Den danske tenniskomet Holger Rune får endnu et wildcard i marts måned, når ATP Challenger 80 turneringen AnyTech365 Andalucia Open afvikles fra 27. marts
Da 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune i oktober 2020 modtog wildcard til ATP Challenger turneringen AnyTech365 Marbella Tennis Open lykkedes det – trods 6-1 i 1. sæt – ikke at spille sig videre fra 1. runde mod Elliot Benchetrit (FRA), der vandt 1-6, 6-4, 6-4.
Det afholder dog ikke arrangørerne fra at tilbyde Holger et wildcard igen, når dette års udgave af AnyTech365 Andalucia Open afvikles 27. marts.
Tennisavisen har netop modtaget nedenstående fra AnyTech365.
Dansk tenniskomet vender stærkt tilbage til ATP Challenger i Marbella
Den unge tennisstjerne Holger Rune har takket ja til et wildcard til en Challenger 80-turnering i Marbella, som er en del af AnyTech365 Andalucía Open – én af Andalusiens største sportsbegivenheder gennem tiden.
Hele verden har fået øjnene op for det unge talent Holger Rune, der i denne uge deltager i sin første ATP 250 i Buenos Aires til Argentina Open.
Senere på måneden rejser han til Sydspanien for at deltage i AnyTech365 Andalucía Open, der skal spilles under åben himmel blandt palmetræer på grusbanerne i Puente Romano Tennis Club i Marbella.
Det er andet år i træk, at IT-virksomheden AnyTech365, der har hovedkontor i Marbella, er hovedsponsor for tennisturneringen AnyTech365 Andalucía Open. Det er også andet år i træk, at hovedsponsorens danske direktør, Janus R. Nielsen, med opbakning fra ATP-organisationen, peger på det danske stortalent Holger Rune i tildelingen af wildcards.
Den unge tenniskomet glæder sig til at komme tilbage og konkurrere og vil gøre alt for at komme længere end sidste gang, hvor han tabte første kamp til marokkaneren Elliot Benchetrit og derfor ikke gik videre i turneringen.
”Jeg ser meget frem til at komme tilbage. Sidste gang var det et rigtig godt set-up, og banerne var gode. Sidste år sagde jeg, at jeg ville vinde turneringen, og det var måske lidt urealistisk på det tidspunkt. Men nu har jeg fået trænet rigtig meget op til sæsonen og har spillet lige op med dygtige spillere, som helt klart har givet mig selvtillid. Derfor føler jeg mig klart bedre rustet denne gang og tror bestemt, at jeg har en chance for at vinde turneringen”, lyder det fra en forventningsfuld Holger Rune.
Fjerde udgave af AnyTech365 Andalucía Open starter lørdag d. 27. marts, og her bydes der for første gang på to ugers professionel tennis. Challenger 80 turnerningen, som har været kernen i tennisturneringen de første tre år, bliver efterfulgt af den prestigefyldte ATP 250 turnering, der varer til og med søndag d. 11. april. ATP 250 er med til at gøre AnyTech365 Andalucia Open til en af de største sportsbegivenheder i Andalusiens historie.
Trådt ind i de voksnes tennisrække med manér
Der er ingen tvivl om, at det unge talent har store kvaliteter på tennisbanen. Det blev der sat punktum ved, da han sluttede sin ungdomskarriere af med at betræde verdensranglistens førsteplads for juniorer.
Selv er han klar over, at der bliver en naturlig fysisk udvikling, nu hvor han er kommet på seniorniveu. Men det er ingen forhindring for den dedikerede tennisstjerne, der drømmer om at blive verdens bedste.
Ved sidste turnering i Marbella lå Holger Rune på plads nr. 555 på ATP-verdensranglisten for de bedste mandlige professionelle tennisspillere. Og nu bare fem måneder senere er den 17-årige tennisstjerne sprunget op på plads nr. 405.
”2021 har været virkelig god indtil videre. Siden jeg spillede turneringen i Marbella sidste år, er det kun gået fremad. Jeg har fået defineret, hvordan jeg gerne vil spille og føler mig stærkere på alle punkter, både mentalt, tennismæssigt og fysisk. Jeg har været klar fra første kamp i år og har virkelig ydet en indsats, som også kan ses på resultaterne med tre finaler i tre turneringer og én titel. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft alle tre titler, men sådan blev det desværre ikke denne gang”, fortæller en fokuseret og dedikeret Holger Rune.
Hovedsponsor tror på dansk sejr
AnyTech365s direktør har store forventninger til turneringen og glæder sig over dansk deltagelse. Han ser frem til at se Holger Rune spille på grusbanen i Puente Romano igen.
”Siden sidst har han jo vundet en hel del kampe, og det er klart, at han får mere erfaring og bliver bedre af det. Jeg håber selvfølgelig, at han kan vinde et par kampe og forhåbentlig nå langt i turneringen. Sidste gang spillede han et fremragende første sæt, og det vil vi meget gerne se mere af i år,” lyder det fra Janus R. Nielsen, der er optimistisk på Holger Runes vegne.
Også Holger Rune selv håber på at spille en god turnering i Marbella, da han har sine ranking-mål, hvor han stræber efter at komme i kvalifikation til French Open.
”Selvfølgelig går jeg ind til hver turnering for at vinde. Jeg gør mit allerbedste i hver eneste kamp og prøver at spille taktisk mod den modstander, jeg skal møde, og så ser jeg, hvor langt jeg kommer. Mit mål er at gøre det rigtig godt i mange Challenger-turneringer, så jeg får samlet point sammen til en French Open kvalifikation,” lyder det fra Holger Rune, der både blev kåret til årets juniortennisspiller og årets fund i dansk idræt i 2019.
Der vil være adgang for tilskuere fra om torsdagen d. 1. april til og med slutningen af turneringen. Og igen i år vil det være muligt at følge Holger Runes kampe via livestreamning på hovedsponsorens hjemmeside.
Holger Runes Blå bog
Navn: Holger Vitus Nødskov Rune
Født: 29. april, 2003 (17 år)
Højeste rangering (ATP): 405
Højeste rangering (ITF-Junior): 1
Begyndte at spille tennis som seksårig.
Blev i marts 2019 som 15-årig den yngste mandlige danmarksmester i tennis nogensinde.