Både Olga Helmi og Holger Vitus Nødskov Rune tabte i 1. runde. Nina Vicic trak sig med skade før 3. sæt i kvalifikationen

I den trykte udgave af Tennisavisen kan man i denne uge læse et større portræt om 13-årige Holger Vitus Nødskov Rune, hvor det bl.a. nævnes, at han i denne sæson i højere grad skal prøve kræfter i ITF-turneringer mod de “store drenge”, som med deres fysik og slagstyrke for alvor kan udfordre den talentfulde HIK’er med de store – realistiske – drømme.

Derfor deltager Holger i denne og næste uge i turneringer i to Grade 4 turneringer i Qatar, og mandag spillede han 1. runde ved 1st Qatar ITF Junior Open 2017 i Doha, hvor modstanderen var 17-årige Michal Mikula (POL), der er no. 559 på ranglisten bl.a. i kraft af en finaleplads i en Grade 4 turnering i Nairobi for et par måneder siden, hvor han undervejs besejrede en af Italiens bedste fra årgang 2001 Filippo Moroni, der er no. 357 på den seneste rangliste.

Holger har dog før vist, at han kan hamle om med nogle af de bedste, selvom han ofte møder 3-4 år ældre spillere, især når han gennem en hel kamp er i stand til at holde sin baneposition og bevare fokus hele vejen, hvilket må betegnes som store krav til en 13-årig.

Hvis Holger skulle have en chance skulle han sørge for at flytte rundt på sin modstander som havde en god serv og et solidt spil.
Efter et break og 2-0 føring til Polakken holdt Holger serv, og han brød desuden tilbage, men et enkelt break mere til Polakken afgjorde 1. sæt, som blev 6-3.
Holger fik undervejs flyttet rundt på sin modstander, der både præsterede et rent serveparti og flere servevindere med sin store serv.

Holger VItus Nødskov Rune
Foto: Aneke Rune

Tilsyneladende har Holger fået knækket koden til, hvordan man kan breake de store servere, og i 2. sæt lykkedes det efter nogle lange seje og velspillede partier at bryde Polakken igen.
I begejstringen over at have brudt modstanderens serv blev Holger lidt overmodig, da han selv forsøgte at afgøre sine egne servepartier alt for hurtigt, og måske glemte han et øjeblik, at han de næste par år må være indstillet på, at mange af hans kampe stadig vil være Davids kamp mod Goliat, når han møder de hårdtslående modstandere.

Sættet endte med, at det alligevel gik til Polakken, som vandt 6-3, 7-5 i en kamp med god nerve, hvor der er grund til at fremhæve både Holgers flotte benarbejde og solide grundslag.

Holger VItus Nødskov Rune
Foto: Aneke Rune

Der var også dansk deltagelse hos pigerne, hvor 14-årige Nina Vicic var med i kvalifikationen, og hun fik en god start, da hun i 1. runde vandt 1. sæt 10-8 i tiebreak mod Francesca Passaglia (ITA), der derefter vandt 2. sæt 6-4, hvorefter Nina desværre måtte trække sig med en skade.

Nina Vicic
All rights reserved Espen Hildrup 2016 – Nina Vicic

16-årige Olga Helmi, der er seedet 2 i turneringen, havde ikke en af sine bedste dage, og hun forekom nervøs og anspændt, da hun tabte 1-6, 1-6 til 17-årige no. 358 Shivani Swarup Ingle (IND).

Olga Helmi
Foto: Sportsfotograf.com. – Olga Helmi

 

 

 

 

Forrige artikelPhilip Ørnø’s blog: Diamantslibning og Tøsedrenge
Næste artikelFormanden gør status efter turbulent år
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.