Emilie Francati og Sarah Beth Grey tabte til 1. seedet par i finalen, hvor de ikke ramte topniveau
Det lykkedes ikke for Emilie Francati at vinde sin 4. double-titel i 2016, da hun sammen med Sarah Beth Grey mødte det 1. seedede par Manon Arcangioli (FRA)/Despina Papamichail (GRE) i finalen ved $10.000 turneringen 9th Hellenic Zeus ITF Pro Circuit i Heraklion
Det 2. seedede dansk-britiske par blev brudt til 0-2 allerede i deres første serveparti.
Ved 1-3 fik de ikke udnyttet chancen for at bryde tilbage ved 15-40, men senere fik de alligevel udlignet til 4-4, og de havde en enkelt chance for at bryde modstandernes serv igen i det næste parti.
Det lykkedes dog ikke, og til gengæld blev de selv brudt i det efterfølgende parti, som afgjorde sættet, som det fransk-græske par vandt 6-4.
I 2. sæt blev Emilie og makker brudt til 1-3, og de fik ikke mulighed for at bryde tilbage, inden de selv skulle serve for at blive i kampen ved 2-5.
Her kom de bagud 15-40, hvorefter kampen blev afgjort med sejr til Arcangioli og Papamichail 6-4, 6-2.
Philip Ørnø har fremsendt ovenstående billede med 2. præmien. Han fortalte, at de havde kæmpet godt, men spillet flød ikke så godt i dag, specielt havde de ikke succes, når de forsøgte at bryde ind ved nettet.
Overordnet betegner han det dog som en fed turnering for parret.
Emilie deltager igen i næste uge ved en 10K turnering samme sted, hvor Philip Ørnø igen tager en tørn i kvalifikationen hos herrerne.