Holger Rune blev for anden uge i træk besejret af Bastien Presuhn, som med sin kanonserv ikke gav mulighed for at bryde serv
Hvis 13-årige Holger Vitus Nødskov Rune skulle have nogen reel chance i finalen ved Grade 4 turneringen EuroElite ITF Junior Malmo Open mod den 16-årige tysker Bastien Presuhn, som Holger tabte 5-7, 2-6 til i sidste uge i SALK Open i Bromma, var han helt bevidst om, at han var nødt til at finde en måde at returnere tyskerens formidable serv.
Derfor studerede Holger inden finalen en youtube-video for at finde ud af, hvordan Fernando Verdasco (ESP) bar sig ad med at vinde 6-2, 7-5 over servespecialisten Ivo Karlovic (CRO) ved ATP 250 turneringen i Doha i sidste uge.
https://www.youtube.com/watch?v=lCvr1F6Wwp8
Holger må have været meget lærenem, for i starten af kampen fik han sat flere fremragende returneringer i spil, og indtil midten af sættet var det faktisk tyskeren, der måtte kæmpe mest for at holde serv, da Holger oftest vandt de dueller, som ikke blev afgjort på de første bolde.
Tyskeren holdt dog stand, fordi han straks satte Holger under pres, når der ikke kom tilstrækkelig dybde i returneringerne, hvilket ofte blev udnyttet med rene vindere på anden-bolden.
Derfor var Holgers vigtigste opgave at holde sin egen serv, og satse på at han kunne tage sættet i tiebreak.
Denne plan var også meget tæt på at lykkes, men ved stillingen 3-3 bevirkede de berømte små marginaler, som træner Lars Christensen efter kampen betegnede som “2 dumme bolde”, at Holger fik brudt serven, hvorefter tyskeren holdt serv til 5-3, og efter at have holdt serv til 4-5 kunne Holger stadig ikke bryde sin modstander, der herefter kunne serve 1. sæt hjem 6-4.
Ligesom i kampen for en uge siden gav det tyskeren medvind, og han indledte 2. sæt med at bryde Holgers serv, og det samme skete, da Holger servede ved 1-3, hvor han kom afgørende bagud 1-4, og man fornemmede en smule resignation undervejs, men Holger fightede videre, men han kunne dog ikke forhindre, at det blev tysk sejr 6-4, 6-2.
Midt i sættet gik begge spillere frem til nettet, så man kunne tro, at de ville sige tak for kampen, men det skyldtes, at tyskeren ville give et anerkendende håndtryk for Holgers fairness, da han gjorde dommeren opmærksom på en fejldom, som gik imod tyskeren.
Holger kan dog være stolt af sin indsats, og han fik gennem hele turneringen vist, hvorfor han er en af Verdens bedste – måske den bedste – i sin årgang.
På ITFs rangliste vil han under alle omstændigheder være den højest rangerede i sin årgang (2003), idet han med de 30 point for finalepladsen efter 4 turneringer har optjent i alt 55 point, hvilket svarer til en rangering omkring no. 650, hvilket åbner langt bedre muligheder for at planlægge, hvilke ITF-turneringer han bør stille op i – uden nødvendigvis at spille kvalifikation.
HIKs Sportschef Michael Tauson, som var mødt frem for at overvære finalen, kunne ikke umiddelbart komme i tanke om, at en 13-årig tidligere har været i finalen i en ITF-turnering i Boys singles, hvorimod det flere gange er sket hos pigerne – eksempelvis 5 gange for Clara Tauson, som endda vandt den seneste ved Grade 4 i Dubai i november 2016.
Blandt tilskuerne til finalen hørtes enkelte danske stemmer, bl.a. fra Søren Hessle, som har slået sig ned hinsidan.
Sønnen Teodor Hessle fortalte, at han om kort tid skal deltage i en camp med Euroelite Tennis, som er sponsor for turneringen, og det er hans plan at deltage i en række turneringer med EuroElite teamet, bl.a. ved Kystmesterskaberne.
Holgers træner, Lars Christensen svarede beredvilligt på spørgsmål om omfanget af Holgers træning.
Næste opgave for Holger og Elmer er Les Petits As
Holger har nu en uges turnerings-pause, inden det gælder januar måneds hovedmål, som er Tennis Europe Category 1 turneringen Les Petits As i Tarbes (FRA) 23-29. januar, hvor det erklærede mål er at vinde turneringen mod jævnaldrende i U14, hvor Holger vil blive seedet 1 og Elmer Møller bliver seedet 2, da de tidligere dobbelte EM vindere for hold, topper TE ranglisten i U14 som no. 1 og 2.
Det er længe siden, at de to suveræne danske topnavne har mødt hinanden i turnering, men det kan meget vel blive tilfældet ved Les Petits As, hvis begge lever op til favorit-værdigheden i kampene frem mod en eventuel finale.