Der er flere grunde til, at Tennisavisen har fokus på ITF $50.000 turneringen South Seas Island Resort Women’s Pro Classic i Captiva Island, Florida.
Både fordi Julia Boserup (USA) også er dansk statsborger, og fordi et af de formodede største talenter 15-årige no. 257 Catherine Bellis (USA) deltager.
Bellis trådte for alvor ind på den internationale scene, da hun ved US Open sensationelt sendte Dominika Cibulkova ud, hvilket blev omtalt under US Open: Ukendt 15-årig pige sendte Australian Open finalisten Cibulkova ud i 1. runde.
Bellis (billedet) var i forvejen velkendt i tenniskredse, idet hun havde markeret sig som en af Verdens absolut mest talentfulde juniorer, hvor hun indtil for nylig var no. 1 på ranglisten, indtil pladsen blev overtaget af 16-årige Xu Shilin (CHN), da hun forleden vandt en Grade A turnering i Osaka, hvor hun undervejs besejrede danske Emilie Francati 6-0, 6-1.
Xu Shilin er no. 405 på senior-ranglisten, hvor Bellis er placeret væsentligt højere som no. 257, ikke mindst fordi hun på det seneste har deltaget i flere senior-turneringer på ITF-niveau, hvilket hun har haft stor succes med, idet hun i oktober måned i South Carolina, USA har vundet både $25.000 i Rock Hill og $25.000 i Florence.
Onsdag ca. 1800cet kan man følge Bellis på Livestream, når hun i 1. runde ved turneringen i Captiva Island møder no. 237 Tatjana Maria (GER), som har været gennem kvalifikationen med 3 sejre.
Kampen spilles som 3. kamp på Stadium, hvor der er TV-dækning under turneringen, og man kan forinden følge 2 kampe fra kl. 1500cet, hvor der indledes med no. 327 Jennifer Brady (USA) vs. no. 219 Mathilde Johansson (FRA) efterfulgt af kampen mellem 1. seedede no. 102 Grace Min (USA) og no. 258 Maria Sanchez (USA).
Julia Boserup, der på den seneste rangliste er avanceret 17 pladser og nu er no. 177, spiller i 1. runde 2. kamp på Court 3, hvor der ikke er TV-dækning. Hun møder 18-årige no. 344 Jasmine Paolini (ITA), som var gennem kvalifikationen, og hun vandt kval-finalen, da hendes modstander no. 415 Lisa-Maria Moser (AUT) trak sig ved stillingen 4-5 i 2. sæt efter at have vundet 1. sæt 6-4.
Moser har tidligere været omtalt i Tennisavisen under WTA slutspil: Alle kneb benyttes for at deltage i Singapore på grund af hendes rolle, da et pludselig afbud “af personlige årsager” i Linz banede vej for det wildcard, som førte til at Angelique Kerber (GER) kvalificerede sig til WTA-slutspillet i 2013 på bekostning af Caroline Wozniacki.
En af de øvrige deltagere, som har været gennem kvalifikationen, er no. 210 Kateryna Bondarenko (UKR), som for 2 uger siden vandt over Julia Boserup i kvartfinalen i $50.000 turneringen i Macon, hvor hun desuden vandt i finalen 6-4, 7-5 over Grace Min (USA), der som nævnt er seedet 1 i Captiva Island.
Bondarenko har for nylig genoptaget karrieren efter halvandet års pause, hvor hun blev gift og fødte en datter, og hun er på vej op ad ranglisten, hvor hendes højeste placering var som no. 29 i 2009.
Bondarenko møder i 1. runde no. 154 Julia Glushko (ISR) ca. kl. 1800cet på Court 4.