Holger Vitus Nødskov Rune forsvarer sin top 500 status efter semifinale i double sammen med Viktor Jovic
Selvom rangliste-placering ikke er altafgørende, er det for en 14-årig næppe helt uden betydning, om man er lige over eller under top 500 stregen.
14-årige Holger Vitus Nødskov Rune har for længst opfyldt årets målsætning, da han allerede i maj måned opnåede sin hidtil bedste ITF-rangering som no. 486.
På den seneste rangliste kunne Holger lige akkurat stadig holde sig over stregen, da han med præcis 100 point er no. 500.
Da han forleden tabte i 1/8-finalen ved Grade 4 turneringen ITF Véska 2017 i Dolany-Veska i Tjekkiet optjente han ganske vist 10 point, men da kun de 6 bedste resultater tæller, gav det ikke ny point på kontoen, hvor hans 6. bedste i forvejen er en 1/8-finale i Grade 4.
Til gengæld har Holger ikke tidligere optjent point i double, hvor point tæller 25 procent, og derfor kan Holger med en semifinale i Dolany-Veska ved den næste opdatering lægge (20/4) 5 point oveni de 100, hvilket formentlig bringer ham ca. 20 pladser højere op.
Selvom top 500 for de uindviede måske ikke lyder af så meget, er det alligevel værd at notere sig, at der udover Holger kun er enkelt spiller mere i top 500 fra årgang 2003, hvor Xiaofei Wang (CHN) er no. 466 med 108.75 point efter 19 turneringer, mens Holger har deltaget i 12.
Nærmeste fra årgangen er no. 627 Shintaro Mochizuki (JPN) efter 22 turneringer.
Trods denne fornemme placering, som understreger at Holger – ligesom det i flere år har været tilfældet – er Europas bedste i sin årgang, forventer Holger nogle gange selv at han kan fortsætte med at vinde sine kampe som en selvfølge, men han har dog måttet sande, at det generelle internationale niveau blandt spillere, som ofte er flere år ældre end Holger, er ekstremt højt, og derfor er kravet hver gang, at han skal spille op til sit absolut bedste – eller derover – for at vinde turneringerne.
Til gengæld er det en lærerig proces at blive testet på et højt plan gennem deltagelsen i ITF.
Som tidligere omtalt havde Holger og hans Tjekkiske makker Viktor Jovic vundet 2. runde i double efter 10-6 i match-tiebreak.
Også kvartfinalen blev vundet med lignende cifre, da de vandt 3-6, 6-3, [10-6] over det Tjekkiske par Jan Jermar/Martin Simecek.
Fredag mødte de i semifinalen det 4. seedede Tjekkiske par Malej Panik/Andrew Paulson, som blev endestationen, da de tabte 4-6, 1-6.
I 1. sæt var de tæt på at udligne til 5-5, hvilket glippede, og selvom Holger gjorde en ihærdig indsats både spillemæssigt og for at opmuntre sin makker, som ikke ramte sit bedste spil, rakte det ikke til at skabe spænding om udfaldet.
Holger har grund til at være tilfreds med ugen, hvilket smilet på ovenstående billede tyder på er tilfældet, da han han både spillemæssigt, teknisk og taktisk, fysisk og mentalt er godt på vej, inden han sammen med Elmer Møller i næste uge deltager i det individuelle 2017 European Junior Championships 14 & Under i Most i Tjekkiet, hvor Holger vil blive seedet 1.