Sidste års vinder Anastasia Kulikova har på vejen til finalen besejret de danske talenter Clara Tauson, Hannah Viller Møller og i semifinalen Olga Helmi. Helena Francati skal i karrierens første ITF-finale forsøge at få ram på russeren
Den ene af semifinalerne i Girls singles ved Grade 4 turneringen DISPUK Copenhagen Winthercup var en gentagelse fra sidste år, hvor Olga Helmi også mødte Anstasia Kulikova (RUS), der trods blot en enkelt måneds forskel i alder var væsentlig mere udviklet fysisk, og derfor havde russeren væsentlig mere power i sine slag end den relativt spinkle danske pige, som dengang blev besejret 6-1, 6-2.
Selvom Olga i mellemtiden har fået mere sul på kroppen, er der fortsat en væsentlig forskel på den power, som de to spillere er i stand til at producere, når de slår til bolden, og derfor var Olga ligesom sidste år udsat for et konstant bombardement fra den 1. seedede russer, der ofte sendte nogle kanon-kugler tæt ved linjerne.
Olga fulgte dog denne gang væsentlig bedre med i russerens høje tempo, og hun viste flere prøver på sin flotte teknik, når hun med elegante slag udnyttede de få muligheder, hun fik for at afgøre duellerne.
I 1. sæt blev Olga sat under pres fra starten, hvor hun kom bagud med 0-3, men hun fik skabt en smule spænding, da hun vandt de næste partier, men hun kunne dog ikke forhindre, at russeren løb med sættet 6-3.
I 2. sæt fulgte Olga med til 2-2 og hun havde ved 40-15 desuden chancen for at komme foran 3-2, men russeren vandt både dette og de efterfølgende partier til sejr 6-3, 6-2.
Forinden havde den 1. seedede russer besejret flere af de danske piger, som vi med rette kan tillade os at stille forventninger til på længere sigt, idet hun i 2. runde vandt over den næsten 3 år yngre Clara Tauson, og efter 6-0, 6-0 i 1/8-finalen mod 17-årige (682) Andjela Sebrek (SRB) stod 14-årige Hannah Viller Møller overfor russeren i torsdagens kvartfinale.
Hannah kunne heller ikke hamle op mod russerens power i 1. sæt, hvor hun tabte 1-6, men Hannah er altid klar til at slå til, hvis modstanderen slækker blot en smule, og det lykkedes hende derved faktisk at vinde 2. sæt, inden hun dog måtte se sig slået 6-1, 4-6, 6-2.
Helena Francati i finalen efter forrygende uge
Anstasia Kulikova kan formentlig heller ikke tillade sig at falde i niveau, når hun i finalen lørdag møder endnu en dansker, 15-årige Helena Francati, der under turneringen for alvor har fundet formen, og hun står lørdag i sin hidtil første ITF-finale, da hun i semifinalen vandt i overbevisende stil over den 1 år yngre Darya Shvartsmann (ISR), der overraskende havde sendt den 2. seedede Rebekka La Cour Hillingsø ud i 1/8-finalen 7-5, 2-6, 6-3, og i kvartfinalen havde hun vundet 6-4, 6-2 over 6. seedede (428) Costanza Traversi (ITA)
Helena er no. 953 på ranglisten, hvilket er godt 200 pladser efter israeleren, men denne forskel blev ikke afspejlet under kampen, hvor Helena havde godt styr på tingene, da hun havde noget mere tryk i boldene end modstanderen, som ikke kunne stille meget op mod Helenas velplacerede slag, som sikrede en overbevisende sejr på 6-1, 6-0.
Helena havde allerede inden kampen opnået sit hidtil bedste ITF-resultat, som er en kvartfinale ved Grade 4 i Bromma tidligere på året, og ligeledes kvartfinale ved Grade 5 i Aarhus i juni 2015.
Sidste år blev Helena desuden dansk mester ved UM Inde.
Trods Helenas flotte indsats og gode spil hidtil må Anstasia Kulikova finde sig i at stå med favoritværdigheden inden lørdagens finale, hvor Helena kan spille uden det helt store forventningspres, hvor det gælder om at nyde situationen, og kan hun derved holde samme niveau som hidtil, kan en overraskelse bestemt ikke udelukkes på forhånd.