Trods mere end 1 år uden internationale turneringer gik Caspar Jalili Mikkelsen hele vejen i Guessing, og i Ghana strøg Divine Dasam Nweke til tops i double
Selvom der efter corona-nedlukningen marts til august 2020 atter spilles internationale tennis-turneringer har det alligevel været ganske få danske juniorer blandt deltagerne i de væsentligt færre turneringer, der har været gennemført.
Derfor har 17-årige Caspar Jalili Mikkelsen ikke deltaget i turneringer under ITF World Tennis Tour Juniors de seneste 13 måneder, indtil han i den forløbne uge var blandt deltagerne i Grade 5 turneringen TSR Cup i Guessing i Østrig, hvor han allerede i 1. runde blev konfronteret med den 3. seedede 16-årige Theo Herrmann (FRA), der er no. 477 på ranglisten, hvor Caspar er no. 775.
Franskmanden fik den bedste start på kampen, da han vandt 1. sæt 6-3, men det blev til gengæld det eneste sæt, som Caspar afgav i hele turneringen, hvor han med en stabil indsats gennem hele turneringen fik vist, at han har udviklet sig både fysisk og mentalt i sin klub i Avignon.
Casper fik vendt slagets gang og vandt derved den første kamp 3-6, 6-2, 6-2, og i de næste runder blev det til sikre sejre i 2 sæt, da han i 1/8-finalen vandt 6-2, 6-1 over no. 817 Jona Gitschel (GER), og i kvartfinalen mod 8. seedede no. 636 Alfred Almasi (SVK) blev cifrene 6-0, 6-4.
I semifinalen mødte Casper 16-årige Manfredi Graziani (SUI), der var videre fra kvalifikationen, og med endnu en komfortabel sejr 6-2, 6-2 var Caspar klar til finalen, hvor han mødte 15-årige Gabriel Debru (FRA), der endnu ikke havde afgivet sæt i turneringen.
Den unge franskmand måtte dog for første gang i turneringen afgive et sæt, da Caspar vandt 1. sæt 6-4, og Caspar førte 3-1 i 2. sæt, da en pludselig opstået skade tvang franskmanden til at trække sig fra finalen.
Caspar var desuden i finalen i double, hvor han spillede sammen med 16-årige Raphael Pichot (FRA), men det lykkedes ikke for Caspar at gøre rent bord, da det schweiziske par Dylan Dietrich og Manfredi Graziani vandt 6-4, 7-6(2).
På vejen til finalen vandt det dansk-franske par i 1/8-finalen 6-2, 6-4 over det franske par Mathis Jouanneau/Hoan Mouret, og i kvartfinalen 6-3, 6-3 over 3. seedede Lun Obrui/Marsel Znuderi fra Slovenien, samt i semifinalen over Jakub Novak (CZE)/Christian Teszari (ROU) 6-3, 7-6(9).
Tennisavisen har modtaget billeder fra præmieoverrækkelsen.
Double titel til Divine Dasam Nweke
Der har også været dansk deltagelse i Grade 5 turneringer i både Tunesien og Ghana.
15-årige Zoe Du Pasquier Jensen måtte kæmpe sig igennem kvalifikationen i Sfax i Tunesien, hvor hun efter en sikker sejr 6-1, 6-0 i 1. kvalrunde mod den lokale 13-årige Alaa Essid, der havde wildcard, måtte gennem match-tiebreak i de næste 2 kvalkampe, da hun i 2. kvalrunde vandt 6-7(6), 7-5, [10-5] over 13-årige Maria Ustic (GBR), og i kvalfinalen efter en gyser match-tiebreak, hvor Zoe vandt 7-6(6), 1-6, [14-12] over 1. seedede 14-årige Malak El Allami (MAR).
I 1. runde af hovedturneringen vandt Zoe 6-4, 6-4 over 8. seedede 15-årige Hiba Heni (TUN), hvorefter hun i 1/8-finalen mødte 17-årige Eda Arli (TUR), der vandt 6-2, 6-1.
Zoe deltog desuden i double sammen med Anna Sofia Haseth (NOR), og de vandt i 1/8-finalen 6-4, 7-5 over 2. seededeAnna Loire Lemongo Toumbou (CMR) og Gloriana Goreti Nahum (BEN), inden de i kvartfinalen blev besejret 6-1, 6-3 af Miotisoa Rasendra Andrianantenaina (MAD) og Angella Okutoyi (KEN)
14-årige Sara Børkop, der bor i Portugal, hvor hun er blandt de bedste i sin årgang, havde wildcard til kvalifikationen, hvor hun i 1. kvalrunde vandt 6-3, 6-4 over 15-årige Anjali Kotecha (GBR), hvorefter hun i 2. kvalrunde mødte 13-årige Amina Zeghlouli (MAR), der vandt 6-0, 6-2.
Sara og hendes tunesiske makker Ghaida Jeribi mødte i 1/8-finalen i double 1. seedede Carla Galmiche (FRA) og Feryel Ben Hassen (TUN), der vandt 6-2, 6-1.
I Ghana deltog 16-årige Divine Dasam Nweke i Grade 5 turneringen Tennis Foundation Ghana Open i Accra, hvor hun i 1. runde vandt 6-0, 6-0 over 13-årige Akua-Eugena Grodde (GER), der havde wildcard.
I 1/8-finalen fik Divine væsentlig mere kvalificeret modstand af 17-årige Lara Bakhaya (GBR), der dog ikke kunne forhindre dansk sejr 7-5, 7-5, hvorefter Divine i kvartfinalen vandt mere overbevisende 6-1, 6-2 over 17-årige Romi Cohen (ISR).
Hvad de to 17-årige ikke formåede, gjorde til gengæld 14-årige Diana Maria Ilie (ROU), da hun vandt 6-3, 6-4 over Divine i semifinalen, hvorefter rumæneren i finalen blev besejret 7-5, 6-1 af 1. seedede 16-årige Mia Liepert.
Mia Liepert (AUT) gjorde rent bord, da hun også vandt titlen i double sammen med Divine efter finalesejr 6-3, 6-1 over det rumænske par Diana Maria Ilie og Andra Izabella Sirbu.
Det 4. seedede dansk-østrigske par knuste al modstand på vejen til finalen, da de efter 6-4, 6-1 i 1/8-finalen mod Wozuko Muulwa (RSA) og Bohoussou Blanche Lili-belle Minet (CIV) vandt 6-0, 6-1 over Ekpenyong Rebecca (NGR) og Alicia Owegi (KEN) i kvartfinalen, og i semfinalen blev det 1. seedede britiske par Lara Bakhaya og Lucy Webber besejret 6-2, 6-0.