Efter konstant regn blev lørdagens semifinaler i Medias udsat til søndag, hvor også finalerne blev afviklet. Benjamin Hannestad gjorde rent bord og tog titlen i både single og double med 4 sejre
Grade 2 turneringen 39th Medias-sen-Sibiu Junior ITF Tournament i Rumænien vil sikkert blive husket for det elendige vejr, som bevirkede, at der ikke kunne spilles tennis 2 af dagene, og derfor måtte der spilles 2 runder både fredag og søndag.
Benjamin Hannestad vil formentlig komme til at huske turneringen som en af de større triumfer med finalesejr i både single og double, og Benjamin betegner da også sejren som hans hidtil bedste præstation – rent tennismæssigt.
Hans gode ven og holdkammerat fra KB, Johannes Ingildsen mener dog, at Benjamins hidtil største triumf var at slå Joe i bordtennis sidste år.
I semifinalen vandt Benjamin 7-5, 6-3 over (149) Calin Manda (ROU) og i finalen lød sejren på 7-6, 6-7, 6-3 over 16-årige (259) Kacper Zuk (POL), som forinden var ubesejret i 2015, hvor han inden finalen havde vundet 25 kampe i træk og havde vundet 3 Grade 4 og 1 Grade 5 turneringer i Polen, Slovakiet, Qatar og Malta.
På grund af det sammenpressede program startede kampene fra stillingen 2-2
Benjamin var forståeligt nok ganske tilfreds med indsatsen, som han havde denne kommentar til
[quote_box_center]”Er så tilfreds med mit spil og hvordan jeg har håndteret mig selv i svære situationer, var bagud 2-5 og 5-6 i første set i finalen, overlevede setbold og endte med at vinde 7-6!”[/quote_box_center]
og han tilføjer
[quote_box_center]”er virkelig træt efter 4 kampe, men er så glad og skal bare nyde dagen videre!”[/quote_box_center]
Desuden fulgte denne “bonus” med sejren
[quote_box_center]”det bedste ved at jeg vandt var, at præmien var et wildcard til maindraw i en rumænsk future !!”[/quote_box_center]
Sidst Tennisavisen omtalte turneringen i Medias havde Benjamin og hans makker Catalin Mateas (USA), der er seedet 2 i double, vundet 1. runde, men siden da er det blevet til yderligere 3 sejre, som gav dem den endelige sejr.
1/4-finale mod Patryk Krolik/Kacper Zuk (POL) 2-4, 4-1, [10-7]
Semifinale mod Victor Krustev/Joshua Peck (CAN) 6-4, 6-4
I finalen blev det igen 6-4, 6-4 over 1. seedede Lukas Klein/Patrik Nema (SVK).
Disse resultater indbringer 98,5 point til ranglisten, og dermed er chancen for direkte adgang til hovedturneringen ved French Open væsentligt forbedret.
Tennisavisen ønsker stort tillykke til Benjamin.