisonten ud resten af året?

Spørgsmålet er om de dårlige resultater kommer til at præge Wozniackis resterende del af sæsonen. Kigger vi på verdensranglisten er hun faldet fra tredjepladsen i 2018 til nu at ligge uden for top-10, og favoritværdigheden vil derfor ikke ligge hos danskeren i mange af de resterende turneringer. Nogle af de mange bettingsider der tilbyder odds på alle de største sportsbegivenheder,  giver således hele 41 gange pengene igen, hvis Wozniacki vinder US Open sidst på sommeren.

Foto: Flickr @ edskoch

Hvis hun kan holde sig skadesfri, er der dog mulighed for at hun kan lave et comeback som Serena Williams gjorde det i 2012 eller Naomi Osaka sidste år. Begge spillere startede året dårligt, men fik situationen vendt efterhånden som året gik.

Serena Williams startede dengang ligesom Wozniacki ud med at tabe Australian Open, hvor hun dog måtte udgå med en forvredet ankel. Sidenhen gik hun også hen og tabte French Open til Virginie Razzano, der dengang var rangeret som nummer 111 på verdensranglisten.

Williams slog dog tilbage, og fejede alt modstand af banen, da hun gik hen og vandt Wimbledon, hvilket flyttede hende op på fjerdepladsen på verdensranglisten. Efterfølgende fik hun stor ros af John McEnroe, der beskrev Williams som den bedste kvindelige tennisspiller nogensinde.

Herefter kæmpede hun sig selv til en finaleplads til OL, hvor hun blandt andre slog Caroline Wozniacki ud. Sharapova endte dog med guldet, på trods af at Serena dominerede det meste af kampen. Efterfølgende fortsatte sejrsstimen for Serena Williams, der gik hen og vandt US Open inden hun sluttede af med at vinde WTA Tour-mesterskaberne. I alt vandt Serena 7 titler i 2012, og hun har dermed rekorden for flest titler vundet på et enkelt år.

Naomi Osaka havde i 2018 sin bedste sæson nogensinde efter en sløv start på året. Hun hyrede i slutningen af 2017 Sascha Bajin som hendes træner, og det skulle vise sig at blive en god beslutning. I starten af 2018 måtte hun dog nøjes med fjerde runde ved Australian Open inden hun senere på året vandt hendes første professionelle titel ved Indian Wells Open, hvor hun endda vandt ret overbevisende.

Titlen bragte hende op som nummer 22 på verdensranglisten, og herfra eskalerede hendes sæson til helt nye højder. Først nåede hun tredje runde til både French Open og Wimbledon inden hendes karrieres højdepunkt, hvor hun slog Serena Williams i finalen til US Open. Hun blev således den første japanske kvinde til at vinde en Grand Slam turnering.

Hendes fantastiske sæson strakte sig også ind i 2019, hvor hun vandt Australian Open, hvilket førte hende op på førstepladsen på verdensranglisten inden hun blev overhalet af australske Asleigh Barty.

Det er altså muligt for Wozniacki at lade sig inspirere af hendes modstandere, men der er dog ikke meget, der tyder på en optur for danskeren i denne sæson. Den ene skuffelse efter den anden kan ikke andet end at have tæret på hendes selvtillid, og hendes seneste skadeshistorisk peger heller ikke ligefrem pilen i en positiv retning for den tidligere verdensetter. Spørgsmålet er vel nok i virkeligheden også mere, om hun kan holde sig skadesfri resten af sæsonen.

Forrige artikelFå mere ud af tennis
Næste artikelWTA Eastbourne 2019: Sabalenka fik revance i en jævnbyrdig kamp
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.