For 2. uge i træk er både Philip Hjorth og August Holmgren videre til kvartfinalerne i single. Sammen tabte de doublen i kvartfinalen. Patrick Kristensen tabte i 3 sæt til svensker
Som det var tilfældet for 1 år siden, deltager både Philip Hjorth, August Holmgren og Patrick Kristensen i en række turneringer i Østen, hvor det i denne uge handler om Grade 4 turneringen ITF International Juniors Championship G4 Ipoh 2015 i Ipoh, Malaysia.
Alle de 3 nævnte deltog også i 2014 i Ipoh, og Tennisavisen fulgte også med dengang, hvor disse overskrifter blev benyttet ved omtalen af turneringen
– ITF Ipoh: Holmgren følger Hjorth i 1/8-finale. Kristensen og Lentz ude.
– ITF Ipoh: Hjorth og Holmgren tæt på kvartfinale efter tætte 3-sættere
Da spillerne således har haft et år til at videre-udvikle deres spil, er det også rimelig at forvente, at de også vil være i stand til at opnå bedre resultater end sidste år, og det startede da også fint, da alle 3 gik videre fra 2. runde, som omtalt ITF Junior Ipoh: Alle danske favoritter videre til 1/8-finale, hvilket for Patrick var bedre end sidste år, og for både Philip og August var det foreløbig en tangering af sidste års resultat.
Patrick var ikke langt fra at tage yderligere et skridt, da han i 1/8-finalen mødte sin svenske team-kammerat 6. seedede (456) Henrik Atlevi (SWE), som vandt en jævnbyrdig kamp 7-6(2), 2-6, 6-3 over Patrick, som er no. 686 og seedet 12.
Dave Bandelin fra Euroelite Tennis plejer at berette om kampene på deres facebook-side, men denne gang er opgaven uddelegeret til nogle af spillerne, og Henrik Atlevi fortæller selv, at kampen var meget jævnbyrdig, og den kunne definitivt være gået til begge sider, men det lykkedes for Henrik efter 3½ time i 35 graders varme at “kriga hem matchen”.
Henrik møder i kvartfinalen 14. seedede (741) Yeongseok Jeong (KOR) der vandt over 4. seedede (447) Suphawit Sae-Oui (THA) 6-3, 6-0, og klarer han den opgave, kan han eventuelt møde Philip Hjorth i semifinalen.
Et godt råd plejer dog at være, at man kun skal kigge 1 kamp frem ad gangen, og derfor er en forudsætning for et sådant møde, at Philip i sin kvartfinale fredag gentager sidste uges sejr 7-5, 6-3 over 2. seedede (371) Kittirat Kerdlaphee (THA), der i 1/8-finalen vandt over 16. seedede (907) Oskar Johnsson (SWE) 7-5, 6-3.
Dermed er allerede røbet, at Philip vandt sin 1/8-finale over 5. seedede (452) Hao Sheng Koay (MAS) 6-3, 6-2.
Det fremgår af omtalen hos Euroelite, at det var en meget mental kamp, hvor marginalerne var små, selvom resultatet forekommer overbevisende. De gode forberedelser gav udbytte for Philip i denne kamp.
Philip fortæller selv i rapporten for dagen, at alle mærker, at de bliver bedre for hver dag der går, og at det er tydeligt at se, hvem der har en gameplan, og hvem der bare slår til boldene og håber på at vinde, og han tilføjer
“Alle disse ting vi lærer, kan tydeligt ses at det virker, når vi prøver dem af i kampen, det svære er dog at holde ved det. Men det er derfor vi er her, for at lære og udvikle os.”Også August, der er seedet 1 i denne uge, er videre til kvartfinalen efter sejr over 13. seedede (704) Sri Aakash Reddiyar (MAS) 6-4, 6-1. August var god til at udnytte sine muligheder, og han benyttede sit favorit-mønster 3×1, hvilket gav en stabil sejr.
August møder i kvartfinalen 8. seedede (551) Charles Roberts (THA), som vandt 7-5, 7-6(1) over William Lindqvist Nilsson (SWE), som havde wildcard.
I den anden kvartfinale i øverste halvdel spiller 15. seedede (795) Tobias Lindberget (SWE) mod 11. seedede (676) Seon Yong Han (KOR).
Der kan således blive dansk-svensk opgør i begge semifinaler, hvis resultaterne flasker sig, men lad os tage “1 kamp ad gangen”.
Skal man vurdere noget på baggrund af doublerne, er det måske mest ønsketænkning at forestille sig rent skandinaviske opgør i slutfasen, idet alle skandinaverne er ude inden semifinalerne i double.
August og Philip tabte i kvartfinalen til 5. seedede Hubert Badenhorst (RSA)/Tao Mu (CHN), som vandt med mindst mulige margin 3-6, 6-4, [10-8].
Det 7. seedede svenske par Valdemar Holm/Tobias Lindberget blev besejret med lignende tætte cifre mod 1. seedede Kittirat og Phonqsapak Kerdlaphee (THA), som vandt 6-4, 5-7, [10-8].
Herunder følger rapporten fra torsdagens kampe
Nu har Dave skrivit alla de senaste bloggarna men nu måste vi spelare steppa upp och ta tag i bloggandet. Idag var det…
Posted by Euroelite Tennis on 15. oktober 2015
og med lidt forsinkelse fra onsdagens kampe
Blogg Asien För några dagar sedan anlände vi glada och spända till Ipoh. Vi anlände sent på kvällen och steg upp…
Posted by Euroelite Tennis on 15. oktober 2015
samt et par billeder, hvor Dave Bandelin kommer med taktiske fif til deltagerne
Dave explaining tactics between hitting passes during Special Clinic for Malaysia Future in IPOH!
Posted by Euroelite Tennis on 15. oktober 2015