Philip Ørnø klarede sig som eneste dansker helskindet gennem kvalifikationen, som Thomas Schwencke Lindqvist forlod efter 1. runde og Johannes Ingildsen og Frederikke Svarre fulgte efter i 2. runde

For et år siden var nu 29-årige Philip Ørnø blandt de mest aktive danske tennisspillere, som jævnligt deltog i forskellige ITF Futures turneringer. Nogle gange blev han slået ud i kvalfinalen, men ofte nåede han til en af de første runder i hovedturneringen.
I samme periode blev han endvidere dansk mester indendørs med finale-sejr over Mohammed Shabib, som ofte var hans rejsemakker ved de internationale turneringer.

Begge har dog trappet gevaldigt ned på den internationale turneringes-aktivitet, hvilket Philip i forbindelse med Tennisavisens besøg forleden i Gentofte Tennis Klub begrundede med, at han ikke længere har motivationen til at rejse alene rundt i verden, og samtidig havde han fået muligheden for en del spændende træning/opgaver i klubben.

Fællesskab giver succes i Gentofte

En af disse opgaver er at være medrejsende coach for nogle af klubbens spillere, og lige nu er Philip sammen med Emilie Francati i Heraklion på Kreta i forbindelse med $10.000 turneringen 8th Hellenic Zeus ITF Pro Circuit i både denne og næste uge.

For en gangs skyld valgte Philip også selv at tilmelde sig turneringen, hvor desuden KB-spillerne Thomas Schwencke Lindqvist, Johannes Ingildsen og Frederikke Svarre har deltaget i kvalifikationen.
Christian Sigsgaard var ligeledes tilmeldt, men han meldte fra kort forinden på grund af skulderproblemer. Han er dog fortsat på deltagerlisten til næste uges udgave af turneringen.

Udover at fungere som coach for Emilie og selv deltage har Philip desuden påtaget sig at rapportere til Tennisavisen, som netop har modtaget hans beretning om kvalifikationen, hvor han også beretter om KB-spillerne.

Philip Ørnø i hovedturnering efter 3 sikre sejre

Som den eneste af de danske deltagere er Emilie Francati direkte i hovedturneringen, mens alle de øvrige måtte gennem kvalifikationen.

Thomas Schwencke Lindqvist mødte en stor serber, (2007) Milan Drinic, som havde godt tryk i spillet, og som snakkede højlydt med sig selv og trænere og venner udenfor banen under hele kampen. Thomas startede godt ved at holde bolden dybt og bruge sin forhånd, men så fik serberen gang i trykket og løb derefter med det hele, da han vandt 6-4, 6-0.

Johannes Ingildsen (Joe) vandt i 1. runde over Michalis Kostikoglou (GRE) 6-0, 6-1.
I 2. runde mødte han en stor schweizer, Marc-Andrea Huesler, som servede hårdt og præcist, havde en revolverforhånd og kom meget på net.
Joe fik godt fat i andet sæt, hvor hans returer og passerslag fungerede særligt godt.
I tredje havde han breakmuligheder i første game og 40-0 i egen serv ved 0-1. Han tabte begge games, og det tog momentum fra ham.
Schweizeren var derefter god til at sætte gode førsteserver og holde trykket, og han vandt kampen 6-4, 1-6, 6-1.

Frederikke Svarre (Frede) vandt i 1. runde over Heden Ly (FRA) 7-6(5), 6-0.
2. runde blev en lang tresætter mod Carolina Pillot (ITA), som var forkølet og havde åndedrætsbesvær.
Efter Frede vandt andet sæt, gik italieneren på toilettet i et kvarter og kom tilbage og vandt 6-2 i tredje. Alle troede Frede havde styr på hende, men italieneren vandt 6-3, 4-6, 6-2.

Philip Ørnø
Foto: Emilie Francati – Philip Ørnø i kvalfinalen

Philip indledte med at vinde i 1. runde over David Jorda Sanchis (ESP) 7-5, 6-2, hvorefter han skulle møde den 15-årige Michalis Sakellaridis (GRE), som Philip på forhånd regnede med at have gode chancer imod, da han havde set ham spille. Philip beskrev ham som en spiller, der er klædt ret vildt. Meget korte shorts, langt hår, der rammer bagdelen og et flower power pandebånd.
Philips vurdering af sine chancer viste sig at holde stik, idet han vandt sikkert 6-2, 6-0.

Kvalfinalen var måske den mest spændende kamp for Philip. Underlaget passer ham godt, fordi det er som sandpapir med trampolineffekt. Spin virker effektivt, og det gavnede hans forhånd i sidste match, hvor han kunne holde din modstander i skak fra baglinjen, hvilket resulterede i en komfortabel sejr over Vitalii Shcherba (UKR) 6-1, 6-3.

Dermed er Philip klar til hovedturneringen, hvor han tirsdag formiddag møder (815) Daniel Appelgren (SWE), som Philip tidligere har besejret 3-6, 7-6(4), 6-4 i Jønkøping i 2013.

“Umage par” tabte i double

Emilie Francati, der er no. 778 på WTA-ranglisten, spiller sin første single-kamp tirsdag eftermiddag, hvor hun møder (937) Daniela Ciobanu (MDA).

Hun var dog i aktion allerede mandag, da hun spillede 1. runde i double sammen med Emma Flood (NOR), hvilket ikke var en ideel kombination, da deres spillestil er for forskellig.
Hvor Emilie gerne vil frem til net og være aktiv deroppe, var makkeren mere tryg ved at stå og slå fra baglinjen.
De andre var bare bedre til det, og selvom der var gode chancer for at tage andet sæt, lod det sig ikke gøre.
Emilie ændrede plan efter første sæt og tænkte derved i løsninger, hvilket Philip værdsatte. Derfor blev andet sæt tæt, men det kunne ikke hindre, at de 2. seedede Amanda Carreras (GBR)/Alice Savoretti (ITA) vandt 6-1, 7-5.

 

 

Forrige artikelATP Miami Open: Kan nogen udfordre Djokovic?
Næste artikelTE U14 Maia: Holger Rune bliver testet mod den ældre årgang
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.