Holger Rune sikrede sig endnu en double-titel i årets første turnering, hvor han nåede semifinalen i single uden for alvor at ramme sit topniveau
14-årige Holger Vitus Nødskov Rune opfyldte til fulde de mål, der på forhånd var udstukket i hans sidste U14-sæson, som desuden var hans første sæson i ITF-sammenhæng.
Et af målene var at vinde det individuelle Europamester i U14, hvilket blev gjort med overbevisende 2-sæts sejre i samtlige kampe.
Et andet væsentlig mål var at opnå en rangering i top 500 på ITFs rangliste, og dette mål blev opnået efter ca. 4 måneder, og kort tid efter U14 EM-titlen nåede han sit næste mål, som var at vinde en ITF-turnering, da han i august vandt titlen ved en Grade 4 turnering i Riga, og han gentog kunststykket, da han sidst på sæsonen vandt endnu en Grade 4 turnering i Nairobi, og han sluttede sæsonen omkring top 250.
ITF Junior Nairobi: Holger slutter sæsonen i nye højder med ny titel
Ved indgangen til 2018 er Holger avanceret yderligere, da årgang 1999 ikke mere figurerer på ranglisten, og derfor indledte Holger den nye sæson som no. 166, og han er den højst rangerede fra årgang 2003, hvor de nærmeste fra samme årgang er no. 233, 259 og 289.
Planen for den nye sæson er i første omgang to Grade 4 turneringer i de Forenede Arabiske Emirater, hvor den første var 17th UAE – Abu Dhabi ITF Junior Championships by ADSC i Abu Dhabi, hvor Holger er seedet 1.
Helt fra starten af turneringen havde Holger problemer med at ramme sit sædvanlige høje niveau, hvilket i nogen grad kan hænge sammen med, at han som følge af ømhed i albuen ikke ramte bolde så rent, som han plejer, og han virkede både låst og anspændt under sine kampe.
Til gengæld demonstrerede han, at vinder-instinktet er intakt, da han i flere af kampene fik fightet sig tilbage fra håbløse situationer.
I 1. runde mod 15-årige Daniel Ibragimov (RUS) måtte Holger bruge 3 sæt, inden han havde sikret sejren 6-1, 3-6, 6-2, og specielt i 2. sæt fungerede forhånden ikke optimalt, men han holdt dog hovedet koldt og kørte sejren hjem.
Holger var for alvor i problemer i 2. runde mod 15-årige Flavio Cobolli (ITA), som spillede fejlfrit og vandt 6-3 i 1. sæt, hvor Holger forsøgte at afgøre duellerne for tidligt.
Han fandt dog roen i 2. sæt, hvor det var modstanderens tur til at uddele gaver, hvorved Holger vandt sættet 6-0.
Derefter blev Holger for passiv i 3. sæt, og han kom bagud 1-5, men han demonstrerede mental styrke og fightede sig tilbage og sikrede sig alligevel sejren efter tiebreak 3-6, 6-0, 7-6(6).
I kvartfinalen mod 15-årige Guy Den Ouden (NED) var Holger stadig låst og kunne ikke slå igennem med forhånden, og han kom bagud 0-5 i 1. sæt, men igen kæmpede han sig tilbage og vandt sættet 7-5.
Holger kunne fortsat ikke spille frit med forhånden, hvilket modstanderen lurede, og derfor forsøgte han konstant at lægge presset der.
Det lykkedes dog for Holger at bevare en god attitude, og han fightede sig igennem til sejren på 7-5, 7-5.
I semifinalen mod 16-årige 3. seedede Mann Shah (IND) fungerede spillet stadig ikke for Holger, der desuden helt fra starten af kampen skældte ud på sig selv, hvilket forplantede sig til låsthed i hans bevægelser, og han tabte derved unødvendigt kampen 5-7, 5-7.
Til gengæld gik Holger sammen med Matei Adfrian Georgescu (ROU) hele vejen og vandt titlen i double, hvor de i 1/8-finalen vandt 7-5, 6-2 over det russiske par Marat Sharipov og Daniel Ibragimov, og i kvartfinalen 6-3, 6-2 over hollænderne Liam Liles og Bart Nouws.
Semifinalen blev vundet 7-5, 6-2 over Karol Paluch (POL) og Connor Thomson (GBR).
Finalen blev lidt af en gyser, der måtte afgøres i match-tiebreak, som Holger og hans makker vandt 3-6, 6-2, [15-13] over det franske par Martin Breysach og Theo Schneider.
Begge billeder er fra sejrs-seremonien i double.
Næste opgave for Holger er ifølge planen næste uges Grade 4 turnering 10th UAE – Fujairah ITF Junior Championships, men hvis det vurderes, at der er mere brug for at få styr på problemerne med forhånden som følge af den ømme albue, kan et afbud til turneringen blive nødvendigt.