Hannah Viller Møller stod for anden gang i karrieren i en ITF finale i Sverige, hvor hun sluttede som vinder af turneringen

17-årige Lara Schmidt (GER) var den eneste top 200 spiller blandt deltagerne i Girls singles ved Grade 4 turneringen SALK Open i Bromma ved Stockholm, og hun indledte turneringen med sikre sejre over talentfulde spillere som Melis Yasar (SWE) og det norske stortalent 14-årige Emilie Elde, der begge blev slået med komfortable cifre.

Efter sejr i kvartfinalen over den 14-årige russiske kvalspiller Avelina Sayfetdinova, der havde sendt Helena Francati ud af turneringen, blev 3. seedede Olga Helmi sendt samme vej i semifinalen, hvor Olga dog var tæt på at få kampen i 3 sæt.

For at vinde pokalen manglede Lara Schmidt dog at besejre endnu en dansker, 15-årige Hannah Viller Møller, der gennem hele turneringen har vis superflot tennis, og finalen blev ikke nogen undtagelse, idet hun igen fandt det gode spil frem, og i en meget jævnbyrdig kamp på 2 timer, hvor Hannah havde marginalerne på sin side, sikrede hun karrierens 2. Grade 4 titel med cifrene 6-3, 6-4.

Lara Schmidt, Hannah Viller Møller
Foto: Martin Møller

Sejren indbringer 40 point til ITFs rangliste, hvor hun vil tage et gevaldigt spring frem til omkring no. 260, mens Olga formentlig som følge af sine to semifinaler i både single og double avancerer til omkring no. 230.
Den højst rangerede dansker blandt pigerne er Clara Tauson, som er no. 201.

Hannah får ikke lang tid til at fejre sejren hjemme hos familien, idet hun allerede mandag sammen med Helena Francati og Sebastian Grundtvig tager af sted for at slutte sig til Euroelite Tennis i Sydamerika, hvor både Patrick Kristensen og nordmanden Lukas Hellem Lilleengen ankom inden Nytår.

I ugerne 3-5 deltager de i tre Grade 1 turneringer i Columbia, Ecuador og Paraguay, hvor Hannah må forvente endnu skrappere modstand end i den svenske Grade 4 turnering, og derfor kunne hun næppe få en bedre optakt, så hun møder op med maksimal selvtillid, og spillerne får hele næste uge til at vænne sig til forholdene og forberede sig til de forestående opgaver.

Hannah Viller Møller
Foto: Martin Møller

 

Forrige artikelHomgren modtager Kurt Nielsen Award ved IC arrangement
Næste artikelWTA Brisbane: Karolina Pliskova tager Titlen i Brisbane
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.