Et forsøg på at forklare, hvad det er, der gør Rune så eventyrlig god – og hvorfor han formentlig bliver en fast del af den absolutte top de næste mange, mange år
I starten af april skrev jeg en artikel om en 18-årig spanier, der ’har hele pakken og bliver bedre uge for uge’.
Nu kan jeg skrive det samme om en jævnaldrende dansker. For sikke en vanvittig udvikling, Holger Vitus Nødeskov Rune, har gennemgået i 2022.
Efter et fantastisk forår med karrierens første titel og en kvartfinale ved Roland Garros, fulgte en – undskyld udtrykket – rent ud sagt elendig sommer med nederlag på nederlag på både græs, grus og hard court.
Hvad var der galt? Det skal jeg ærligt talt ikke kunne sige. Men hvad Holger & team end har ændret efter US Open, har det været det rigtige. Måske tilføjelsen af B.S. Christiansen og den franske træner Patrick Mouratoglou var de sidste ingredienser, der manglede?
I hvert fald er Holger Rune bare blevet bedre uge for uge og var utvivlsomt en af efterårets tre bedste spillere. De to andre – Felix Auger-Aliassime og Novak Djokovic – slog han hhv. i semifinalen og finalen i Paris Masters-turneringen.
Med sejren i Paris har han gjort flere ting, ingen andre har gjort før ham:
- Besejret fem top-10 spillere i en Masters-turnering (+ Stan Wawrinka)
- Kommet tilbage mod Djokovic efter at have tabt det første sæt i en Masters-finale (Djokovic var 30-0 indtil finalen)
Ligesom jeg forsøgte med Alcaraz i foråret, vil jeg nu forsøge at slå ned på de elementer af Runes spil, der gør, at det som dansk tennisfan er liiiidt svært at få armene ned p.t.
Selvom Rune ikke just har fået den bedste lodtrækning til årets første slam (den vender vi tilbage til).
Servens transformation
På ganske kort tid er Runes serv gået fra en relativ svaghed (med tryk på relativ) til en styrke. I indendørs-sæsonen har hans førsteserv rutinemæssigt ligget på cirka 200 km/t i snit med en topfart omkring de 215 km/t.
Og førsteservsprocenten er høj, selvom han sætter dem tæt på linjerne.
Endnu vildere er andenserven, som han i Basel & Paris har slået med cirka 175 km/t i gennemsnit. Det er der ingen andre på Runes højde, der hverken tør eller formår.
Jovist, der kommer dobbeltfejl. Og når nerverne sidder udenpå tøjet – som de gjorde det i første sæt mod Novak Djokovic i Paris – kommer der også mange af dem.
Men i forhold til, hvor meget han går efter sin andenserv, er det forbløffende få. Kan han slå den med den fart, når der også er vind og sol (det kunne han ikke i Adelaide)? Og kan han gøre det, når presset er allerstørst?
Det får vi tids nok at se, men de svar, han allerede har givet i Paris – ikke mindst i det næsten tyve minutter lange parti, da han servede for sejren mod Djokovic – tyder overordnet på et ja.
På bare et år er han gået fra at holde serv i 72 % af sine servepartier i 2021 til 83 % i 2022 (samme procent som Rafa).
I Basel var der ingen, der brød Runes serv før finalen. Og i Paris formåede manden med verdens bedste returneringer, Novak Djokovic, blot at bryde Runes serv to gange over tre sæt.
Den fantastiske baghånd
Som stort set alle mandlige tennisspillere løber Rune af og til rundt om sin baghånd for at slå en forhånd. Men han har markant mindre behov for det end resten af touren. Baghånden er ekstremt solid og et våben i sin egen ret. Et våben, Rune selv for alvor har fået øjnene op for .
Mod Djokovic blev det til hele 17 baghåndsvindere mod bare 11 uprovokerede fejl fra samme side. Djokovic’ baghånd, ofte betragtet som verdens bedste, gav omvendt ’blot’ 6 vindere mod 10 uprovokerede fejl.
Runes baghånd er i mine øjne allerbedst, når han slår den hårdt og tungt ned af linjen, men han har alle slag og et eminent blik for, hvornår han skal anvende de forskellige, inklusiv stopbolden.
Relativt set er slicen lidt svagere end resten af hans baghåndsrepertoire, men den er stadig mere end godkendt.
Djokovic var også særligt imponeret over Runes baghånd:
“Rune has better backhand, Alcaraz has better forehand”, forklarede han, da han blev bedt om at sammenligne de to og tilføjede, at de begge var meget komplette for deres alder.
Se højdepunkter fra kampen herunder:
Forhånd, flugtninger og stopbolde, ja tak
Selvom Alcaraz ifølge Djokovic har en bedre forhånd end Rune, er Runes forhånd også rigtig, rigtig god. Og noget af det, som Rune er eminent god til, er at tage bolden tidligt i opspringet. Det har flere fordele: 1) Han får foræret noget af modstanderens fart, 2) han tager tid væk fra modstanderen, hvilket er noget af det allervigtigste i tennis.
Runes grundslag fra både forhånd og baghånd er så gode, at modstanderne bliver presset til at sende ’lette’ bolde retur. Dem straffer Rune naturligvis, ikke mindst ved at være meget mere netsøgende end hovedparten af sine jævnaldrende.
Det er Alcaraz i øvrigt også. Og ligesom Alcaraz har Rune ’gode hænder’ – om det så gælder en svær flugtning eller en maskeret stopbold.
Begge spillere har i en alder af bare 19 år ’alle’ slag i bogen og er ikke bange for at bruge dem. Det giver taktiske muligheder, da de kan tilpasse deres spil efter, hvad modstanderen har særligt svært ved.
Og det betyder samtidig, at modstanderen har sværere ved at gætte, hvilket slag der kommer, da de spiller med markant større variation end mange af de andre top-spillere. Det er, sagt på jysk, træls at spille mod Rune såvel som Alcaraz.
Et eminent vinderinstinkt
Vil du til tops i sport, er du nødt til at tro på dig selv. Rune har selvtillid i spandevis. Han føler, han hører til i verdenstoppen (og verdensranglisten viser, han har ret).
Ved afskeden med World Tour Finals i Torino, hvor han var med som førstereserve, lød det: ”Vi ses til næste år”. Underforstået: Jeg er top-8 næste år.
Ambitionerne er dog meget højere end det. Det handler ikke om top-10 eller top-8, det handler om nr. 1.
”Mit mål er ikke at være bedre end Carlos, mit mål er at være den bedste”, sagde han til en spansk avis i Torino. Meget gerne allerede i 2023.
Rune lader sig ikke dupere af, at modstanderen er verdensetter eller hedder Novak Djokovic. Han tror på sit eget spil, på sin evne til at finde det rette slag på det rette tidspunkt.
I Paris gjorde han det igen og igen. I Madrid vandt Alcaraz et nitten minutter langt parti mod Rafa – og vandt. Da Rune servede for kampen mod Djokovic, tog partiet tyve minutter, før Rune vandt.
Det er den slags partier, Djokovic og Nadal plejer at vinde, hvorpå de vinder kampen.
Alcaraz og Rune er skabt af et andet stof end de generationer af spillere, der ligger mellem dem og Djokovic & Nadal.
Lidt hårdt sat op: Casper Ruud, alle sine fortrin til trods, møder Djokovic og Nadal som en fan, der møder sine helte eller en undersåt, der møder sin konge. Rune og Alcaraz ser sig selv som deres ligemænd.
Ingen af dem er det naturligvis endnu, men uden troen på ligeværd og sejr, har man nærmest tabt på forhånd (forhåbentlig kan norske Ruud også blive lidt mindre star struck i år).
Dét vinderinstinkt er samtidig med til at gøre, at Rune vil gøre alt for rent faktisk at nå sine mål. Og ikke stiller sig tilfreds med den første Masters-titel eller den (forhåbentlig) første slam-titel.
Stadig rum for forbedring
Det kan lyde absurd så kort tid efter, at Rune har slået hele verdenstoppen. Men der er stadig elementer af hans spil, der kan blive bedre.
Først og fremmest er der returneringerne, særligt mod modstanderens førsteserv.
Med undtagelse af Felix Auger-Aliassime i Paris-semifinalen har samtlige Runes modstandere fra Basel-finalen til og med Paris-finalen vundet 75-82 % bag deres førsteserv.
Dybt inde i Djokovic-kampen, havde serberen vundet hele 87 % af pointene bag sin førsteserv. Selvom han både servede og spillede godt, og banen var hurtig, er det alt for højt.
En del af grunden er, at Rune simpelthen ikke får nok returneringer i spil. En anden del er, at hans blokreturnering mangler kvalitet og dybde. En blokreturnering, der lander omkring T’et, bliver straffet, hvad end modstanderen hedder Djokovic, Alcaraz eller Auger-Aliassime.
Hvor hans servestatistik er gået markant frem i 2022, bryder han faktisk modstanderens serv mindre end i 2021 (22 % mod 24 %). Alt andet lige skyldes det først og fremmest bedre modstandere, men vil han kæmpe med om grand slam-titler allerede i år, skal den procent op – også når modstanderen hedder Djokovic.
Til sammenligning bryder Nadal, Djokovic & Alcaraz – sidste års tre slam-vindere – serv mellem 29,9 og 32,5 % af tiden.
Lidt mindre kan gøre det for Rune, hvis han kan serve, som han har gjort det i den europæiske indendørssæson, men returneringerne bør være et arbejdspunkt.
Et andet punkt er slicen. Den er god, men sammenlignet med hans øvrige slag, er den som nævnt et niveau under.
Kan fysikken stå distancen?
Endelig er der fysikken. Når jeg har set Rune få krampe igen og igen, har jeg været i tvivl om, hvorvidt hans krop kunne klare tennis på allerhøjeste niveau dag efter dag og uge efter uge.
Oktober-november præstationerne har gjort rigtig meget af den tvivl til skamme. Men sammenligner man ham med Alcaraz, er der stadig et (godt) stykke op. Alcaraz-lejren lagde fundamentet for 2022’s eksplosion op af ranglisten med masser af fysisk træning i vinterpausen.
Jeg håber, at Rune & Runes har tænkt i samme baner og har fundet inspiration, men jeg kan godt være i tvivl, om det er tilfældet, når jeg ser på mængden af kampe og opvisningskampe, der har ligget i Runes program her i vinterpausen.
Alt andet lige er de selvfølgelig så professionelle, at de er opmærksomme på de fysiske svaghedstegn, der har været (senest ryggen) og gør, hvad de kan for at undgå, de bliver kampafgørende i fremtiden.
Og Rune har da også netop trukket sig fra næste uges turnering i Auckland for at fokusere på at blive bedst muligt klar til årets første slam, som begynder på mandag.
Når jeg alligevel slår ned på det, er det fordi, at Nadal & Djokovic igen og igen har vist, hvor stor en fordel det gør at have det fysiske overskud. At være den, der kører modstanderen træt. At være den, der får modstanderne til at blive desperate, fordi de ikke orker at blive i duellen.
Har du den fysiske fordel, har du nemlig også den mentale fordel. Du kan blive ved med at træffe de rigtige beslutninger frem for at spile en stopbold eller gå efter en vild vinder, fordi du er træt.
Djokovic ser sig selv i Rune
Hvilket bringer os til psyken: Evnen til at kanalisere frustrationerne ud i ketcheren på en frugtbar måde frem for at lade sig gå på af et dårligt slag eller en dårlig kendelse.
Her er Rune gået frem med syvmileskridt i løbet af efteråret – ikke mindst efter tilføjelsen af Patrick Mouratoglou. Men – og det er et vigtigt men – den slags er også lettere, når man er inde i en god stime. Det er utvivlsomt noget, både Rune og lejren arbejder på.
Lad mig slutte af med et citat mere fra Djokovic:
“It was just a very impressive game. Kind of reminds me of myself, you know, solid backhand and very good defense and, you know, just competitive, every point leaving his heart and his legs out there on the court. It’s nice to see that”.
Hvad bringer 2023? Det vil jeg ikke vove for alvor at spå om. Jeg vil blot sige to ting:
- Jeg tror, vi har en dansk herrespiller i den allerøverste top af tennis de næste mange, mange år
- Jeg tror, Rune allerede fra i år er en seriøs kandidat til sportens største trofæer, forhåbentlig allerede her ved Australian Open.
Hvilket bringer os til lodtrækningen, som Tennisavisen senere dykker mere ned i. Her vil jeg bare sige: Den er desværre ikke optimal. Nick Kyrgios i 3. runde er den værst mulige modstander i den runde.
Djokovic i kvartfinalen ligeså, i princippet i hvert fald. Men for at vinde i Australien skal man (sandsynligvis) slå Djokovic. Og det er, vil jeg påstå, nemmere at gøre i kvartfinalen, end når man forsøger at vinde karrierens første slam-titel med alle de nerver, der hører med.
Lykke til.
Tilføjelse: Novak Djokovic er ikke den eneste, der ser sig selv i Holger Rune – Det samme gør Stefanos Tsitsipas i denne artikel af Nicholas Albek fra SpilXperten, hvor grækeren under overskriften “Frygtløse Holger Rune” er citeret for denne udtalelse:
“Da jeg spillede mod ham sidste år, var det som at spille mod en top-tre spiller. Det var en virkelig hård duel.
an spiller så frygtløst, og det er virkelig imponerende, hvordan han gør det“.
Desuden tilføjer Tsitsipas:
“Han minder mig meget om mig selv, da jeg først var en del af touren.
Det er virkelig svært at konkurrere mod en spiller som ham, der absolut ingen frygt har.”
