Om få dage er det generalforsamling i Dansk Tennis Forbund. Sjældent har der været så meget engagement og debat op til generalforsamlingen. Det engagement skal vi værdsætte og tage vare på.
Af Lars Gulmann, tidligere formand SLTU og bestyrelsesmedlem DTF. Nuværende klubchef og sportschef i Øresund Tennis & Padel.
Baggrunden er jo dog nok også, at der er kampvalg på flere poster, og der er – måske naturligt nok – tegnet nogle ret skarpe fronter op.
Som tidligere politikker mener jeg, at man normalt ikke skal blande sig. Tidligere formænd skal være, ja netop tidligere! Men i den nuværende situation vil jeg gøre en undtagelse.
Og det er med det formål at sende en stille, men seriøs, opfordring til alle om at huske nuancerne – også i debatten på lørdag. Husk på, at der kommer en dag efter på lørdag, hvor man skal kunne se hinanden i øjnene og helst have et godt samarbejde.
Et samarbejde omkring tennis i Danmark, vi alle brænder for. Og hvor tingene altså langt fra er så sort/hvide, som de undertiden tegnes op. Og løsningerne langt fra så enkle heller. Og så skal man i øvrigt huske, at det største ansvar for en positiv udvikling i tennissporten ligger i klubberne. Forbundet hverken kan eller skal løse alt.
Med denne opfordring in mente vil jeg tillade mig at komme med et par eksempler på disse hovedpointer
Alt er ikke perfekt – men der er også mange fremskridt
I den naturlige kritik som er fremkommet, synes jeg, man bør anerkende, at der også er områder som er i positiv udvikling.
Lad mig f.eks. nævne, at der siden 2021 er blevet afholdt en lang række ITF turneringer i Danmark. Jeg havde selv fornøjelsen af at være med til den allerførste i Vejle, hvor man måtte give WC til stort set samtlige danskere, da alle spillere lå langt udenfor top 1.000 og end ikke kunne komme med i en ITF 15. Efter stor indsats fra forbundet og Vejle, KB, Skovbakken og Køge er der nu afholdt en række af disse og man må formode, at det er en medvirkende årsag til, at det ser helt anderledes positivt ud.
Der er også sket en udvikling i afvikling af kampe elitedivisionen, hvor mange klubber gør væsentlig mere ud af det end tidligere, hvor Give i sin tid lagde nye standarder. Jeg arbejder jo lidt med TV i den forbindelse, og selvom der stadig er plads til forbedring, er det klart gået fremad. Og det er i øvrigt en selvstændig pointe også her – der er et stort ansvar i klubberne for at se indad og skabe noget liv omkring dette. Hvad man også er i gang med, men mere for at understrege at man her – som på andre områder – ikke bare kan nøjes med at give forbundet skylden, når noget ikke kører.
Den øgede medlemsfremgang er da også positivt. Der kan være alle mulige mellemregninger og vanskeligheder ved samarbejdet med DGI. Men man gør da helt tydeligt en indsats i forbundet gennem bevæg dig for livet osv, og ligefrem at gøre det til en negativ historie er måske der, hvor vi bør huske nuancerne. Og også at det igen primært er klubbernes ansvar – forbund, unioner og DGI kan gøre nok så meget, men hvis der ikke er nogen, som griber den lokalt, så hjælper det altså ingenting.
Et eksempel her kunne jo være Hillerød. De har haft en fantastisk medlemsudvikling – er det forbundets fortjeneste?. Nej, mon ikke det i høj grad skyldes, at der er kommet en dygtig ledelse. Men det vender jo begge veje – det er heller ikke forbundets skyld, at nogle klubber mangler dygtig ledelse og har begrædeligt få medlemmer. For min egen lille klub kan jeg ihvertfald konstatere, at vi på lidt mere end 10 år er gået fra 426 til 901 medlemmer. Forbundet eller unionen har da på ingen måde være en hindring undervejs, men vi har faktisk gjort brug af forskellige services, i øvrigt også fra DGI. Så lad os huske eget ansvar frem for at mene, det er forbundets skyld, hvis vi ikke lykkes.
Men ja, der er også en hel del, man – set udefra – kunne synes kunne gøres bedre. Den internationale satsning med f.eks. et bestyrelsesmedlem af en ligestillingskomite. Tja, hvorfor bruger vi ressourcer på det ? Jeg ved det faktisk ikke, men måske er det lige så stor en pointe, at det har man – i fald det giver værdi – ikke evnet at kommunikere særlig effektivt.
Er hypet om holdturneringen tilstrækkelig ? Hvis vi ser bort fra, at man i debatten lidt glemmer klubbernes ansvar, så kan der sikkert være noget at skrue på rundt omkring. Ihvertfald peger mange på, at det virker underligt, at der er en glimrende optakt forud for kampene, men ingen omtale efterfølgende, hvor topnyheden på hjemmesiden 5 dage senere fortsat er optakt til kampene. Lidt svært at være uenig, men er det en katastrofe – næppe. Flere penge til vinderen – tja, måske. Vil det gøre en kæmpe forskel for KB, som allerede går foran og holder deres professionelle spillere hjemme ? Det ved jeg ikke, men tvivler. Så lad os se på, hvad man ellers kan gøre.
Ligastrukturen peger mange kritikere på. Jeg er helt grundlæggende uenig i alle de ulykker, den af nogle anses at være skyld i. Men når man skal have nuancerne med, kan det sikkert være en udfordring nogle steder, særlig i Jylland. Men at pege på som en nærmest indlysende, objektivt ubestridelig katastrofe, forstår jeg simpelthen ikke. Lad os gerne nytænke, men lad os for alt i verden ikke gå tilbage til en fuser.
Det er nemlig noget af det mest demotiverende, som findes, at være et ambitiøst (første) hold i en division med 2-3 førstehold og så en række 2-3. hold, som ikke har noget at spille for. Her har op-og nedrykning reelt intet at gøre med, hvor godt 1. holdene klarer sig – da modstanderholdene skifter fra uge til uge, og man blot kan håbe (hvis man ønsker succes) at de stiller med et svagt hold på dagen og et stærkt hold, når de møder de andre førstehold. Det har simpelthen ingen sportslig værdig, og er som sagt virkelig demotiverende.
At tilgodese de store klubbers 2-3 hold (som jeg i øvrigt tvivler på vil have glæde af det) på bekostning af alle andres klubbers 1. hold er naturligvis en prioritering, man kan vælge at have. Jeg er så uenig. Hvilket i øvrigt understreger, at tingene ikke er ligetil, og måske kan man her finde andre løsninger.
Fællesskab klubber, unioner og forbund
Vores alles tennisverden ser meget forskellig ud. Og der er ikke simple løsninger. Men måske kan man arbejde med en større grad af rød tråd, herunder hvem har ansvar for hvad. På det meget omtalte turneringsområde er der jo en kapacitetsudfordring, som ingen kan løse på den korte bane – man kan ikke ”bare” bygge haller, og også her er vi i øvrigt mange som har bevidst, at det bør drives lokalt.
Men måske kunne man starte med at se på, hvor der kan skabes mere fællesskab og klarere rollefordeling. Blot et eksempel, som ikke er en katastrofe, men altid har undret mig : det er da lidt underligt, at DTF holdturneringen har u 10 grøn og orange, så kommer TØ med u 10 grøn. Er det så de store klubbers 3. hold, der spiller grøn, mens andetholdet skal spille orange? Kunne man samarbejde bedre her?
Og centreringen af gode spillere i de store klubber er et andet relevant emne – måske skal man bare acceptere det og anerkende, at de har de bedste faciliteter og forhold. FCKs 2 hold ville nok også klare sig godt i Superligaen. Ligastruktur er dog hverken årsag eller løsning; centreringen i de store klubber er strukturelt betinget af økonomi, træningsforhold, studiemuligheder m.v. Så mere for at sige, at det måske snarere endnu et eksempel på, hvor vi i klubberne kan samarbejde bedre, selvfølgelig under rette rammer fra forbundet/unionerne. I fodbold låner man spillere ud og det kan man også i juniorrækkerne i tennis – måske en overvejelse i seniorrækkerne? Lad os tænke ud af boksen i respekt for hinanden.
Til sidst omkring padel – hvem skal afgøre det ?
Det er måske det sted, debatten trods alt har været mest nuanceret. Og der er selvfølgelig noget som taler både for og imod, at forbundet beskæftiger sig med det.
Uanet hvad man mener om dette, er spørgsmålet vel i sin karakter så grundlæggende, at det bør afgøres af foreningens højeste organ, nemlig generalforsamlingen. Det vil være meget mere demokratisk end at blive afgjort af bestyrelsens i alt 9 medlemmer. Det når man jo ikke på lørdag, men lad det være en opfordring til den kommende bestyrelse (uanset hvem det er) om at lægge dette spørgsmål op til demokratisk vedtagelse.
Afslutning
Dette blev et langt indlæg. Det blev det fordi, jeg brænder for sagen og inderligt ønsker, at den i øvrigt sunde og gode debat ikke fører til langvarig splittelse eller i øvrigt ”alt for hurtige løsninger”. Og det blev nok også langt fordi tingene ikke er så enkle, og det bare fylder mere at få nuancerne med.
Tak til jer som orkede at læse med hele vejen – og rigtig god generalforsamling til alle.
Lars Gulmann
