Efter overbevisende sejr over 17-årige argentiner og et sublimt 1. sæt mod jævnaldrende amerikaner blev fokus på opgaven afløst af frustrationer og ærgerligt nederlag til Holger Rune, som derefter var i semifinale med japansk double-makker
Holger Vitus Nødskov Rune, der er årgang 2003, har store forventninger om, at han allerede i 2019 kan nå langt i de største junior-turneringer, hvor han er i skarp konkurrence med de bedste juniorer i både årgang 2001 og 2002.
I denne uge har Holger deltaget i den stærkt besatte Grade 1 turnering 49. Banana Bowl i Criciuma i Brasilien, der for de fleste af deltagerne samtidig er optakt til næste uges Grade A, Brasil Juniors Cup i Porto Alegre.
Holger er på grund af sin rangering som no. 26 seedet 4 i Criciuma, og han var derfor oversidder i 1. runde (R64).
I 2. runde mødte han den 17-årige argentiner Thiago Agustin Tirante, der især i 2017 opnåede flotte resultater, der i starten af 2018 resulterede i en rangering som no. 11 på ranglisten, men siden da har hans resultater ikke været prangende, og derfor er hans rangering i mellemtiden faldet til omkring no. 140, hvilket dog på det seneste blev forbedret efter en kvartfinale ved Grade 1 i Lambare i Paraguay.
Tirante kunne dog ikke hamle op med Holger, der efter en overbevisende indsats vandt 6-3, 6-2 i en kamp, hvor Holger popularitet blandt spillerne blev demonstreret, da både spanierne og Tirantes egne landsmænd heppede på Holger under kampen.
Holger har siden hans indtog på ITF-ranglisten været den højst rangerede i årgang 2003, hvor en af de nærmeste forfølgere er Toby Alex Kodat (USA), der er no. 54, og da amerikaneren havde vundet 7-5, 6-2 over 17-årige no. 197 Dawid Taczala (POL), blev 1/8-finalen et 2003-opgør mellem Holger og Kodat.
I 1. sæt spillede Holger sit bedste grustennis, og han vandt i overbevisende stil 6-1, men i 2. sæt undlod Holger at bevare sin baneposition, og i stedet blev han frustreret og fandt aldrig ind i kampen igen, hvilket Kodat straks udnyttede, og han vandt derved kampen 1-6, 6-2, 6-1.
Nederlaget forekommer umiddelbart lidt “unødvendigt”, ikke mindst da Kodat i næste runde blev kørt over 6-0, 6-2 af den 17-årige franskmand no. 49 Harold Mayot, der derved fik revanche fra Australian Open, hvor Kodat vandt en gyser 6-2, 6-7(5), 7-6(7).
Nederlaget er dog en lærerig påmindelse om, at topresultater på dette niveau kræver, at koncentrationen bevares hele vejen, så frustrationerne ikke får lov at fjerne fokus fra opgaven, hvilket er høje – og vel også urimelige – krav at stille til både 15- og 16-årige, men ikke desto mindre er det formentlig de områder, hvor både Holger og Clara Tauson kan forbedre sig mest, da de begge har bevist flere gange, at deres tennismæssige potentiale kan bringe dem helt til tops.
De øvrige deltagere fra den talentfulde årgang 2003 fik alle at mærke, at der skal præsteres på højt plan for at klare sig mod de 1-2 ældre juniorer.
No. 33 Shintaro Mochizuki (JPN), der ikke er langt efter Holger på ranglisten, tabte i sin første kamp til 17-årige no. 125 Blaise Bicknell (USA).
No. 70 Carlos Alcaraz Garfia (ESP), der sidste år som førsteårs U16 blev Europamester efter sejre undervejs over både Holger og Elmer Møller, som han slog i finalen, tabte i 2. runde 3-6, 4-6 til 17-årige 2. seedede Keisuke Saitoh (JPN). og den næste 2003’er på ranglisen, no. 75 Martin Damm (USA) tabte i 1. runde 0-6, 1-6 til 16-årige no. 106 Khololwam Montsi (RSA).
Udover de nævnte, som deltager i turneringen i Brasilien, er der yderligere 3 spillere fra årgang 2003 i top 100 – no. 76 Dali Blanch (USA), no. 89 Pedro Boscardin Dias (BRA) og no. 92 Elmer Møller, der ligesom Holger og Clara samt Mikael Torpegaard kan glæde sig over, at der er et kærkomment økonomisk tilskud på vej fra en nystiftet fond
Holger var dog ikke helt færdig i turneringen, da han var tilmeldt i double sammen med den jævnaldrende japaner, Shintaro Mochizuki, der som nævnt er no. 33 på ranglisten.
Under Australian Open havde double-specialisten Frederik Løchte Nielsen opfordret til, at Holger finder en makker, der virkelig forstår spillet.
Makkerskabet med japaneren viste sig at være en glimrende konstellation, som i 1/8-finalen vandt 6-1, 6-4 over Taha Baadi (CAN) og Adam Neff (USA).
Kvartfinalen torsdag blev et rent 2003-opgør mod Toby Alex Kodat og Martin Damm (USA), og her fik Holger revanche efter nederlaget i single, da de vandt 6-3, 7-6(7).
Semifinalen blev spillet samme dag, hvor de mødte det argentinske par Santiago De La Fuente og Juan Bautista Torres (ARG), og de var godt på vej mod en finale efter 6-0 i 1. sæt, men argentinerne vandt derefter 2. sæt 6-3, hvorefter kampen blev afgjort i match-tiebreak, som gav argentinsk sejr 0-6, 6-3, [10-8].