Philip Hjorth spillede sig i finalen efter 5 sejre på stribe mod kinesiske spillere. I semifinalen blev det 6-1, 6-1 mod favorit-dræber Zhao Zhao

Som nævnt i Tennisavisens seneste omtale fra Grade 4 turneringen China Junior 11 Jinan i Kina, var 17-årige Philip Hjorth i kvartfinalen efter at have besejret 3 kinesere i de første 3 runder.

ITF Junior Jinan: Philip Hjorth afmonterer tre kinesere

Fredag mødte Philip for 4. kamp i træk en kineser, 16-årige Zekai LI, som havde været gennem kvalifikationen med to sejre og havde bygget masser af selvtillid op med yderligere tre sejre i hovedturneringen.

Den unge kineser voldte danskeren problemer, da han sikrede sig 1. sæt 6-3 med fantastisk spil.
Philip sørgede dog for med konsistent spil gennem hele kampen at hænge på, og da muligheden opstod i 2. sæt, slog danskeren til og vendt kampen, som han i den sidste ende vandt 3-6, 6-3, 6-1.

I lørdagens semifinale skulle Philip møde en ægte “favorit-dræber”, 16-årige Zhao Zhao, der startede turneringen med at uddele “briller” (6-0, 6-0) i kvalfinalen, og i 1. runde sendte han sin 1. seedede landsmand, 17-årige Yi Zou Liu, der er no. 135 på ITFs rangliste, ud af turneringen med sejr på 6-4, 7-5, og i både 1/8-finalen og kvartfinalen sendte han både 14. seedede og 6. seedede samme vej.

Da den 12. seedede kineser Ke Ma tabte kvartfinalen til 2. seedede (235) Bang Shuo Yin (TPE), var Zhao Zhao den eneste tilbageværende af mere end 50 kinesere, som var med i hovedturneringen, og det var derfor helt op til Philip Hjort at afgøre, om der bliver kinesisk deltagelse i finalen.

Tennisavisen modtog tidligt lørdag meldinger om, at Philip spillede en rigtig god kamp, hvor formåede at mixe spillet op til stor frustation for modstanderen.
På de vigtige bolde spillede Philip solidt, han returnerede godt og servede sig ud af problemerne flere gange.

Denne flotte indsats blev belønnet efter fortjeneste, idet Philip med cifrene 6-1, 6-1 vandt kampen, og dermed er han for 2. gang i 2016 i en Grade 4 finale.
Seneste var i Tallin for ca. en måned siden, hvor han i finalen tabte 4-6, 3-6 til Vladislav Ivanov (RUS), efter at han i semifinalen havde vundet over Christian Lerby (NED), der er søn af en kendt forhenværende fodboldspiller fra Fremad Amager – nåh ja, og det danske “dynamit landshold”.

Modstanderen i finalen bliver vinderen af den anden semifinale mellem Wai Yu Kai (HKG) og 2. seedede Bang Shuo Yin (TPE), der er no. 235, hvilket er 66 pladser foran Philip, som er no. 301.

 

 

Forrige artikelWimbledon Junior: August Holmgren satser på Lucky Loser chance
Næste artikelITF Helsingborg: Helmi og Francati tabte begge i doubles
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.