Historien om medlemsflugten og de svære kår for tennissporten i Jylland er fortalt, men hvad kan man gøre ved den? I Give forsøger man at bygge noget op i en svær tid, Tennisavisen har spurgt hvorfor og hvordan.
Den 2.september 2017 vil de cirka 100 medlemmer i tennisklubben i Give næppe nogensinde glemme. Det var denne dag klubbens herrehold via sejr over Hillerød spillede sig op i Elitedivisionen i tennis. Et resultat af et målrettet arbejde, der har givet værdi for hele klubben. Man arbejder med en ambitiøs 2020 plan, der både skal skabe elitetennis, flere medlemmer i den lille klub, juniorer i turneringstennis og en udvidelse af klubhuset.
Lars Baes er udover at være tennisentutiast næstformand i klubben, ansvarlig for turneringstennis og sponsordelen. Vi har spurgt ham, hvordan det hele hænger sammen i en tid, hvor medlemstallet i DTF stadig er faldende – særligt i Jylland.
– Hvad er det, I gerne vil med den satsning, I har på elitetennis?
Først og fremmest er vi nogle folk i Give Tennisklub, som har været med i gamet i mange år. Vi elsker tennis helt vildt, og har altid følt, at hverken medier, klubberne, forbundet og mange spillere prioriterer tennis fra øverste hylde højt nok. Tænk sig, at der i Odense kan være gabende tomt på tilskuerpladserne, når KB kommer på besøg!
Derfor har vi haft som et helt tydeligt og erklæret mål, at når ingen andre vil gå forrest og skabe en ordentlig stemningsfyldt kulisse omkring holdkampene, så må vi selv gøre det. Det er ligegyldigt, om det er i Give, Skagen eller København. Har man en klar og konkret målsætning, nogle ildsjæle der brænder for tennis og opbakning fra bestyrelsen, så kan man naturligvis få en masse ud af det.
Det har været et langt sejt træk, men da vi for to år siden rykkede op i 1. division, så begyndte vi så småt at snakke om elitedivision. Rygterne begyndte at gå, at det er en anelse sjovere at spille i Give end i mange andre klubber, og så begyndte gode spillere faktisk at kontakte os. Vi har sågar sagt nej tak til et par kompetente spillere fra højeste niveau, fordi vi ikke ville smadre stammen af kulturbærere, som er ekstremt vigtig for os. Vi har et godt fællesskab og en stor respekt for hinanden, og dét vi nu engang bringer til bordet hver især. Der er højt til loftet – man får ikke skideballer for ikke at komme til træning, men der ligger en klar implicit forventning om, at man selvfølgelig prioriterer tennis forrest i kalenderen, spiller alle kampe og yder 100% til hver eneste holdkamp. Uanset om det er med første- eller andetholdet. Vi har godt nok kun to baner til turneringskampene, men vi har styr på dét, vi laver, og vi skaber de bedst tænkelige rammer for både spillere og tilskuere.
Det er vores mål at vise tennisdanmark, at man med flid og ambitioner kan skabe et godt produkt, hvor folk rent faktisk gider at komme og se kampene og nyder det. Vi vil i bund og grund bare gerne vise, at det godt kan lade sig gøre at skabe en ordentlig stemning og en fed kulisse til holdkampe i Danmark.
– Hvor kom ideen til dét?
Jan Ek, formand, var meget ambitiøs helt tilbage i 90’erne, hvor han stille og roligt fik klubben etableret i Jyllandsserien, som nok havde et lidt højere niveau dengang end i dag. I takt med strukturændringer osv. landede Give TK pludselig i 3. division, og så var lykken gjort. Det var stort for klubben dengang.
For omkring 10 år siden kom jeg til klubben, og så fik jeg sat overliggeren et hak eller to højere end hvad Jan havde turde gøre. Jans netværk var måske også ved at fise lidt ud, mens jeg selv stadig havde gode kontakter i det jyske tennismiljø. Vi fik tilknyttet flere gode spillere, og for ca. fem år siden rykkede vi op i 2. division. Flere gode spillere kom til, og for to år siden vandt vi så en playoff match mod TC Odense om at komme op i 1. division.
Herefter lykkedes det os at få tilknyttet Andreas Hovesen Pedersen, tidl. elitedivisionsspiller i 1900, og så var tegningen til noget rigtigt godt efterhånden på brættet. Vi sluttede sidste år på en delt andenplads i 1. division, og så gik der storhedsvanvid i den. Vi meldte officielt ud, at vi ville i elitedivisionen. Vi sagde det højt over alt – også selv om mange var kritiske og manede til besindighed. På facebook, overfor sponsorer, i klubben, til spillerne… Det lykkedes os at få tilknyttet rigtigt gode spillere som Henrik Korsgaard, Steffen Andresen og Christian Rievers, ligesom vi også havde et par kontakter i det tyske, som vi udnyttede til at fuldbyrde vores rangliste op til 2017-sæsonen.
Planen var, at vi først og fremmest måtte skaffe penge. Mange penge. Vi ville have et federe anlæg med en tribune med tilskuersæder, et større klubhus m.m. Vi har lånt penge gennem både DIF og Vejle Kommune for at få råd til det hele, og for overhovedet at komme i betragtning til at låne måtte vi skaffe kapital hos sponsorer først. Det var hårdt arbejde, men vi blev mødt med masser af velvilje fra det lokale erhvervsliv, og så mister man ikke selv motivationen. Når rammerne er der, så begynder det at blive interessant for spillere at komme til.
Derefter har vi været gode til at promovere os selv i de lokale medier herovre, på facebook og på vores hjemmeside. Alt det der skal bare spille. Det er måden at nå ud til folk i dag, og jeg synes helt ærligt, at mange klubber bruger det alt for lidt. Vi bruger det meget, og folk virker til at have taget det til sig. Det viser også, at man selv synes, det er vigtigt, og det smitter altså af på både spillere og tilskuere. Vi kan godt have over 100 tilskuere til vores hjemmekampe i Gryden, som vi kalder vores anlæg, og fordi vi kun har to baner, så er der altid et stærkt fokus og en suveræn stemning omkring de kampe, der er i gang. Da vi spillede play off-match mod Hillerød forleden var der 10-15 tilskuere fordelt på fire baner. Det var overstået, før det overhovedet var kommet i gang, og det var lidt en underlig flad fornemmelse at rykke op under de forhold, når vi ved, at det ville have været anderledes stemningsfyldt og vigtigt for mange mennesker, hvis det var sket på hjemmebane.
Hvordan hænger det sammen økonomisk?
Det hænger rigtigt godt sammen for os, da de lokale sponsorer har været mere end samarbejdsvillige og med på ideen om at få elitetennis på højeste niveau til byen. Vores koncept er, at vi skal have mange sponsorer tilknyttet, så vi ikke lider under, at en enkelt eller to trækker sig pr. sæson. Det betyder selvfølgelig også, at sponsoraterne i klubben er forholdsvist billige sammenlignet med andre eliteidrætsklubber, men vi vil hellere have mange end få med i projektet. Det betyder også, at der altid er en sponsor, man kan gå til, hvis der skal købes mad eller vin, hvis der skal laves strøm osv. Det er billigt at spille tennis i Give, så det er klart, at det ville være umuligt for os at spille med i elitedivisionen, hvis det hele skulle finansieres gennem kontingenter. Sponsorerne er meget vigtige for os.
Hvordan sikrer I nok sponsorer?
Jeg har som sponsoransvarlig arbejdet meget meget hårdt for at skaffe sponsorer. Folk er generelt begejstrede, når man tør slå det lidt stort op, og så har det bestemt også hjulpet, at vi har skabt en fantastisk relation til den lokale avis, som skriver om os, så snart vi har en lille historie.
Tennissporten i det mørke Jylland….
Jeg elsker Jylland, befinder mig bedre her end noget andet sted og holder meget af den jyske ro. Man kan godt spille tennis i Jylland, være rolig og have jordforbindelse samtidigt med, at man har ambitioner om at ville drive det så vidt som overhovedet muligt. I mit Jylland er der plads til folk, og man mødes i et behageligt tempo uden en konstant konkurrence om, hvem der kan og vil mest. Vi er her bare. Sammen. Som vi nu engang er. Det vil der altid være plads til. Så mit Jylland er ikke mørkt, selv om vi nok vil opleve, at københavnerhold ankommer måbende til Give med den der attitude; “hvad fanden er det her?” Men det passer mig helt fint. Folk må synes lige nøjagtigt, hvad de vil om Give Tennisklub. Når det kommer til tennisen, så er det hos os, der bliver skabt en kulisse, som passer til dét at have et eliteprodukt.
I Jylland er niveauet helt sikkert værre end i København, selv om der vel nærmest er et rekordstort antal vest-hold i ED 2018 nu. Jeg oplever en berøringsangst for at sætte overliggeren højt. Jeg oplever bestyrelser, der ikke tør gøre forskel på elitespillere og motionister. Jeg oplever frivillige, der går hurtigt døde, fordi de tager for mange opgaver på skuldrene i ren afmagt over, at de pågældende opgaver ellers ikke bliver løst tilfredsstillende. Jeg oplever juniorspillere, som ikke gider selvtræne og på ingen måde kunne drømme om at lægge vejen forbi til førsteholdets holdkampe. Jeg oplever kritik for, at man anvender en spiller fra Hamburg, selv om spilleren er ekstremt motiveret og selv tilbyder sig at spille for klubben. Altså hvorfor må man ikke have en tysk spiller med i Give? I Triangle Razorbacks, som er den amerikanske fodboldklub i Vejle, henter man flere amerikanere hvert år, og i Vejle Boldklub er der vist efterhånden en spiller fra samtlige verdens lande repræsenteret. Hvorfor er folk så bange for, at man gør noget anderledes? Ingen idrætsgrene kører det som man gjorde i 1970 længere, hvor man vel nærmest kun måtte være med, hvis man både var født, opvokset og bosiddende i byen. Det lader sig i hvert fald ikke gøre i en lille by som Give, hvor der naturligt ikke kan skabes et elitedivisionshold af egen avl. Det er klart, at fundamentet smuldrer, hvis man kun stiller op med tyskere, men jeg kan ikke se forskellen på, om man har en spiller kørende fra Hamburg eller Aarhus. Begge spiller for klubben, begge kæmper 100% og begge er med til at højne niveauet i holdturneringen.
