Holger Rune fortsatte sin spillemæssige udvikling i Tyrkiet, men i begge uger mødte han en 19-årig tjekke, som den sidste måned har vundet 3 titler i 4 finaler
Siden 16-årige Holger Vitus Nødskov Rune blev den formentlig hidtil yngste vinder af French Open for juniorer har både hans egne og omgivelsernes forventninger til en glorværdig tennis-karriere været tårnhøje.
Det var de også forinden, men efter triumfen i Paris har Holger oplevet mange synlige beviser på, at han har stor bevågenhed i internationale tennis-kredse, hvilket bl.a. har medført flere tilbud om wildcards til turneringer i både ATP Challenger og ITF World Tennis Tour.
I disse turneringer har Holger oplevet, hvor stort springet kan være for en top junior til at få fodfæste på ATP-ranglisten, hvor Holger på den seneste rangliste er no. 1141 med 6 point, som blev optjent efter sejre i 1. runde i ATP Challengers i Blois og Amersfoort.
I de fleste kampe har Holger mødt boldsikre og rutinerede modstandere, som kun kan besejres, hvis der spilles på et konstant højt og stabilt niveau, og derfor kan hver eneste turnering være en lærerig proces, som kan give den erfaring, som kan bidrage til at finde nøglen til at vinde over sådanne modstandere.
I de to singler, som Holger spillede i Davis Cup opgøret mod Tyrkiet, blev vist gode takter på førstedagen, hvor Holger var ganske små marginaler fra sejren mod Altug Celikbilek, der dog vandt 7-5 i tiebreak i 3. sæt, men allerede næste dag blev niveauet løftet yderligere en tak, da Holger vandt over Tyrkiets 1. single Cem Ilkel i 2 sæt.
Inden Holger i uge 43 formentlig spiller sin sidste junior-turnering ved 2019 ITF World Tennis Tour Junior Finals i Chengdu i Kina, har han i både uge 40 og 41 deltaget i GD Tennis Cup Series, som afvikles ugentligt i Antalya i Tyrkiet.
Turneringen er i $15.000 kategorien (M15), hvor Holger er sikret deltagelse, da der i denne kategori er reserveret pladser til de bedst rangerede tilmeldte juniorer.
I den første uge vandt Holger helt problemfrit sin første kamp (R32) 6-0, 6-0 efter en fuldt fokuseret indsats mod 29-årige Mike Urbanija (SLO), og Holger bevarede det høje niveau, da han i 1/8-finalen vandt 7-6(6), 6-3 over 23-årige Aziz Kijametovic (BIH), der dagen forinden havde vundet Paul Woerner (GER), som havde vundet titlen i samme turnering ugen forinden.
I kvartfinalen mødte Holger derefter 19-årige Michael Vrbensky (CZE), der ugen forinden havde vundet en M25-titel i Ricany, hvor han i semifinalen havde vundet over 1. seedede Daniel Masur (GER), der er no. 247 på ATP-ranglisten, og som i Amersfoort havde vundet over Holger.
Holger fik en god start på kampen, da han holdt fuldt fokus på spillet, og derved bragte hans sig foran 4-1 i 1. sæt, men da han derefter begyndte at tænke for meget over situationen og mistede sit fokus, skiftede kampen fuldkommen karakter, og tyskeren vandt alle de resterende partier og dermed kampen 6-4, 6-0.
Vrbensky vandt derefter semifinalen 6-3, 6-2 over Cengiz Aksu (TUR), og i finalen 7-5, 6-3 over 1. seedede Peter Heller (GER).
Kvartfinalen betød, at Holger snart kan sætte yderligere 2 ATP-point ind på ranglisten, og allerede efter 1. runde i denne uges udgave af turneringen optjente Holger yderligere 1 APT-point, da han i 1. runde vandt 7-6(0), 6-2 over 18-årige Milan Welte (GER), der ligesom Holger var inde i hovedturneringen på en af de pladser, der er reserveret til de bedste tilmeldte juniorer.
Inden kampen kunne der være grund til bekymring, idet Welte havde vist gode takter ved juniornes US Open, hvor han gav den senere vinder Jonas Forejtek (CZE) kamp til stregen i kvartfinalen, som Forejtek vandt 3-6, 7-5, 7-5.
Forinden havde Welte vundet over både French Open finalisten Toby Alex Kodat (USA) og Gauthier Onclin (BEL), der i optakten til Wimbledon i Roehampton havde vundet 3-6, 7-5, 7-5 over Holger i semifinalen, hvorefter han vandt titlen med sejr i finalen 4-6, 7-5, 6-4 over Liam Draxl (CAN).
Efter en solid præstation i 1. sæt steppede Holger op, da sættet skulle afgøres i tiebreak, som Holger vandt uden at afgive et eneste point, og han holdt niveauet resten af kampen, som han vandt 7-6(0), 6-2.
Til stor irritation for Holger skulle han allerede i 1/8-finalen igen møde Michael Vrbensky, der siden starten af september havde været i finalen i samtlige turneringer, og bortset fra et enkelt finale-nederlag i Antalya til Ivan Nedelko (RUS), var det blevet til sejre i de øvrige hidtidige 20 kampe.
Holger var heller ikke denne gang i stand til at bryde den tjekkiske sejrsstime, og selvom han gjorde sit bedste, måtte han erkende, at Vrbensky formentlig er den bedste af de modstandere, som han hidtil har mødt.
Ved at studere kampens forløb på Sofascore, der viser stillingen undervejs, fremgår at Holger kom foran 3-1 på hans 3. break-mulighed, men tjekken brød tilbage på sin 3. break-mulighed, da Holger ikke selv udnyttede 2 fordele til 4-1.
Sættet blev afgjort, da Vrbensky brød til 5-4 og servede sættet hjem ved 40-30.
2. sæt blev indledt med et break til hver, hvorefter Holger blev brudt til 2-3 ved 15-40, og han blev brudt igen til 2-5, da 2 fordele ikke blev udnyttet, hvorefter Vrbensky kunne serve kampen hjem 6-4, 6-2.
Selvom turneringen i denne uge sluttede en runde tidligere, kan Holger både glæde sig over yderligere 3 point til ATP-ranglisten, og ikke mindst at der er sket en udvikling de seneste måneder.
Flere af Holgers unge tennis-venner fra junior-toppen har ligeledes oplevet, at der er lang vej mod ATP-toppen, idet både Wimbledon-vinderen Shintaro Mochizuki (JPN), French Open finalisten Toby Alex Kodat (USA) og sidste års U16 Europmester Carlos Alcaraz Garfia (ESP), der alle ligesom Holger er årgang 2003, samt Australian Open vinderen Lorenzo Musetti (ITA) fra årgang 2002, har oplevet tidlige exits i M15/25 turneringer i denne uge.