Dansk-amerikanske (206) Julia Boserup er for 2. år i træk i kvartfinalen ved $75.000 turneringen 2015 Coleman Vision Tennis Championships i Albuquerque, New Mexico, og igen bliver modstanderen WTA-ranglistens no. 102 Anna Tatishvili (GEO)
Sidste år tabte Julia kvartfinalen knebent i 2 tiebreaks 1-7 og 6-8 mod Tatishvili, som hun også tidligere har haft jævnbyrdige opgør mod med sejr til Julia i Captiva Island 2013, hvor Julia vandt 7-5 i 1. sæts tiebreak, inden modstanderen trak sig bagud 0-3 i 2. sæt.
I 2009 vandt Tatishvili i 3 sæt.
Kvartfinalen spilles fredag som 2. kamp efter kl. 1800 dansk tid, og den kan følges på livestream herunder, hvor man desuden kan gense både 1/8-finalen, hvor Julia vandt 6-3, 6-3 mod 8. seedede (191) Maria Sanchez (USA), og 1. runde i double, hvor Julia sammen med Nicole Gibbs (USA) vandt 6-3, 6-4 over Lauren Albanese/Julia Jones (USA).
Julia mødte senest Sanchez i kvalifikationen til WTA International turneringen i Stanford, hvor hun måtte bruge 3 sæt for at vinde, men denne gang havde Julia bedre kontrol over begivenhederne.
En afgørende forskel var, at Julia fik flest 1. server i spil, og hun havde desuden en bedre udnyttelse heraf, mens hun til gengæld kun vandt ca. hver 3. bold på 2. serven.
Julia var også mest effektiv på de 9 break-muligheder, som begge havde i løbet af kampen. Julia udnyttede 5 af dem, mens Sanchez kun udnyttede 2 af mulighederne.
Efter fredagens kvartfinale i single spiller Julia og Gibbs kvartfinale i double mod 2. seedede Ashley Weinhold/Caitlin Whoriskey (USA).