Bedste danske resultat ved Grade 4 turneringen i Hillerød blev en double titel til Gustav Theilgaard og Oskar Brostrøm Poulsen, der desuden var i semfinalen i single

I disse uger stiller flere danske tennisklubber baner til rådighed for internationale junior-turneringer, både – som omtalt herunder – i Tennis Europe regi og under ITF.

TE Birkerød: Christopher Garde finale U14 single bedste danske resultat

Hillerød var vært for Grade 4 turneringen ITF Hillerød 2019, hvor mange danske juniorer kunne få en fornemmelse af det internationale niveau, og både hos pigerne og drengene viste det sig – helt som ventet – at der allerede efter den første runde i kvalifikationen (Q32) blev tyndet godt ud i det danske deltagerfelt, hvor 8 drenge og 6 piger måtte forlade turneringen.

I Q16 blev Marcus Gram Petersen, Theodor Boisen og Jonas Hembo Mathiasen ligeledes sendt ud, mens Julius Kostopoulos og Niels Heise Korsgaard som de eneste hos drengene slap videre til kvalfinalen, da Julius vandt 6-4, 6-4 over 3. seedede Jan Koupil (SWE) og Niels så overbevisende som 6-1, 6-0 over Johan Holgersson (SWE), der havde fået wildcard.

Niels blev derefter besejret 6-1, 6-3 i kvalfinalen af 4. seedede Adolfo Daniel Vallejo (PAR), men han fik en ny chance i hovedturneringen, hvor han dog måtte trække sig i 1. runde mod Gonzalo Bueno (PER), der førte 6-2, 2-0.’

Julius slap videre ved egen hjælp, da han i kvalfinalen vandt 6-2, 6-1 over Olle Sonesson Lidholt (SWE), som ligeledes havde wildcard, og Julius vandt derefter i 1. runde (R32) 6-4, 3-6, 6-2 over Iiro Vasa (FIN), men i 1/8-finalen tabte han på walkover.

Nogle af de største forventninger var knyttet til Sebastian Grundtvig, der dog hurtigt forlod turneringen, som han måtte trække sig fra allerede i 1. sæt, da Emil Westling (SWE) førte 3-0.
Gustav Theilgaard blev besejret 7-6(3), 6-2 af Jesse De Jager (NED), og Valdemar Frederik Pape, der havde wildcard, måtte ligeledes forlade single-rækken efter 4-6, 2-6 mod Billy Suarez (USA).

Til gengæld var der danske sejre i 1. runde til 1. seedede Carl Emil Overbeck, der vandt 6-3, 6-2 over Adolfo Daniel Vallejo (PAR), og Ervin Mesic, der trak det længste strå, da han vandt 4-6, 6-4, 7-6(6) over 3. seedede Mans Dahlberg (SWE).
Endvidere vandt Oskar Brostrøm Poulsen 6-2, 6-2 over Reiya Komagata (JPN), og Richard Biagiotti vandt 6-0, 6-2 over Arslanbek Temirhanov (SWE).

Jesse De Jager, der som nævnt vandt over Gustav Theilgaard, vandt 7-5, 6-2 over Ervin i 1/8-finalen, hvor Carl Emil vandt 6-7(5), 6-2, 6-4 over Felix Nordby (NOR), og Oskar vandt det interne danske opgør mod Richard Biagiotti 6-3, 6-1.

I kvartfinalen vandt Oskar som den eneste af danskerne, da han vandt 6-2 4-6, 6-0 over 4. seedede Rudolfs Aksenoks (LAT), idet 7. seedede Karl Kazuma Lee (USA) vandt 6-3, 5-7, 6-3 over Carl Emil.

Oskar blev herefter i semifinalen besejret 6-1, 6-1 af 5. seedede Marc Othman Ktiri (ESP), der efterfølgende vandt titlen med finalesejr 6-2, 2-6, 6-1 over 7. seedede Karl Kazuma Lee.

Oskar var også med i double, hvor han spillede sammen med Gustav Theilgaard, men her lod de sig ikke “nøjes” med en semifinale, efter at de i 1/8-finalen vandt 6-1, 6-0 over Jesse De Jaeger (NED) og Karl Fredrik Utheim (NOR) og i kvartfinalen 4-6, 6-2, [10-7] over de 3. seedede svenskere Leo Borg og Michael Minasyan.

De fortsatte nemlig sejrsrækken med sejr over 2. seedede Marc Othman Ktiri (ESP) og Felix Nordby (NOR) 6-2, 6-4 i semifinalen, og i finalen vandt de 4-6, 7-6(2), [10-5] over 1. seedede Rudolfs Aksenoks (LAT) og Iiro Vasa (FIN), og de vandt således titlen efter sejre over alle de 3 topseedede par.

Richard Biagiotti og Emil Okkels Jensen var tæt på at sikre en ren dansk finale, men i semifinalen blev de besejret knebent af det 1. seedede par 7-6(7), 7-5 efter at de i 1/8-finalen havde vundet 5-7, 6-3, [10-5] over Francisco Pini (ARG) og Juan Jose German Vargas Gutierrez (COL), og i kvartfinalen 6-3, 6-4 over 4. seedede Sean Cuenin (FRA) og Billy Suarez (USA).

Foto: Sportsfotograf.com. – Divine Dasam Nweke

Det bedste danske kort i Girls singles var 2. seedede Divine Dasam Nweke, som “planmæssigt” spillede sig frem til kvartfinalen efter sejre i 1. runde 6-2, 5-7, 6-2 over Mao Mushika (JPN) og 6-2, 7-5 i 1/8-finalen over Anna Sofia Haseth (NOR).

I kvartfinalen måtte Divine dog trække sig, da hun i kampen mod Lucia Llinares Domingo (ESP) havde udlignet til 1-1 i sæt efter 1-6, 6-2.

Rettelse: Ovenstående var baseret på Resultina-app’en, som viste 6-1, 2-6 ret. – men ifølge ITF’s resultatservice var stillingen 6-1, 2-0, hvilket Tennisavisen har fået bekræftet.
Forklaringen er formentlig, at en rettelse efter fejlindtastning hos ITF ikke fanges af Resultina, som bevarer den oprindelige indtastning, og derfor kan der snige sig fejl ind.

Rebecca Munk Mortensen
Foto: Sportsfotograf.com. – Rebekka Munk Mortensen

Rebecca Munk Mortensen var den eneste, der udover Divine slap videre fra 1. runde, hvor Rebecca vandt 6-0, 6-4 over Beatrice Laura Pirtac (IRL), hvorefter hun i 1/8-finalen mødte 4. seedede no. 470 Vanessa Ersoz (SWE), der vandt 6-3, 6-0.

Zoe Du Pasquier Jensen og Rebecca Munk Mortensen var eneste danske doublepar, som nåede forbi 1/8-finalen, og de vandt desuden i kvartfinalen 7-5, 7-5 over Charlotte Kempenaers-Pocz (AUS) og Stella Remander (FIN).
I semifinalen blev de derefter besejret af 4. seedede Mio Mushika/Mao Mushika (JPN), der vandt 6-4, 6-4, og de vandt desuden i finalen 6-4, 6-1 over Leyla Fiorella Britez Risso/Paulina Franco Martinessi (PAR).

I omtalen af TE Birkerød er der nederst link til “Kampe uge 25”, hvor alle resultater for de danske deltagere er anført.

Forrige artikelWTA Eastbourne 2019: Wozniacki i blændende form
Næste artikelITF Junior Berlin: Hannah Viller Møller finalist i Grade 1
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.