Hareskov-Værløse Tennisklub fik sig en positiv overraskelse onsdag aften ved DGI Nordsjællands årsmøde. Klubben blev nemlig kåret som 'Årets Idrætsforening 2016', skriver DGI Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Hareskov-Værløse Tennisklub havde al grund til jubel og glæde, da foreningens bestyrelse og medarbejdere fik overrakt prisen og hæderen for ‘Årets Idrætsforening 2016’ under DGI Nordsjællands årsmøde tirsdag den 29. november på Pharmakon i Hillerød. DGI Nordsjællands bestyrelsesformand, Per Frost Henriksen, havde æren af at overrække prisen og med den fulgte også et beløb på 5.000 kr til tennisklubben.

En tennisklub i konstant udvikling
Hareskov-Værløse Tennisklub er en klub, der ikke kun tænker på at fremme egne aktiviteter, men er også frontløbere, når det gælder udvikling af nye tiltag, der kommer medlemsforeningerne til gode. Klubben prioriterer i høj grad nyskabende initiativer og innovative aktivitetstilbud, som er skræddersyet til flere forskellige målgrupper. Blandt disse tiltag er familietennis, drop-in, ungseniortræning, fysisk træning og motionstræning at finde på listen. Dertil har klubben den første uge af indendørs sæsonen besøg af 200 skolebørn fra forskellige skoler i kommunen. Dét er en af hovedårsagerne til, at DGI Nordsjælland ud af hele 500 medlemsforeninger har valgt netop Hareskov-Værløse Tennisklub som årets bedste idrætsforening 2016. Det er en præstation i sig selv og giver derfor al grund til at være stolte i klubben, skriver DGI.

Rollemodel for andre foreninger
Udover, at Hareskov-Værløse Tennisklub karakteriseres som værende initiativrig og kreativ, når det kommer til nye tiltag, er klubben på mange måder også en visionær rollemodel for andre foreninger, der konstant sikrer sig, at alle målgrupper er tilfredse med klubbens forskellige tilbud. Dette sker ved, at klubben altid holder sig ajour med medlemmernes mening ved jævnligt at udsende spørgeskemaer for at sikre tilfredshed og samtidig have fokus på den gode stemning indadtil i foreningen. Der er dog ikke tvivl om den gode stemnings tilstedeværelse, som netop mærkes internt gennem personalets meget servicemindede attitude over for alle i foreningen. Med prisen og hæderen anerkender DGI Nordsjælland dermed det store frivillige arbejde, der bliver lagt i klubben fra de mange engagerede klubledere og trænere, som får Hareskov-Værløse Tennisklub til at skille sig ud fra mængden.

DGI Nordsjælland ønsker Hareskov-Værløse Tennisklub et stort tillykke med prisen.

Forrige artikelITF Doha: Ingen ATP-point til Frederik Ørvad
Næste artikelITF Junior Zagreb: Olga Helmi tilbage på vindersporet
Kristina Loncar
Kristina Loncar, 22 år, er en ambitiøs journaliststuderende fra Roskilde Universitet, der drømmer om at blive en dygtig sportsjournalist. Hun har spillet håndbold de sidste 12 år på eliteplan og som professionel i udlandet, men har sideløbende kastet sin kærlighed på tennissporten i en sådan grad, at hun nu med pen og blok i hånden ønsker at få en fod indenfor tennisverdenen som skribent for Tennisavisen.dk.