Anna Signe Rasmussen fik en god start i Holland med 2 sejre i kvalifikationen, men i kvalfinalen tabte hun til tidligere no. 259. Hun er dog videre som Lucky Loser
For et par uger siden fik 21-årige Anna Signe Rasmussen en god start på sommerferiens projekt, som bl.a. er at opnå point til WTA-ranglisten, mens hun holder pause fra Virginia Commenwealth University, idet hun i den første turnering i Kaltenkirchen var fremme i kvartfinalen og optjente de 2 første point til ranglisten.
I den forløbne weekend har Anna deltaget i kvalifikationen til $10.000 turneringen Amstelveen Futurte i Holland, hvor hun vandt de 2 første kampe – først mod Janna Hildebrand (GER) 6-1, 7-6(2) og derefter mod 6-1 6-1 over Jill Van Den Dungen (NED).
I kvalfinalen mødte hun 28-årige Justine Ozga (GER), som efter et års pause som aktiv på ITF-touren vendte tilbage i sidste uge, da hun fik wildcard til en $25.000 turnering i Stuttgart, hvor hun i 1. runde af kvalifikationen vandt 6-1 5-7, 6-0 over 6. seedede no. 712 Caroline Werner (GER), inden hun i kvalfinalen tabte 1-6, 7-6(4), 2-6 til 15. seedede Anna Gabric (GER).
Ozga opnåede sin højeste rangering i 2007 som no. 259, og inden pausen befandt hun sig indtil 2014 for det meste mellem no. 300 og 400.
I en kamp med svingende momentum blev det tysk sejr 6-0, 1-6, 6-2.
Trods de svingende cifre fortæller Anna til Tennisavisen, at der gennem hele kampen blev spillet tætte partier.
Efterfølgende fik Anna alligevel mulighed for at deltage i hovedturneringen, hvor hun kommer med som Lucky Loser.
Hun var dog ikke “heldig” med lodtrækningen til hovedturneringen, hvor hun i 1. runde møder 2. seedede no. 593 Sviatlana Piranzhenka (BLR), der for et par år siden var no. 371.