HIKs talent-satsning kulminerede med Gulmedaljer ved U14 EM, Ungdoms OL og Senior DM i Damesingle samt masser af UM-titler. Succes'en blev fejret torsdag

Tennisavisen besøgte HIK for næsten 2 år siden, hvor den daværende Sportschef Morten Christensen fortalte om “High Performance Unit”, hvor de unge talenter skal lære at blive professionelle.

High Performance Unit: HIK vil lære helt unge talenter at blive professionelle

Da HIK torsdag eftermiddag kaldte til samling på terrassen ved restauranten på Hartmannsvej for at fejre juniorafdelingens resultater indtil nu var Tennisavisen atter på besøg, og anledningen blev benyttet til at tage ovenstående billede, hvor de to 14-årige talenter, Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson stolt viser Pokal og Guldmedalje frem.

HIKs Formand Søren Smedegaard holdt en tale, hvor han hyldede juniorafdelingen for de resultater, der blev opnået både nationalt og internationalt.
Søren er kommet dagligt i klubben, og han har i de senere år bemærket en markant ændring i indstillingen til at blive bedre, hvilket især gælder i ungdomsafdelingen, hvor en forbedret trænings-indsats – kombineret med talent – har højnet niveauet.
Han fremhævede, at det gælder på alle niveauer i klubben, og ikke kun i “High Performance”.

HIK afviklede for nogle uger siden UM, hvor klubben selv deltog i 11 af finalerne, hvilket blev betegnet som noget helt usædvanligt.
Søren kunne konstatere, at det ikke var “gummi-arm”, der prægede HIKs finaledeltagere, der i flere tilfælde løb med titlerne med cifre i stil med 6-1, 6-0.

Holger Vitus Nødskov Rune, Søren Smedegaard
Foto: Tennisavisen

Søren fremhævede herefter nogle helt særlige resultater, og han indledte med Holger Rune, der blev Europamester i U14 uden at afgive sæt, og han blev sammenlignet med legender som Novak Djokovic og Mats Willander, som også har været U14 EM-vindere.

Søren Smedegaard, Clara Tauson
Foto: Tennisavisen

Derefter omtalte Søren den Guldmedalje, som Clara Tauson vandt ved European Youth Olympic Festival (EYOF), og det blev desuden bemærket, at hun er den yngste under 18 år i top 100.
Søren bemærkede, at Clara var kommet fra Gentofte, og at “hun så og hun sejrede”, hvorefter han spurgte, hvad det fortæller om HIK, hvilket han selv besvarede med ordene: “det er fantastisk at være spiller i HIK”.
De rygter, som Søren forinden havde hørt om Claras evner, viste sig at holde stik, og han nævnte, at hun lige fra dag 1 var fuldkommen dedikeret til træningen, spillet og indsatsen. hvilket han var sikker på er årsagen til det hun har nået.

Søren Smedegaard, Hannah Viller Møller
Foto: Tennisavisen

Det næste store resultat, som Søren nævnte var, at Hannah Viller Møller havde vundet Danmarksmesterskabet i single.
Søren har fulgt Hannah i mange år, og han havde spekuleret på, om den “lille spinkle spiller med den spinkle krop” nogensinde bliver en god tennisspiller.
Da han derefter spurgte: “Er hun blevet det?”, gav de fremmødtes klapsalver et klart svar “JA”.
Søren betegnede Hannah som en af dem, der har trænet allermest for at blive så god – også ved at træne med sin far, som har været en stor hjælper for Hannah.
Hannah blev også Dansk Mester i Damedouble sammen med Emilie Håkansson, som også modtog klapsalver fra de fremmødte.

Søren betegnede spillerne som værdige repræsentanter for klubben, og han fremhævede især, at der altid var smil og godt humør.
Til sidst fremhævede Søren klubbens trænerstab, hvilket gælder hele vejen fra Tennisskolen til High Performance, og han beskrev træner-teamet som landets bedste, hvilket han begrundede med de opnåede resultater.

Formandens tale blev afsluttet med, at der blev udråbt et “HIK-hurra”.

Efter seancen var flere af spillerne tilbage på træningsbanen, hvor både Sebastian Grundtvig og Holger Rune kunne træne sammen med bl.a. Davis Cup spilleren Thomas Kromann og Mikael Torpegaard, der også trænede på HIKs anlæg.
Torpegaard fortalte, at han mandag skal tilbage til college.

Tennisavisen fik bekræftet, at Clara Tauson kommer til at deltage ved kvalifikationen til US Open. Der var dog endnu ikke nogen afklaring på, om der bliver (økonomisk) mulighed for, at Kenneth Carlsen kan rejse med som støtte for Clara.

Medieinteressen er “eksploderet”

Flere af de landsdækkende medier har også fået øjnene op for nogle af de resultater, som er opnået af HIK’s juniorer, idet Claras Guldmedalje blev omtalt af de fleste medier, og hun blev desuden interviewet af TV2 Sport som optakt til finalen med Caroline Wozniacki.

Ingen medier omtalte i første omgang Holgers EM titel, men både TV2 og DR har efterfølgende haft flere indslag med Holger, som både har været i TV 2 Sportsnyhederne, Aftenshowet i DR 1 samt Go’ aften Danmark på TV2.

Samme dag som ovennævnte arrangement fandt sted, havde klubben besøg af Ekstra Bladet, som formentlig ligeledes vil berette om de resultater, som klubbens juniorer har præsteret.

 

Forrige artikelWTA Cincinnati: Wozniacki i sin 12. kvartfinale i år
Næste artikelDagens kampe fredag 18. august: Wozniacki møder “udsat” modstander
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.