Sjældent jævnbyrdig DH turnering starter i weekenden

Årets udendørs DH turnering for herrer tegner utrolig jævnbyrdig, og adskillige hold kan blande sig i topstriden.

Pulje 1: Ingen nemme kampe
De forsvarende mestre fra KB har skiftet ud på klubranglisten, en af holdets mangeårige ankermænd, Thomas Kromann, har forladt KB til fordel for HIK. Til gengæld har KB fået tilgang af Mohamed Shabib fra ATK og Frederik Ørvad fra Gentofte. Og så har man skiftet ud blandt de udenlandske spillere, tre interessante spillere fra “hinsidan” repræsenterer nu Frederiksberg-holdet. Med Martin Pedersen tilbage fra skadespause synes KB godt rustet til titelforsvar.

Gentofte-holdet kan ikke råde over sin bedste spiller, Christian Sigsgaard, i slutspillet, da han skal på college i USA, og det svækker holdets muligheder for at blande sig helt i toppen, som holdet ellers gjorde indendørs.

Hvidovre står stærkt, idet man har fornyet aftalerne med en række stærke svenske spillere, og således råder holdet over en stærk trup som uden tvivl vil spille med om ædelmetallet når slutspillet afgøres til september.

HIK har fået tilgang af Thomas Kromann (foto) fra KB, og det styrker holdet i dets bestræbelser på nå slutspillet.

Pulje 2: HRT med stærke navne

Ligesom hos damerne, så har HRT fået tilgang af stærke udenlandske kræfter, og først nr. 7 på klubbens rangliste er dansker. Spiller HRT med hele arsenalet af spillere, så kan man meget vel løbe med guldet.

Birkerød har sagt farvel til Frederik Nymann, som nu spiller i Virum, men man har også fået tilgang af en spændende islandsk spiller, Rafn Kumar Bonifacius, og desuden har holdet et par kompetente svenske spillere i truppen, som kan bringe holdet videre til mellemspillet.

Hillerød har fået to polske spillere på toppen af klubranglisten, måske det kan sikre en plads i mellemspillet.

ATK får det nok svært i denne pulje, især fordi holdet har mistet sit stærkeste kort, Mohamed Shabib til KB.

Pulje 3: To klare favoritter
Mestrene fra indendørs, Lyngby, har på papiret et særdeles potent hold, men afgørende bliver hvor mange kampe Frederik Løchte Nielsen og Mikael Torpegaard kan spille; uden dem får holdet det svært, da Rasmus Nørby holder pause og Tobias Galskov endnu ikke er tilbage fra sin håndledsskade.

Århus 1900 bliver interessante i år, for det forlyder at holdets mange collegespillere vil prioritere holdkampene, og samtidig har man fået et par særdeles stærke tyske spillere med på holdet, så det kan række langt for århusianerne.

Med Lyngby og Århus 1900 i puljen bliver opgaven næsten uoverstigelig for både Virum og Fruens Bøge, og begge hold må nok indstille sig på nedrykningsspil.

Klubranglister kan ses på DTFs hjemmeside under holdturneringen

Forrige artikelSpændende DH turnering for damerne starter lørdag
Næste artikelITF Båstad: Emilie i double-finale. Karen stormer videre i single
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.