Det er ingen dans på roser at være blandt de tusindvis af spillere, der forsøger at gøre tennis til en levevej. Fremover blive vilkårene bedre, hvilket kan vise sig værdifuldt også for danske spillere.
I årevis, ja faktisk i årtier, er præmiepengene steget og steget ved de store internationale tennisturneringer. Både på ATP- og WTA-niveau, men i særdeleshed ved de fire Grand Slamturneringer.
De internationale tennisorganisationers evne til at gøre tennis til en kommerciel vare har sejret over nærmest alle andre sportsgrene. Det har gjort sportens største stjerner til fast inventar i top-10 over de bedst indtjenende atleter i verden.
Men ATP, WTA og de fire Grand Slamturneringer har et naturligt fokus på sportens bedste udøvere, mens ITF har til opgave at bringe nye spillere frem til netop dette niveau. En opgave der naturligvis altid vil lykkedes, da de enorme summer på toppen af sporten altid vil være et mål for mange.
I bunden af sporten så at sige, har man dog i mange år ikke mærket meget til de enorme indtægter organisationerne på toppen har indkasseret. Hverken ATP eller WTA er specielt aktive i de nedre rækker i international tennis, der i vid udstrækning overlades til ITF. Og da ITF ikke har direkte andel i overskud hos ATP, WTA eller Grand Slams er det begrænset, hvilke muskler organisationen har at spille med.
Derfor har præmiepengene i de mindste futures turneringer, hvor mandlige spillere kæmper for at få de første værdifulde point til verdensranglisten, ikke rørt sig de sidste tre årtier. Det betyder at en spiller som hovedregel kan forvente lige knap og nap at få udgifterne dækket, hvis han vinder en turnering. Alt andet end fem sejre i en og samme turnering vil sende spilleren hjem med et stort minus.
Med andre ord så kræver det mere end bare talent og mod på tilværelsen som professionel tennisspiller. Det kræver en solid pose penge. En sådan havde Andreas Moltke-Leth, da han for et par sæsoner siden havde mod og tro på tingene. Forældrene støttede ham økonomisk, mens det var mere svært at finde økonomiske midler fra sponsorer.
[quote_box_center]”Selvfølgelig var jeg glad for, at mine forældre hjalp mig. Men det var samtidig også lidt af et pres, for på en eller anden måde har man også lidt dårlig samvittighed over at bruge deres penge, jeg ville jo gerne betale tilbage. Men realistisk set ville der gå mange år inden det ville være realistisk at kunne det,” forklarer Andreas Moltke-Leth.[/quote_box_center]
Han har i dag droppet drømmen om at blive professionel tennisspiller. Ikke fordi han tennismæssigt eller mentalt følte sig underlegen, men fordi alle ting rundt om det rent sportslige belastede ham. Havde muligheden for at gå i 0 på futures-turneringer været bedre, så tror Andreas klart på, at han fortsat havde været aktiv i dag.
Ny struktur skal skabe bedre vilkår
For i dagens moderne tennis skal man som en gennemsnitlig spiller ikke forvente, at man som en anden Nick Kyrgios kan gå direkte ind på ATP-touren i teenageårene.
I takt med at sporten er blevet mere og mere fysisk præget, så er gennemsnitsalderen i verdens top-100 også steget signifikant. Til trods for teenage-sensationer der dukker op, så er aldersgennemsnittet i det forjættede land fortsat på den gode side af 25 år.
Netop derfor iværksatte ITF en langsigtet strategi med henblik på at gøre vilkårene for sportens næstbedste bedre.
Fremover sløjfes den laveste kategori i international tennis, turneringerne med en samlet præmiesum på $ 10.000. Det er disse turneringer nærmest alle nye spiller først stiller til start i, men det er også disse, hvor det er nærmest umuligt at generere et overskud, uanset hvilket resultat der leveres.
I stedet bliver laveste niveau fremover turneringer med en samlet præmiesum på $ 15.000. Det betyder, at der bliver signifikant flere præmiepenge til den enkelte spiller. Fortsat men en udfordring i forhold til at få budgettet til at hænge sammen, men dog et stort og længe ventet skridt i den rigtige retning. Ikke siden 1984 har ITF rørt på præmiepengene i futures-turneringerne.
For en vinder af en turnering betyder det cirka 5000 kroner mere i præmiepenge, hvilket måske ikke lyder af meget, men i høj grad kan gøre forskellen på om hotelregningen kan betales eller der skal lånes af mor og far.
Ydermere erstattes den tidligere kategori med en præmiesum på $ 15.000 med en ny på $ 25.000 dollars. Denne kategori eksisterede ikke tidligere. På den måde forsøget ITF at arbejde på at udligne den store forskel, der i de seneste årtier har vokset sig stor, mellem de turneringer der et kontrolleret af ITF og de der er sanktioneret af ATP.
Fordi de to organisationer ikke har evnet at arbejde tilpas sammen, så har det skabt en skævvridning, hvor de rige har fået meget mere mens de ”fattige” har måttet kæmpe for at få tingene til at hænge sammen. I den proces har mange dygtige tennisspillere uden tvivl måtte lade livet, fordi de ikke har haft de finansielle midler til de første magre år.
Det håber ITF at reformeringen kan være et skridt væk fra. Det er det uden tvivl også, men som tenniselsker kan man kun håbe på, at det ikke er det sidste, for det kan og må ikke stå alene.
