Davis Cup bruttotruppen er blandt modtagerne af wildcards til den første professionelle turnering i Danmark siden 2014
Siden $10.000 turneringen Copenhagen Combined i 2014 har der ikke været arrangeret professionelle ITF-turneringer på dansk grund, men det er langt om længe lykkedes at få etableret 2 turneringer under ITF World Tennis Tour i $15.000 kategorien for både mænd (M15) og kvinder (W15), hvoraf den første afvikles i den kommende uge på Vejle Tennisklubs seks baner på Helligkildevej 14, og 2 uger senere hos KB på Frederiksberg.
Ingen af de tilmeldte danske spillere i M15 udgaven af turneringen i Vejle har den fornødne rangering til at gå direkte i hovedturneringen, hvor den højst rangerede er no. 401 Ergi Kirkin (TUR), mens de øvrige findes i intervallet 516-751 på ATP-ranglisten, heriblandt svenskerne (599) Jonathan Mridha, (712) Filip Bergevi og (723) Karl Friberg.
Desuden har junior-ranglistens no. 10 Sean Cuenin (FRA), no. 20 Guy Den Ouden (NED) og no. 26 Alex Barrena i hovedturneringen en Junior Reserved (JR) plads, hvilket er lige for næsen af 17-årige no. 46 Elmer Møller, der dog er inde i kvalifikationen i kraft af sin ATP-rangering som no. 1733.
Elmer forsøgte i sidste weekend at kvalificere sig til til en M15 grusturnering i Perugia i Italien, men den 1 år ældre Leonardo Malgaroli (ITA) vandt i 1. kvalrunde efter en tæt match-tiebreak 6-1, 3-6, [10-8].
Begge de tilmeldte fra Gentofte, 23-årige no. 1130 August Holmgren og 24-årige no. 1239 Christian Sigsgaard ville ligeledes med deres rangering være sikret deltagelse i kvalifikationen, men arrangørerne har valgt at give dem begge wildcard til hovedturneringen, hvor der desuden gives wildcard til 27-årige Anders Grinderslev, som spiller for Vejle om sommeren og den samarbejdende klub Give i vinterhalvåret.
Endvidere er givet et wildcard til 25-årige Henrik Heise Korsgaard, der tidligere har spillet for Give.
Formentlig spiller det også ind, at Henrik, der nu spiller for HRT, er blevet indlemmet i Davis Cup bruttotruppen, som den spillende holdkaptajn Frederik Løchte bekræfter fortsat derudover består af Holger Vitus Nødskov Rune, Mikael Torpegaard, August Holmgren, Christian Sigsgaard, Elmer Møller, Johannes Ingildsen og Benjamin Hannestad.
De 2 sidstnævnte 24-årige KB’ere har fået wildcard til kvalifikationen, hvor der desuden tildeles wildcard til den danske mester (både udendørs og indendørs) 17-årige Frederik Valdemar Pape (HIK) og den jyske mester fra årgang 2000, Emil Chr. Stegmann Mikkelsen (Sønderborg).
Derudover tildeles yderligere 2 wildcards til M15-kvalifikationen til begge finalister af Pre-kval stævnet State Cup, der afvikledes lørdag i Vejle, hvor der blev spillet efter formatet Fast 4 (tiebreak ved 3-3) og med match-tiebreak i 3. sæt.
Helt som forventes spillede 1. seedede 19-årige Carl Emil Overbeck og 4. seedede 22-årige Philip Hjorth om det ene wildcard efter sikre sejre i kvartfinalen over henholdsvis Heine Landbo og Fidel lyke Dennis Nweke, men der blev aldrig kamp om udfaldet, idet Carl Emil måtte trække sig fra kampen ved stillingen 1-1, hvorved Philip Hjorth får det ene wildcard til kvalifikationen.
I de modsatte halvdel blev begge de seedede besejret i kvartfinalen, hvor 19-årige Gustav Theilgaard vandt 1-4, 4-2, [11-9] over 2. seedede Sebastian Grundtvig, mens 19-årige Felipe Mikkelsen vandt 2-4, 4-1, [10-5] over 3. seedede Nikolaj Katic.
I den afgørende semifinale sikrede Gustav sig det andet wildcard til kvalifikationen, da han vandt 4-0, 4-2 over Felipe.
Det var oprindelig tanken, at State Cup skulle gennemføres i både Vejle, Erritsø, Vester Skerninge, Sønderborg og Hjørring, men Johannes Park Skak erkender, at det formentlig ikke har været kommunikeret godt nok ud, og opbakningen viste sig at være så begrænset, at han selv betegner det som en fiasko – ikke mindst hos kvinderne, hvor der kun var 4 deltagere, som dystede om et wildcard til W15.
Finalisterne blev fundet lørdag formiddag, da 1. seedede Sarafina Olivia Hansen (Birkerød) vandt 4-1, 4-3(3) over Freja B. Løvbjerg (Aarhus 1900) og Divine Dasam Nweke (Birkerød) vandt 4-1, 4-1 over 2. seedede Victoria Wiche (Aarhus 1900).
Finalen afvikledes ifølge programmet kl. 1400, men i skrivende stund 5 time senere er resultatet fortsat ikke opdateret.
Tilføjelse: Det er senere oplyst, at finalen ikke blev spillet, idet begge fik wildcard.
De øvrige wildcards til kvalifikationen er tildelt 17-årige Emma Malmkjær (Vejle), og 16-årige Lykke Bertelsen, der er juniortræner i Give, samt den jyske mester 19-årige Cecilie Wiche (Aarhus 1900).
Derudover deltager 21-årige Karoline Lauersen (KB) i W15-kvalifikationen i kraft af hendes rangering som no. 1518 på en sideløbende ITF-rangliste, som anvendes til at afgøre rækkefølgen på Acceptancelisten.
I hovedturneringen til W15 har 17-årige Johanne Christine Svendsen (HRT) direkte adgang på grund af hendes junior-rangering som no. 46 sammen med no. 21 Priska Madelyn Nugroho (INA) og no. 26 Polina Iatcenko (RUS) på de 3 Junior Reserved (JR) pladser.
21-årige Sofia Nami Samavati (Holte) er 2 pladser fra direkte adgang til hovedturneringen, hvor hun dog er sikret adgang med et wildcard, og det samme er 20-årige Olivia Gram (Kolding), hvis rangering ved tilmeldingen kun rakte til kvalifikationen.
Desuden har de 15-årige KB’ere Rebecca Munk Mortensen og Vilma Krebs Hyllested fået wildcard til hovedturneringen.
Topseedet hos kvinderne er no. 429 Sohyun Park (KOR), mens de øvrige direkte accepterede findes i intervallet 685-1038.
Bortset fra Olivia Gram, der på den seneste rangliste tog et stort spring på 287 pladser til no. 952, og no. 1113 Sofia Nami Samavati, har de øvrige danske deltagere aldrig tidligere deltaget på ITF Women’s World Tennis Tour, hvor niveauet i den laveste W15 kategori er så højt, at kun de bedste af danskerne kan forventes at få mere end en enkelt kamp.
W60 Viktoria-Gasteiz: Olivia Gram optjener 12 WTA-point som Lucky Loser
Rebecca Munk Mortensen møder uden tvivl op til turneringen med masser af selvtillid, da hun netop har vundet finalen i Leschly Cup med finalesejr 1-6, 6-3, 6-0 over Olivia Gram.
Sofia har tidligere – inden corona-pausen – flere gange nået til kvartfinalen i W15, og i et enkelt tilfælde nåede hun endda til semifinalen i Varberg i Sverige for 2 år siden.
Efter corona-pausen har Sofia kun vundet få kampe i W15 kvalifikation, men hvis hun får en fornuftig lodtrækning og kan finde de sit bedste spil frem, er hun formentlig det bedste danske bud på at nå flere runder i turneringen, med mindre Johanne kan smide de naturlige premiere-nerverne i sin første prof-turnering over bord og levere en overraskelse.
Som ventet deltager hverken Holger Vitus Nødskov Rune, Mikael Torpegaard eller Frederik Løchte Nielsen, da de i forvejen har muligheder for at deltage på ATP og Challenger niveau, og det samme gælder Clara Tauson, som efter en pause forventes at fortsætte WTA-karrieren “over there” om få uger forud for US Open.
Danmarks næsthøjest rangerede på WTA-ranglisten, Olga Helmi har fortalt, at hun foretrækker at spille på hardcourt, og derfor har hun fravalgt grusturneringen i Vejle for i stedet at deltage i næste uges udgave af W15 Magic Hotel Tours i Monastir, hvor hun for et par måneder siden vandt sin første W15-titel.
ATP-ranglistens no. 1249 Christian Sigsgaard havde efter afsluttet ophold på college store problemer med at få fodfæste på ATP-ranglisten, men efter 3 turneringer med tidlige exits fik han hul på bylden, da han i Sibenek i Kroatien i april nåede 1/8-finalen efter 3 sejre i kvalifikationen og desuden 6-2, 6-0 i 1. runde mod no. 896 Ugo Blanchet (FRA), og en måned senere nåede han semifinalen i Tbilisi i Georgien.
Sigsgaard møder op til turneringen med en dugfrisk titel ved Leschly Cup, hvor han i finalen vandt over Simon Friis-Søndergaard (KB).
Klubkammeraten i Gentofte, August Holmgren, der fortsætter endnu et år på college, er no. 1060 og dermed den højst rangerede danske deltager i M15, hvilket primært er i kraft af 6 point, som blev optjent i Ystad i august 2019, men disse point forældes om få uger.
I 2021 har August spillet 2 M15-turneringer i Monastir, hvor han i slutningen af juni vandt 3 kampe i kvalifikationen, inden han med et knebent nederlag på 2 gange 4-7 i tiebreak mod no. 937 Tomas Farjat (ARG) måtte forlade turneringen efter 1. runde af hovedturneringen, men ugen efter vandt August igen 3 kvalkampe, og derefter vandt han yderligere 2 kampe i hovedturneringen, inden no. 773 Rinky Hijikata (AUS) vandt 6-3, 7-6(6) i kvartfinalen.
Da der sidst blev spillet professionel ITF-tennis på dansk grund, blev begge single-titler vundet af danske spillere, idet Martin Pedersen vandt mændenes finale 4-6, 7-6, 6-3 over Patrik Rosenholm (SWE), og Mai Grage vandt kvindernes finale 6-4, 7-5 over Karen Barritza, der dengang hed Barbat.
Det generelle niveau i 15K-kategorierne er dog så højt, at det vil være en større overraskelse, hvis der igen bliver dansk titel-vindere, hvor den bedste mulighed formentlig er i M15, hvis nogle af de danske Davis Cup kandidater rammer deres absolutte topniveau.
Har alle tilmeldinger og wildcards sportslig berettigelse?
Tennisavisen har ikke fået svar på et spørgsmål om, hvorvidt DTF bør stille minimumskrav til den sportslige berettigelse af nogle af de tildelte wildcards, selvom arrangørerne forståeligt ønsker at tilgodese lokale spillere.
Alternate-listerne med spillere, hvis nationale rangering ikke rækker til at komme ind i turneringen, kan give det indtryk, at de forældre og/eller ledere, der tilmelder nogle af juniorerne, har nogle urealistiske forestillinger om den sportslige berettigelse ved tilmelding til professionelle turneringer under ITF World Tennis Tour.
Spørgsmålet om hvorvidt DTF fraråder sådanne tilmeldinger, blev heller besvaret.
Sport Live viser kampe fra turneringen
Kvalifikationen indledes søndag, og hovedturneringen afvikles fra tirsdag.
Der er gratis adgang for tilskuere, der dog skal kunne fremvise gyldigt corona-pas.
Desuden kan nogle af kampene følges på Sport Live, der sender kampe tirsdag, onsdag og torsdag samt fra finalerne søndag.
Lodtrækning og resultater vil løbende blive opdateret under “Dagens kampe” på Tennisavisen.dk.