Med sejr over no. 19 på ITFs junior-rangliste fik Johannes Ingildsen karrierens hidtil største skalp
Forud for hovedturneringen ved Grade 2 turneringen IGTA Junior Cup powered by BABOLAT i Bochum blev det i Tennisavisen hævdet, at Johannes Ingildsen ikke fik den bedste lodtrækning, da han i 1. runde skulle møde 2. seedede Franco Capalbo (ARG), der er no. 19 på ITFs junior-rangliste.
Tennisavisens “bekymring” på Joes vegne skyldes udover den høje rangliste-placering bl.a. at argentineren tidligere på året vandt 3 Grade 2 turneringer i træk i Ecuador, Peru og Bolivia, samt at han i december 2014 havde vundet så sikkert som 6-2, 6-0 over Danmarks højst rangerede junior, Benjamin Hannestad.
Joe har tidligere påpeget, at de bedste danske juniorer spillemæssigt er fuldt på højde med de bedste, og at den afgørende forskel på sejr eller nederlag ofte er på det mentale plan.
Joe har i denne sæson haft en række glimrende resultater, herunder turnerings-sejr ved Grade 4 i Antalya, som blev fulgt op med point til ATP-ranglisten i en senior-turnering samme sted, og kort efter nåede Joe semifinalen ved en Grade 2 junior-turnering i Haskovo, Bulgarien.
Den selvtillid, som sådanne resultater medfører, har formentlig overbevist Joe om, at han også har en chance mod spillere, der er højt placeret på ranglisten, og minsandten om ikke Joe beviste dette, da han mandag vandt 6-7(4), 6-3, 6-2 over Franco Capalbo, som er placeret 121 pladser højere end Joe på ranglisten.
Tirsdag spiller Christian Sigsgaard 1. runde mod 7. seedede (110) Jack Mingjie Lin (CAN) og senere spiller Joe og Sigs sammen i double mod Borna Gojo (CRO)/Hady Habib (USA).