Olivia Gram tabte til 1. seedede i kvalfinale. Sofia Nami Samavati og Patrick Kristensen planmæssigt videre til 2. runde. Tobias Lentz tabte til 3. seedede
Efter 2 sejre over irske tvillinger skulle Olivia Gram forsøge at kvalificere sig til hovedturneringen ved Grade 5 turneringen Belfast City ITF Junior Tournament, men i kvalfinalen søndag tabte hun 0-6, 1-6 til den velspillende Anna Loughlan (GBR), der var seedet 1 i kvalifikationen.
Anders Grinderslev fortæller, at Irland lever op til fordommene om meget regn, og derfor var kampene rykket indendørs på hardcourt, som egentlig burde passe Olivia godt, men det gode tunge og stabile spil, som Anders ved hun kan, kom aldrig frem.
Mandag var der så tid til at tage hul på hovedturneringen, hvor både Sofia Nami Samavati og Patrick Kristensen er seedede, og derudover er også Tobias Lentz direkte i hovedturneringen.
Tobias havde fået en svær lodtrækning, og han tabte i 1. runde 1-6, 2-6 til 3. seedede (685) Adam Jones (GBR), som Anders betegner som “en stor fyr”, og han tilføjer
“Jones, som havde en solid serv og powerfuld forhånd, var for stor en mundfuld for Tobias. Tobias slider gerne i 3 timer fra baglinjen som en anden David Ferrer. Derfor blev det også tydeligt, hvor stor en betydning underlag og type af spil har. Britten slog simpelthen igennem Lentz på det lynhurtige kunstgræs.”Patrick er no. 830 og seedet 7, og han vandt 6-2, 7-6(4) over (1585) Bradley Buckland (GBR), som han også mødte i sidste uge. Anders har denne kommentar til kampen
“Det lignede en gentagelse af sidste uges kamp. I andet sæt fortjener modstanderen ros for at kæmpe sig godt tilbage i kampen. Og ved 6-6 og 2-1 (med break) i tiebreaken til Bradley var momentum egenligt på brittens side. Men Patrick viste sig endnu engang fra sin seje side – og via gode ben og hårdt arbejde vandt Paddy 7-4.”I 1/8-finalen møder han Cian Maguire (IRL), der er med på wildcard.
Sofia, der er no. 758, er seedet 4, og hun er videre til 1/8-finalen efter en sikker sejr over (1597) Phenomena Radovcic (SUI) 6-1, 6-2.
Hendes næste modstander bliver (1246) Lucy Octave (IRL).
Både Sofia og Patrick spiller 2. runde tirsdag, hvor Olivia og Tobias også skal i aktion i double.
Olivia spiller sammen med Aubane Ville (FRA), og de møder 3. seedede Maria Povilionyte (LTU)/Aoife Tonna-Barthet (IRL)
Tobias og Patrick spiller sammen og møder Bradley Buckland/Robert Leck (GBR).