Clara Tauson fortsætter den imponerende sejrs-række i Grade 2 turnering i Tyskland med 2-sæts sejr over 18-årig 5. seedet spiller
14-årige Clara Tauson er klar til semifinalen ved Grade 2 turneringen VAN DER VALK HOTEL GLADBECK Junior Cup powered by BABOLAT i Bochum, hvor hun torsdag formiddag vandt med de komfortable cifre 6-4, 6-3 over 5. seedede 18-årige Eva Marie Noracek (GER).
Clara var atter fokuseret og yderst sej, når kampen blev “tough”.
Den noget ældre og fysisk stærke modstander blæste nærmest Clara baglæns med sin hårde server og knivskarpe grundslag.
Bagud 0 2 kom Clara med nød og næppe på tavlen til 1-2, hvilket gave inspiration til et arbejdsraseri.
Selvom hun var blæst et stykke bag baglinjen, arbejdede hun sig ind i duellerne med topspin og tyngde, hvorved hun fik ændret tempoet og modstanderen på glatis.
Da Clara holdt serv til 5-4, brød hun efterfølgende rent til 6-4, og inden længe førte hun 4-0 i 2. sæt.
Marginalerne vippede herefter den “forkerte” vej, og ved 4-2 var det igen en tæt kamp, hvor fysikken begyndte at komme den ældre modstander til gavn.
Tyskeren bevarede presset på Clara, da hun holdt serv til 3-5, men Clara holdt hovedet koldt og sikrede sig sejren med fornuftige server.
Clara møder i semifinalen 16-årige no. 170 Margaryta Bilokin (UKR), der i kvartfinalen vandt sikkert 6-0, 6-2 over Dansk-Svenske no. 184 Melis Yasar.
Ukraineren vandt i sidste måned 3 Grade 4 turneringer på stribe i USA – Delray Beach, Coral Cables og Plantation.
Tennisavisen har modtaget dette – lidt for smalle – billede, som derfor ikke benyttes som “top-billede”. I stedet bringes ovenstående billede fra DM Udendørs, da Clara sidste år som 13-årig blev den hidtil yngste DM-vinder.