Maria Jespersen kvalificerede sig med 3 sejre til hovedturneringen i sit comeback til Women's Pro Tour'en, og sammen med kusinen Emilie Francati fulgtes op med knusende sejr i double
I en artikel i Tennisavisen for 3½ år siden fortalte Maria Jespersen, hvordan hun mistede modet og lysten til at forsøge at etablere sig i den barske branche, som professionel tennis kan være, hvis man ikke er etableret i den absolutte top.
I mellemtiden har Maria fungeret som træner i Gentofte Tennisklub, som hun desuden repræsenterer i både Elitedivisionen og ved hjemlige individuelle turneringer, og hun har i de senere år vundet adskillige double-titler ved de Danske Mesterskaber.
Maria har derved genfundet spilleglæden, og i de næste par uger er hun tilbage på Women’s Pro Tour’en, når hun sammen med sin kusine og klubkammerat, 20-årige Emilie Francati deltager i et par $15.000 turneringer i Heraklion på den græske ø Kreta.
Her fik Maria den bedst tænkelige start, da hun i lørdags vandt 6-3, 6-2 i 1. runde af kvalifikationen over Lola Mireille Glantz (GER).
Søndag fulgte Maria op med sejr i 2. runde over Ana Lantigua De La Nuez (ESP) 2-6, 6-4, 7-6(0), og dermed manglede en enkelt sejr i mandagens kvalfinale for at blive klar til hovedturneringen, hvor Emilie er direkte inde.
I kvalfinalen fortsatte Maria, der er 26 år, de gode takter, og med de overbevisende cifre 6-2, 6-3 over 3. seedede Laura Heinrichs (GER), der er no. 874 på WTA-ranglisten, er Maria klar til hovedturneringen, hvor hun skal møde no. 719 Josephine Boualem (FRA), som var seedet 1 i kvalifikationen, så helt “bovlam” er hun formentlig ikke.
Emilie, der er no. 636 på ranglisten, møder i 1. runde no. 676 Julia Stamatova (BUL).
Maria og Emilie stiller op sammen i double, og allerede mandag blev deres første kamp afviklet, hvilket skete med bravour, idet de to kusiner vandt med de knusende cifre 6-0, 6-2 over det rumænske par Gabriela Ana Maria Davidescu og Alexandra Maria Staiculescu (ROU) 6-0, 6-2.
I kvartfinalen venter 4. seedede Gabriela Duca (ROU)/Sofia Dmitrieva (RUS).
Maria har fremsendt disse kommentarer til Tennisavisen:
“Det er fedt at være ude og spille turneringer med Emilie. Vi har det rigtig sjovt sammen, og når man hygger sig, så spiller man også bedre tennis. De to første kampe i kvalifikationen var under meget svære forhold grundet voldsom blæst. Jeg var nede med to matchbolde i 2. kamp, men valgte til sidst at vinde 11 bolde i træk og dermed sejren! Den kamp gav mig en del selvtillid, og i dag har vejret været skønt, og derfor perfekte forhold til god tennis. Jeg har spillet to gode kampe i dag, så jeg er rigtig glad.”
Fed Cup holdet udtaget
Maria og Emilie kan udover dagens sejr også glæde sig over, at de begge er udtaget til Danmarks Fed Cup hold, som 18-21. april spiller i Athen i Group II Europe/Africa.
Desuden er Karen Barritza og Clara Tauson udtaget.
Fed Cup holdet indførte sidste år en tradition med at tage “selfies”, og Maria og Emilie har netop fremsendt et eksempel herpå efter dagens sejr i Heraklion.