I kvalifikationen til $10.000 future turneringen i Antalya, Tyrkiet har både Simon Friis Søndergaard og Oscar René Jeppesen fået en flot start.
Simon Friis Søndergaard trak en stærk modstander i Gabor Borsos, Ungarn der er 7. seedet i Kvalifikationen. Borsos er nr. 947 på verdensranglisten, mens Simon er nr. 1851. Men det afholdt ikke Simon fra at slå sin langt højere rangerede modstander med 6-4,6-2. Simon skal nu møde Scott Browne, Australien der er nr. 2094 på verdensranglisten. Både Simon og Scott har 1 point der tæller på verdensranglisten, så reelt ligger de lige. Scott Browne er med sine 24 år noget mere rutineret end 18-årige Simon Friis Søndergaard, men lad os nu se.
Oscar René Jeppesen er også kommet forrygende fra start idet han vandt sin første kvalifikationskamp over Mats Hermans, Holland med 6-1,6-2. Oscar står nu overfor 19-årige Jonathan Mridha, Sverige, der er seedet 5 i kvalifikationen og er nr. 931 på verdensranglisten. En svær opgave. Kender vi Oscar ret, går han til den med krum hals.