Caroline Wozniacki begrunder sit comeback med et ønske om at dele oplevelsen ved at spille mod de bedste på de største baner sammen med familien
I forbindelse med Champions Battle 2024, hvor Caroline Wozniacki og Holger Rune spillede opvisningskampe mod ægteparret Elina Svitolina og Gael Monfils i Jyske Bank Boxen i Herning i tirsdags, blev der dagen forinden gennemført et pressemøde, hvor danske medier kunne stille spørgsmål til spillerne.
Tennisvisens udsendte (undertegnede skribent), der som den første fik ordet, fremhævede den positive start på Carolines comeback sidste år i USA, hvor hun efter de første kampe især gjorde det glimrende ved US Open.
Dog blev Caroline spurgt, hvor helhjertet hendes comeback egentlig er, da hun efter US Open ikke spillede turneringer resten af året, og i 2024 er efterladt det indtryk, at det rent fysisk havde været svært at stå distancen i nogle kampe, hvor Caroline havde haft et solidt overtag efter 1. sæt.
Derfor blev Caroline spurgt, om hendes leddegigt havde haft indflydelse herpå, eller om hun ikke var i tilstrækkelig form til at stå den fulde distance.
Det sidste spørgsmål faldt ikke i god jord hos Caroline, der ikke fandt starten på seancen særlig positiv, selvom hun i indledningen blev rost for indsatsen ved US Open.
Tværtimod fremhævede Caroline, at hun har bevist, at hun kan spille op med de bedste i Verden, hvilket de færreste formentlig vil være i stand til efter 4 års pause og 2 fødsler, og derfor fandt hun det ikke helt fair at påstå, at hun var i dårlig form.
Hun svarede dog ikke på det helt konkrete spørgsmål om årsagen til, at hun i nogle kampe gik ned i 3. sæt, havde sammenhæng med hendes leddegigt eller hendes form, men hun nøjedes med at konstatere, at man nogle gange vinder og nogle gange taber.
DR sporten benyttede anledningen til at udgive artiklen herover, hvor et kort udpluk af Carolines svar giver det misvisende indtryk, at hun blev beskyldt for at være i dårlig form.
For at give mulighed for en mere nuanceret forståelse af Tennisavisens spørgsmål til Caroline, gengives herunder en lydoptagelse af både spørgsmål og svar.
Derved kan den mere opmærksomme læser måske bedre forstå baggrunden for spørgsmålet, som er baseret på de konstaterbare facts, at Caroline efter den succesfulde indsats ved US Open ikke spillede flere turneringer resten af 2023, og hun spillede kun en enkelt kamp ved WTA 250 Auckland i starten af 2024, inden hun i 2. runde ved Australien Open mødte ranglistens no. 144 Maria Timofeeva.
Som det fremgår af Tennisavisens omtale, dominerede Caroline 1. sæt med spil på et niveau, der var fuldt på højde med glansperioden for over 10 år siden, og hun pressede med stor autoritet sin modstander rundt i hjørnerne med præcise slag fra både baghånden og forhånden, der i modsætning til tidligere var et offensivt våben.
Desuden trak Caroline det længste strå i de tætte partier, og hun vandt derved sættet sikkert 6-1.
Dominansen fortsatte i starten af 2. sæt, hvor Caroline havde mulighed for et dobbelt break til 3-0, men kampen skiftede derefter karakter, og Timofeeva fik momentum og vandt 2. sæt, og i 3. sæt blev det endnu tydeligere, at energien manglede hos Caroline, der ligesom i kvartfinalen ved US Open mod Coco Gauff heller ikke mod Timofeeva kunne stå distancen på fysikken, hvor hun i gamle dage ofte var sine modstandere overlegne.
Konklusionen efter både US Open og Australian Open var således, at Caroline i begge tilfælde beviste, at hun stadig kan spille på et niveau, hvor hun kan matche de bedste, men samtidig var det også tydeligt, at hun fysisk ikke stod distancen. og derfor var spørgsmålet fra Tennisavisens udsendte såmænd både relevant og helt fair.
Senere under pressemødet fortalte Caroline, at en forudsætning for hendes comeback var, at hun også kunne være sammen med familien og dele oplevelsen at være tilbage i de store turneringer på de største baner, og da hun ikke er helt ung længere og kan køre på uge efter uge, har hun valgt at spille færre turneringer og forsøge at “peake” ved de største af dem.
Med til “de største” hører WTA 1000 turneringerne i marts i Indian Wells og Miami, hvor Caroline i begge turneringer havde wildcard, og desuden fik hun wildcard til WTA 500 San Diego, hvorved hun fik mulighed for at spille kampe inden de 2 prestigefyldte turneringer.
Imidlertid blev 1. runde i San Diego næsten en gentagelse af kampen mod Timofeeva i Australien, idet Caroline i kampen mod Anna Blinkova havde et solidt overtag i 1. sæt, som hun vandt 6-1, og efter et tidligt break i 2. sæt var hun tilsyneladende på sejrskurs, men gradvis tippede momentum over til modstanderen, der vandt sættet 6-4, og Blinkova dominerede 3. sæt, som hun vandt 6-1.
Konklusionen i omtalen herunder var derfor, at “Caroline har brug for at spille mere kontinuerligt på touren, hvis hun for alvor har ambitioner om at vende helt tilbage til toppen og gøre sig gældende i de største turneringer, og derfor nytter det ikke, at hun stempler ud og ind sporadisk, som det har været tilfældet siden hun deltog i 3 turneringer i forbindelse med US Open og derefter stillede op i Australian Open efter blot en enkelt kamp i Auckland“.
WTA 500 San Diego: Clara og Caroline stod ikke den fulde distance
Ved Indian Wells, hvor Caroline har gode minder med en titel i 2011 og finale i 2013, viste hun igen glimrende takter, da hun – efter sejre over no. 58 Lin Zhu, no. 28 Donna Vekic og no. 112 Katie Volynets – udlignede den indbyrdes statistik til 8-8 mod Angelique Kerber med sejren 6-4, 6-2 i 1/8-finalen, inden Caroline dog måtte trække sig, da hun i kvartfinalen mod den suveræne verdens-etter Iga Swiatek var bagud 4-6, 0-1.
I Miami vandt Caroline i 2. runde 1. sæt 7-5 mod no. 35 Anhelina Kalinina, der dog vandt de næste 2 sæt 7-5, 6-4, og da de mødtes igen et par uger senere på gruset ved WTA 500 Charleston vandt Kalinina mere overbevisende 6-2, 6-3.
1. runde ved Carolines seneste turnering ved WTA 1000 Madrid blev igen et eksempel på, at Caroline efter et velspillet 1. sæt ikke kunne bevare niveauet mod Sara Errani, der vandt 3-6, 7-5, 7-5.
Efter de 9 første turneringer blev der i artiklen herover bl.a. konkluderet “Svingende præstationer med meget højt topniveau men manglende stabilitet“.
Desuden blev påpeget, at tilstrækkelig kamptræning samt selvtillid fra vundne kampe kan bidrage til, at Caroline i højere grad kan dominere kampene.
Da Caroline som nævnt ikke har planlagt at gå “all inn”, er det mindre realistisk at forestille sig, at hun kan vende helt tilbage til toppen af WTA-ranglisten, men det kan absolut ikke udelukkes, at hun kan nå langt i enkelte turneringer.
I den resterende del af grussæsonen fravalgte Caroline at tilmelde sig kvalifikationen i både WTA 1000 Rome og Grand Slam turneringen French Open, hvor hun dog håbede på wildcards, men da arrangørerne prioriterede at give wildcards til egne landsmænd, blev den europæiske grussæson for Caroline begrænset til den ene kamp mod Errani, og derved gik Caroline glip af muligheden for at forbedre sin rangering, så hun eventuelt kunne sikre sig direkte adgang til både Wimbledon og OL.
Caroline valgte dog at tilmelde sig kvalifikationen til Wimbledon, og da hun har fået et wildcard til WTA 250 Birmingham i næste uge, får hun således mulighed for kampe inden kvalifikationen til Wimbledon, hvor der kræves 3 sejre for at kvalificere sig til hovedturneringen, hvor hendes bedste resultat hidtil er 4. runde, som hun nåede i både 2009, 2010, 2011, 2014, 2015 og 2017.
Fredag oplyste Dansk Tennis Forbund, at ITF nu har bekræftet, at Caroline har kvalificeret sig til OL i Paris via en af de to pladser, der er reserveret til tidligere Grand Slam vindere, og da både Holger Rune og Clara Tauson i forvejen er kvalificeret via deres rangering, har Danmark således 3 spillere med i single ved OL.
Today I officially qualified for my 4th Olympics!!! Paris 2024, see you there!!! 🇩🇰 here a little throwback from Rio2016! pic.twitter.com/f51EhVmeUV
— Caroline Wozniacki (@CaroWozniacki) June 14, 2024
Det er endnu ikke afklaret, om Danmark får mulighed for at deltage i mixed doubles, hvor 16 par deltager, og udvælgelsen sker på baggrund af spillernes rangering.
Hvorvidt Holger i givet fald spiller sammen med Clara eller Caroline bliver oplyst senere, når mulighederne er afklaret, og den endelige beslutning er truffet.
Caroline og Holger leverede sammen med Elina Svitolina og Gael Monfils glimrende tennis med underholdning og show, da de spillede et enkelt sæt i mixed doubles ved Champions Battle, hvor Caroline i aftenens første kamp mod Svitolina vandt 1. sæt 6-3, hvorefter Svitolina vandt 2. sæt 4-6, inden Caroline vandt den afsluttende match-tiebreak 10-4.
Holger vandt derefter i 2 sæt 7-6(7), 6-3 over Monfils og sikrede derved dansk 2-0 føring, inden Svitolina og Monfils reducerede den danske sejr til 2-1, da de vandt mixed doublen 6-4.
Alle 3 kampe var en passende blanding og både fremragende tennis og underholdende showprægede indslag, som medvirkede til god stemning både på banen og blandt de ca. 7.000 tilskuere.
Thank you Denmark for an incredible night here in boxen. The Danish support is fantastic 🙌🏽 this will for sure not be the last time I play at home 🇩🇰 So anyone up for a challenge to play against me later this year in Copenhagen ? 😄 pic.twitter.com/MRLVvEvp4t
— Holger Rune (@holgerrune2003) June 12, 2024
Holger var så begejstret for opbakningen fra publikum, at han opfordrede til igen at blive udfordret til en showkamp i år på hjemmebane.
Udfordringen blev straks grebet af Casper Ruud, der dog udfordrede Holger til et møde i Oslo forinden, hvilket Holger straks accepterede.