Karen Barritza satte et effektivt punktum da hun fulgte fredagens double-titel op ved at vinde karrierens 6. titel i single
Efter sejren i fredagens double ved $10.000 turneringen Aava Open i Helsinki stod Karen Barritza for anden dag i træk i en finale, hvor hun kunne sikre sig karrierens 6. single-titel, da hun mødte 7. seedede no. 616 Elena Rybakina (RUS).
Karen fik ikke nogen god start på kampen, da hun kom bagud 0-40 og selvom hun afværgede 2 break-bolde, kom hun alligevel bagud med et break fra start.
Hun brød omgående tilbage, men kort efter blev hun brudt igen, og russeren holdt derefter serv til 3-1, inden Karen herefter fik kontrol over sættet ved at bryde begge modstanderens næste servepartier, hvorefter hun sikrede sig sættet 6-3.
Begge blev brudt i starten af 2. sæt, hvor Karen desuden kom foran 4-1 ved at bryde serven 2 gange mere.
Russeren tog det ene break tilbage til 2-4, og hun holdt serv til 3-4, hvorefter Karen selv holdt serv til 5-3 og nærmede sig sejren.
I russerens næste parti havde Karen desuden matchbold ved 30-40, men russeren afværgede matchbolden, og i Karens efterfølgende serveparti, hvor hun servede for kampen, havde russeren chancen for at udligne til 5-5 efter 0-30 og 30-40, men Karen holdt fokus og på den næste matchbold sikrede hun sig sejren.
Da arrangørerne endnu ikke som lovet har fremsendt billeder fra præmie-ceremonien, bringes i stedet ovenstående billede efter double-triumfen. Billedet stammer fra Alex Barbats facebook-side.
Kampen kan genses i fuld længde herunder
Karen har tidligere oplyst, at de næste 2 uger står på træning, og at hun formentlig ikke spiller flere ITF-turneringer resten af året, så hun kunne næppe slutte sæsonen på en mere effektfuld måde med titler i både double og single ved samme turnering.
I den seneste trykte udgave af Tennisavisen, som for få dage siden er sendt ud til klubberne, findes et portræt af Karen, der fortæller at hun især lægger vægt på personlig udvikling og harmoni.