Den danske U18 mester Carl Emil Overbeck nåede forrige uge semifinalen i en Grade 4 turnering i Taiwan, hvilket han gentog i Malaysia, hvor Eric Vanshelboim vandt sin første Grade 3 titel

I de seneste par uger har Tennisavisens læsere af “Dagens kampe” haft mulighed for at følge med i de daglige opdateringer af resultater og rapporter fra Euroelite Tennis, hvor de fem danske juniorer Carl Emil Overbeck, Oskar Brostrøm Poulsen, Kevin Chen, Alisha Ali Hussain og Martha-Elisa Stemann samt 5 svenskere har deltaget i en række turneringeir i Østen.

Første turnering på turen med EuroElite var Grade 4 turneringen GreenMax Cup International Junior Championships 2018 i Kaohsiung City i Taiwan, hvor den danske U18 mester Carl Emil Overbeck og hans svenske double-makker Rikard Raad begge nåede semifinalen i single, og i double blev de no. 2 efter finalenederlag 2-6, 4-6 til 1. seedede Darrshan Suresh (MAS(/Mann Shah (IND).

I “Kampe uge 41” herunder findes henvisninger til EuroElite’s rapporter fra turneringen, og danskernes resultater kan nærstuderes ved at scrolle ned til “ITF Junior” afsnittet.

Kampe uge 41: ATP-toppen i Shanghai mens kamp om WTA slutspil fortsætter

I den efterfølgende uge rejste EuroElite truppen til Malaysia for at deltage i Grade 3 turneringen 32nd Sarawak Chief Minister’s Cup (II) ITF Junior Circuit i Kuching, og ligesom det var tilfældet ugen før, spillede Carl Emil sig igen frem til semifinalen i single.
I kvartfinalen mod den 2. seedede svensker Lancelot Carnello viste Carl Emil god moral, da han efter 4-6 i 1. sæt fik tvunget kampen i 3 sæt og vandt kampen 4-6, 7-6(1), 6-3.

I semifinalen mod 5. seedede Cooper White (AUS) tabte Carl Emil 1-6, 4-6, og i doublen sammen med Rikard Raad blev semifinalen ligeledes endestation, da de tabte til Wei Chen Cheng/Tzu Li Chang (TPE).

Overbecks overmænd i begge semifinaler blev i finalerne besejret af ukrainske Eric Vanshelboim, der gennem sin opvækst har boet i Danmark, hvor spiller tennis for KB.
Eric, der var seedet 1 i begge rækker, vandt i finalen i single 6-1, 6-2 over Cooper White, og i doublen vandt han sammen med Lancelot Carnello finalen 7-5, 6-2 mod Tzu Li Chang/Wei Chen Cheng (TPE).

Lancelot Carnello Eric Vanshelboim
Foto: Privat

Ligesom i turneringen ugen før nåede ingen af de øvrige danske deltagere forbi 2. runde.
Danskernes resultater samt rapporter fra EuroElite fra Kuching kan studeres nærmere i “Kampe uge 42” herunder.

Kampe uge 42: Sidste pladser i WTA-slutspil afgøres i Moskva. Danske juniorer ude og hjemme

I uge 43 deltager EuroElite truppen i den sidste turnering på turen, hvilket er Grade 4 turneringen PTT- ITF Junior Grade 4, Nonthaburi (THA).
Resultater og rapporter fra EuroElite opdateres undervejs i “Dagens kampe” i Tennisavisen.

Coach mest imponeret af Futures præstationer

Tennisavisen har modtaget begge præmiebilleder herover fra Eric Vanshelboim’s coach Rune Thomsen, der er tidligere træner i KB.
Rune fremhæver, at Erics større erfaring havde afgørende betydning for udfaldet af finalen, da Eric efterhånden ofte har stået i situationen og derved bedst kunne håndtere presset, hvilket White ikke var i stand til.

Det var Erics første Grade 3 titel, efter at han for et par måneder siden tabte en Grade 3 finale i Zimbabwe, og et par uger forinden var han i kvartfinalen ved en Grade 1 i Nanjing.
Titlen indbringer 100 point til ITFs junior-rangliste, hvor han desuden har optjent 60 point fra førnævnte Grade 1 kvartfinale, og der var også 60 point for finalepladsen i Zimbabwe samt for Grade 4 titler i Dubai og ved Copa Marengue (DOM) samt 36 point for en semifinale ved en Grade 3 i Indien.

Sammen med optjente point i double, som tæller 25 procent, betyder disse resultater, at Eric på den seneste rangliste er avanceret 14 pladser til top 100 som no. 95, hvilket i øvrigt er 4 pladser foran dansk-hollandske Christian Lerby, der ligesom Eric er årgang 2001.
Da der er 42 fra årgang 2000 i top 100, vil både Eric og Christian stå med gode muligheder for at kunne deltage i junior Grand Slam næste år, hvor 2000-årgangen ikke mere optræder på ranglisten.

Selvom Eric har præsteret fornemme junior-resultater, pointerer Rune Thomsen at han er mest imponeret af, at Eric forleden spillede sig ind på ATP-ranglisten med 2 point, da han for et par uger siden var i kvartfinalen ved en $15.000 turnering i Antalya i Tyrkiet.

Først vandt Eric 3 sikre sejre i 2 sæt i kvalifikationen, hvorefter han i 1. runde af hovedturneringen vandt 6-2, 4-6, 6-2 over 5. seedede Christopher O’Connell (AUS), der er no. 597 på ATP-ranglisten, og tidligere på året tog sæt fra Nicholas Mahut (FRA), som måske er mest kendt for 68-70 nederlaget i 5. sæt til John Isner ved Wimbledon.

Eric vandt derefter 6-3, 6-4 over Goradz Srbljak (MKD), inden han i kvartfinalen tabte 2-6, 4-6 til 4. seedede no. 588 Vit Kopriva (CZE).

I betragtning af at mange af de bedste danske mandlige spillere ofte bliver slået ud allerede i kvalifikationen til turneringer i samme kategori, og sjældent når forbi de første runder i hovedturneringen, er der ekstra grund til at blive imponeret af dette resultat.

Eric Vanshelboim
Foto: Privat – Eric Vanshelboim og Rune Thomsen ved ITF 15K i Antalya

Anerkendelse af danske juniorers præstationer

Rune Thomsen er imponeret af de resultater, som danske juniorer har opnået på det seneste, og han fornemmer stor anerkendelse omkring dansk juniortennis, hvilket ikke mindst skyldes de resultater som især Clara Tauson og Holger Rune har præsteret, men han fremhæver også, at flere andre juniorer har vundet titler, og han mindes ikke, at danske spillere har vundet så mange titler, som det er tilfældet i 2018.

Rune mener der er potentiale til endnu flere danskere i top 250, hvilket dog forudsætter større villighed til at investere målrettet.

Forrige artikelWTA Singapore 2018: Wozniacki udmattede Kvitova
Næste artikelOnsdag 24. oktober: Red Group ved WTA Finals fra kl. 1330 på TV2 Sport
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.