Det kan være en jungle at holde rede på spilletider og muligheder for at følge med på livescore, livestream og TV-dækning fra tennis-turneringer

Hvornår spiller Caroline næste gang, og hvor kan man se kampene? er nogle af de hyppigst stillede spørgsmål i danske tennis-grupper på facebook.
Hvis tennis-interessen ikke er begrænset til kun at følge Caroline Wozniacki, og man også gerne vil følge med, når andre både udenlandske og danske spillere deltager i internationale turneringer, findes mange nyttige steder på nettet og forskellige app’s, hvor man kan finde både spilletider og resultater samt livescore under kampene.

I denne artikel omtales primært Resultina, som især er nyttig, hvis man vil bevare et overblik over danske spillere, som deltager i turneringer under både ATP/WTA, ITF og Tennis Europe.
Desuden berøres enkelte app’s, som er velegnet til at finde officielle spilletider og følge livescore fra turneringer.

Resultina omfatter både ATP/WTA, ITF og Tennis Europe

Når Tennisavisen i forbindelse med “Dagens kampe” opdaterer spilletider og resultater fra turneringer med dansk deltagelse, er Resultina-app’en et uundværligt redskab, som sørger for, at meget få spillere bliver overset, især efter den sidste opdatering, hvor turneringer under Tennis Europe blev omfattet.

Resultina giver derved mulighed for, at få et overblik over alle turneringer i de 3 kategorier “Pro”, “Juniors” og “Tennis Europe”, som kan vælges under “Tournaments” i menuen, der fremkommer ved at klikke på de 3 streger øverst til venstre.

Vælges “Pro” kan man klikke på “Men” eller “Women” og se en oversigt med den aktuelles uges turneringer, hvor mændene er opdelt i ATP, Davis Cup, ATP Challenger og Futures, og hos kvinderne er opdelingen WTA, Fed Cup, Women’s ITF.

Vælges “Juniors” kan man skifte mellem “Boys” og “Girls” og få en oversigt med ugens turneringer sorteret efter kategori (GA, G1, etc..)

Ved “Tennis Europe” skiftes også mellem “Boys” og “Girls”, hvor oversigten er opdelt i aldersgrupperne (U16, U14, U12), og i hver gruppe sorteret efter kategori (Cat 1, Cat 2, Cat 3)

Notifikation for stjernemarkerede spillere

Man får størst udbytte af Resultina, hvis man “stjerne-markerer” de spillere, som man ønsker at følge.
Man kan dog højst markere 25 spillere, hvis man benytter den gratis trial-version, men man kan – ved at klikke på “buy” nederst i menuen – markere 128 spillere.
Prisen for “full version” er 14 kr./md, 59 kr./halvår eller 85 kr./år.
Hvis man har særligt behov for endnu flere – som i Tennisavisens tilfælde – kan man henvende sig til Resultina (f.eks. via Messenger), og i så fald vil en begrundet anmodning om flere blive imødekommet.

Under “Settings” i menuen, kan man vælge “Push notifications”, “Draw alert”, “Match alert” og “Doubles alert”.
Nøjes man med “Push notification” får man notifikation om resultatet fra kampe med stjerne-markedrede spillere, når det foreligger.
Fra de kampe, hvor stillingen løbende opdateres af dommeren, kan man også se stillingen under vejs, men hvis man vil følge stillingen, anbefales at benytte en af de øvrige app’s, hvor stillingen opdateres efter hver eneste duel.

Oversigt med aktive turneringer for stjernemarkerede spillere

Øverst i menuen  under “Activity” fremgår antallet af stjernemarkerede spillere, der deltager i aktuelle turneringer, og klikker man på menupunktet, får man vist en oversigt med turneringerne samt hvor mange af de stjernemarkerede spillere, der deltager.

Denne funktion er især nyttig for Tennisavisen, da den bidrager til, at ingen spillere bliver overset, hvilket dog forudsætter at de er stjernemarkeret, hvilket typisk sker første gang en dansk spiller deltager i en international turnering, ofte i forbindelse med ITF eller TE-turneringer på dansk grund, hvor danske spillere som regel får deres internationale debut.

På Tennisavisen stjernemarkeres ofte udenlandske talentfulde spillere, som leverer særligt bemærkelsesværdige resultater, og derved kommer det sjældent som den helt store overraskelse, når en ung spiller markerer sig i ATP eller WTA.
Et eksempel herpå er Naomi Osaka (JPN), der blev stjernemarkeret for ca. 3 år siden.
Andre eksempler fremgår af det sidste skærmbillede herover.

Hurtigt overblik over spillers resultater

Når man vælger en aktuel turnering, vises en oversigt med de enkelte kampe for hver runde, hvor der samtidig er anført, hvor mange rangliste-point runden udløser.
I højre side vises H2H, indtil resultatet kan vises i stedet.

Klikker man på en enkelt kamp, fremgår begge spilleres rangering på spilletidspunktet, og klikker man derefter på H2H eller selve resultatet, hvis det er anført, får man vist alle indbyrdes resultater, hvis de har mødt hinanden før.

 

Hvis man klikker på den enkelte spiller,  får man et godt overblik over spillerens tidligere præstationer, og man kan skifte mellem de kategorier (Professionals, Junior, TE U16, TE U14, TE U12), hvor spilleren har været aktiv i årets løb.

Øverst fra venstre fremgår spillerens alder og fødselsdato og den aktuelle placering på ranglisten i den valgte kategori, som kan ændres ændres, hvis spilleren har spillet i flere kategorier (eks. Juniors og Professionel eller Juniors og Tennis Europe U16)
Derefter følger – ved at scrolle mod højre – antal sejre/nederlag for det aktuelle år, højeste rangering i karrieren (dato i parentes), antal turneringer, titler, højre/venstre håndet, 2 eller 1-hånds baghånd, samt  popularity.

Man kan scrolle ned og se samtlige resultater for det aktuelle år, og ved hver turnering er anført turneringens sted, kategori, underlag og dato for starten samt optjente point samt resultat og modstander ved de enkelte runder.

Nederst kan man skifte til tidligere år, og der vises ligeledes antal sejre/nederlag, antal turneringer og titler for det valgte år.

Live ranking også for ITF juniorer

En af de nyeste features er, at man kan følge live rankings for juniorer, hvilket var en del fejlbehæftet i starten, men det ser ud til, at man nu kan stole på beregningerne.
Funktionen har dog den begrænsning, at man kun får vist den aktuelle live ranking, men ikke potentielt opnåelige point i de resterende runder i turneringen.
Desuden fremgår hvor mange point, spilleren har bevæget sig på henholdsvis 6 og 12 måneder.

Det anbefales dog at bruge enten LTR-app’en, som endvidere viser point fra ITF-ranglisten i forbindelse med den nye “ITF World Tennis Tour”, eller coric.top i forbindelse med live ranking og live race for ATP og WTA ranglisterne.

ATP/WTA app’en viser de officielle spilletider

En af svaghederne ved både Resultina og flere andre app’s er, at de anførte spilletider ofte er upræcise eller direkte misvisende, idet der indsættes et “dummy”-tidspunkt, indtil det officielle spilleprogram foreligger.
Derfor anbefales at benytte ATP/WTA app’en, hvor man altid kan finde de officielle spilletider, når spilleprogrammet er offentliggjort.

I modsætning til mange af de øvrige app’s, der ofte forsøger at beregne spilletidspunktet på baggrund af antallet af kampe, anføres spilletider på ATP/WTA app’en starttid for første planlagte kamp på en bane, og de efterfølgende kampe anføres enten uden tidspunkt, hvorved de indgår i den rækkefølge, hvor kampen forinden er færdigspillet, eller med angivelse af “Not before” (tidligst) som eksemplet herunder fra Centre Court i Shenzhen 30. december 2018.

SofaScore viser forløbet af aktuelle og tidligere kampe

ATP/WTA app’en er også nyttig, hvis man ønsker at følge med i stillingen undervejs, og den samme mulighed tilbyder mange andre app’s ligeledes, men SofaScore app’en adskiller sig fra de fleste ved, at man både undervejs og efterfølgende kan følge forløbet af en kamp bold for bold.
SofaScore kan benyttes ved flere sportsgrene, og i tennis kan den bruges ved langt de fleste internationale turneringer – dog ikke juniorkampe.

Afslutningen af 3. sæt i en kamp i Brisbane viser udviklingen fra stillingen 4-3, hvor M. Minella efter 40-40 to gange har mulighed for at bryde tilbage hvilket er markeret med et orange “A”, hvor det sidste viser, at det lykkedes i 2. forsøg, hvorefter begge spillere holdt serv indtil tiebreak ved 6-6.
Et grønt “40” i det sidste parti indikerer, at Minella desuden havde matchbold ved 30-40.
I tiebreak’en er hvert “mini-break” indikeret med orange tal og matchbolde med grønne tal.

Tennis Temple giver overblik alle turneringer

Når der afvikles flere turneringer samtidig, kan man med Tennis Temple app’en få et hurtigt overblik over live-stillingen i alle kampe fra flere turneringer samtidig ved at vælge “Live Scores”.
Vælges “Schedule & Results” kan man scrolle gennem de aktuelle turneringer og få overblik over både afviklede, igangværende og planlagte kampe på hver enkelt bane.

Tennis Temple tilbyder desuden nyheder, live ranglister og kalender for ATP og WTA.

Herunder informationer om, hvor man kan følge tenniskampe på TV eller livestream.

TV og streaming fra WTA, ATP, Davis/Fed Cup og ITF World Tennis i 2019

Forrige artikelCaroline Wozniacki starter sæson 2019 op i Auckland
Næste artikelWTA Auckland 2019: Wozniacki godt fra start
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.