Karen Barritza fik brudt stimen efter 5 ITF nederlag i træk og møder tidligere no. 47 på WTA-ranglisten i kvalfinale
Da Danmarks næsthøjst rangerede kvindelige tennisspiller, Karen Barritza deltog herhjemme i DM inde og senest i Leschly Cup, fik hun på intet tidspunkt kvalificeret modstand, og i sidstnævnte turnering afgav hun 2 partier i alt i 3 kampe.
Derfor kan det være svært at bebrejde hende, at hun i denne uge har fravalgt DM for i stedet af få kvalificeret modstand i den tyske $25.000 turnering Knoll Open 2016 i Bad Saulgau, hvor hun mandag vandt 1. runde i kvalifikationen over no. 854 Elena Bogdan (ROU) 6-4, 6-2.
Karen er seedet 9 i kvalifikationen, da hun på acceptancelisten var rangeret som no. 413, mens de foranstående til kvalifikationen er 348-386.
Derfor kunne man formode, at Karen i kvalfinalen kunne møde en modstander med en rangering i dette område, men arrangørerne har valgt at give et wildcard til Maria-Teresa Torro-Flor (ESP), der inden turneringen var no. 209 på ranglisten.
Selvom denne rangering kunne berette til en seedning som no. 5 i hovedturneringen, har spanieren alligevel fået wildcard til kvalifikationen, hvor hun er seedet 1 og oversidder i 1. runde.
Da det netop er Karen, der i kvalfinalen møder Torro-Flor, får hun i allerhøjeste grad kvalificeret modstand, idet spanieren så sent som i maj 2014 havde sin hidtil højeste rangering som no. 47 på WTA-ranglisten.
Derfor skal der formentlig præsteres noget ekstraordinært fra Karens side, hvis ikke spanieren bliver en “knold” på vejen til dansk succes i “Knoll Open”