Både Emilie Francati og Christian Sigsgaard er videre til hovedturneringen efter 2-sæts sejre i kvalfinalen

Emilie Francati og Christian Sigsgaard var de eneste danske deltagere, som var sluppet videre til kvalfinalerne ved den kommende uges $10.000 turnering 8th Hellenic Zeus ITF Pro Circuit i Heraklion på Kreta, og det lykkedes for begge Gentofte-spillerne at sikre sig videre adgang til hovedturneringen.

Christian vandt 6-3, 7-5 over Panagiotis Kazanidis (GRE), der havde wildcard til turneringen.
Philip Ørnø beskriver modstanderen som “ret god”. Sigs havde lidt udsving i og med, at begge spillere gerne ville være i offensiven med forhånden.
Det var Sigs dog bedst til i første sæt, og han spillede blændende i de to sidste games og forrygende break til 1-0.

Så blev han dog lidt ivrig og spillede for tæt til linjerne. Lige pludselig var det 2-5, men han vendte heldigvis tilbage til en fornuftig opbygning af pointene på modstanderens baghånd og gode temposkift, hvorefter han nappede fem games i streg, præcis som Philip bad ham om.

Da der fortsat mangler at afvikle enkelte kval-kampe i herresingle, er det fortsat uvist, hvem Christian møder i 1. runde af hovedturneringen. Blandt mulighederne er både 3. seedede no. 355 Vaclav Safranek (CZE) og 4. seedede no. 382 Erik Crepaldi (ITA).
En “ønske-modstander” kunne være 20-årige Kevin Kralj (GER), som har wildcard og endnu ikke har oplevet at vinde i 1. runde i ITF senior.
Blandt mulighederne er desuden 18-årige no. 799 Carl Soderlund (SWE), som flere danske spillere kender fra junior-tiden.

Emilie Francati ved til gengæld godt, hvem hendes modstander bliver i 1. runde af hovedturneringen, hvor hun tirsdag møder 8. seedede no. 498 Laura Schaeder (GER), som for 3 uger siden vandt $10.000 turneringen i Amiens og ugen efter var i semifinalen i Gonesse i Frankrig.
I sidste uge tabte hun dog 6-4, 4-6, 5-7 i 1/8-finalen til i Heraklion til Julie Gervais (FRA), som de mest opmærksomme af Tennisavisens læsere formentlig husker sendte Emilie ud i kvartfinalen 6-2, 6-4, hvorefter franskmanden gik hele vejen og vandt turneringen.

Emilie bliver formentlig nødt til at spille bedre end det var tilfældet i kvalfinalen, hvor hun vandt 6-3, 6-3 over Sandra Dynka (CAN).
Philip Ørnø fortæller, at Emilie spillede en relativt dårlig kamp, men hun var god, når det gjaldt, og det var nok til at vinde.
Philip har sendt ovenstående billede fra kampen, og man får her bekræftet, at Emilie har et meget højt opkast i serven – at dømme efter billedet endda højere end bjerget i baggrunden, så det er ikke så underligt, at sidste uges stormvejr kunne være generende for serven.

Emilie spiller også i denne uge double sammen med norske Emma Flood, og de har allerede spillet 1. runde, hvor de mødte Heden Ly (FRA) og Aleksandra Stosic (SRB), som havde wildcard, men som efter Philip Ørnøs opfattelse ikke havde noget at gøre i en Future turnering, og det dansk-norske par vandt en “dødssyg” kamp 6-1, 6-1.

I kvartfinalen kan de dog forvente mere kvalificeret modstand, idet de møder 1. seedede Vlada Ekshibarova (UZB) og Alyona Sotnikova (UKR), som også har wildcard.
Hvis Emilie og Emma skal vinde den kamp, skal de nok forsøge at være mere enige om opgavefordelingen i double, end det var tilfældet da de i sidste uge tabte 1-6, 5-7 til 2. seedede Amanda Carreras (GBR)/Alice Savoretti (ITA).

 

 

Forrige artikelATP Challenger Raanana: Følg Frederik Løchte på livestream tirsdag klokken 10:30
Næste artikelTwitter: Madison Keys får hjælp af syv gange Grand Slam mester
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.