Efter lørdagens double title i ITF Grade 5 turneringen fulgte Olga Helmi op med at vinde finalen i single ved Grand-Prix turneringen samme sted
Tennisugen i Stavanger med hele 5 turneringer på 11 dage er netop overstået, da finalerne i Grand-Prix turneringen blev afviklet søndag, hvor det i damefinalen blev dansk sejr, da Olga Helmi vandt 6-1, 6-3 over det lokale håb Anne Myhre fra Stavanger TK.
Da Olga som omtalt dagen før havde vundet titlen i Girls doubles sammen med Melis Yasar (SWE), fik det denne kommentar på hendes facebook, hvor ovenstående billede er hentet
“One more title in the pocket! Soooo happy to win one more title here in Norway 30 K kr.
Ending the year with two titles“, ledsaget af et væld af humør-ikoner.
På Norges Tennisforbunds hjemmeside kan man læse om afslutningen af turneringen på http://tennis.no/johannes-gjerdaker-vant-proaktiv-eiendomsmegling-grand-prix/, hvor der desuden er links til de forskellige rækker, og der er stor anerkendelse for et flot arrangement til Stavanger Tennisklub og turneringsleder Ole Storhaug.
Ved et nærstudie af resultaterne kan man konstatere, at Ole Storhaug selv deltog i U40 single-rækken, endda med stor succes, idet han nåede helt frem til finalen, hvor han vandt 1. sæt 6-3 over danske Johan Tonsberg, som dog blev vinder af rækken, da Storhaug måtte trække sig.
Om det skyldes de opslidende kampe eller det store arbejde med turneringen, melder historien ikke noget om.
Storhaug havde i semifinalen mødt en anden dansker, Allan Larsen, som trak sig ved 3-4 i 2. sæt efter at have vunder 1. sæt 6-2.
Johan havde på vejen frem mod finalen vundet overbevisende sejre 6-1, 6-1 i 1. runde mod Henrik Helliesen (NOR), og med samme cifre i kvartfinalen over Lars Tiller (NOR), og det blev 6-2, 6-1 i semifinalen mod 1. seedede Raymond McNeill (GBR).
Allan og Johan deltog sammen i +35 double, hvor de i Round Robin vandt 6-0, 6-0 over Athanasios Kostas (GRE)/Raymond McNeill (GBR), men de måtte trække sig ved 0-1 mod Ole Storhaug og Haakan Ascard, som på sin facebook takker både kone og søn, som “står ut med hans up and downs”, samt hans makker – og træner – Ole Storhaug som aldrig giver op.
Desuden en særlig tak til Johan og Allan, som lod ham slutte kampen med et serve-es.
Billedet herunder er “stjålet” fra Haakan Ascards facebook.
Tennisavisen siger tillykke til både Olga og Johan, som ikke findes i Tennisavisens billedarkiv, og derfor “stjæles” dette profilbillede fra hans facebook, hvor Peter Bastiansen sætter spørgsmål ved, om han overhovedet rammer bolden. Resultatet i Norge tyder dog på, at det var tilfældet i de fleste af kampene.