Clara Tauson var nådesløs, da hun totalt udspillede sidste års U16 vinder af både Eddie Herr og Orange Bowl Katie Volynets, der desuden er amerikansk U18 mester

Mange danskere troede næppe deres egne øjne, da Caroline Wozniacki ved WTA-slutspillet i Singapore indledte puljespillet med nærmest at udradere både ranglistens no. 4 Elina Svitolina og no. 1 Simona Halep med 6-0, 6-2 og 6-2, 6-0 på en så overbevisende facon, at “magtdemonstration” må være den rette betegnelse for præstationen.

Den fuldkommen samme betegnelse kan man roligt anvende om den indledning, som 14-årige Clara Tauson præsterede, da hun spillede sin første kamp ved Grade A turneringen Orange Bowl International Championship i Plantation i Florida, hvor Caroline Wozniacki som 15-årige vandt en af sine største junior-titler i 2005.

Clara mødte ikke hvem som helst, idet hendes modstander i 1. runde, 15-årige Katie Volynets (USA) for et år siden vandt U16-rækken ved både Eddie Herr og Orange Bowl, og i 2017 vandt hun USTA Girls’ 18 National Clay Court Championship, hvilket gav hende betegnelsen Queen of Clays.

Studerer man nogle af hendes resultater nærmere, kan man konstatere, at hun i marts måned var meget tæt på at vinde over den nuværende no. 1 Whitney Osuigwe (USA), som netop har vundet titlen ved Eddie Herr og havde sendt Clara ud i kvartfinalen, og i sidste uge var hun også tæt på sejr over Eddie Herr finalisten Clara Burel (FRA).

Derfor lignede det på papiret en svær opgave for den danske Clara, som dog har vist under hele turneringen ved Eddie Herr, at hun har formatet til at slå de bedste spillere, og det var kun ganske små marginaler, som forhindrede at hun også vandt over no. 1 i kvartfinalen.

Disse resultater sammenholdt med Claras indtog på Women’s Pro touren med semifinale, finale og titel i de 3 første turneringer, har uden tvivl styrket selvtilliden så meget, at Clara også har overbevist sig selv om, at hun har en chance for at vinde uanset hvem hun møder blandt juniorerne.

Den selvtillid kom fuldt ud til udtryk i mandagens kamp mod Katie Volunets, der fik rollen som statist i en ren magtdemonstration og tennisopvisning, som resulterede i en knusende sikker dansk sejr 6-1, 6-0.

Da Volunets stort set ikke laver uprovokerede fejl, gik Clara ydmygt ind til kampen, hvor der var kvalitet bag hendes slag og beslutninger.
I de første 4 partier førte Clara 40-15, men det blev alligevel 40-40, hvilket dog ikke fik Clara til at vise tegn på bekymring.

I stedet bevarede hun det store overblik og justerede spillet, så amerikaneren fik en ekstra bold at forholde sig til.
Point’ene blev bygget fornuftigt op, og ved at mixe både højde over nettet og tempoet i spillet, fik Clara alligevel fremprovokeret fejl fra “Ms. no unforced errors”.
Clara ramte topniveauet i dag, og hun satte ikke en fod forkert, selvom der var rigtig mange tilskuere, der skulle overvære U18 US mesteren spille mod en 14 årig dansker.

Der var dog en lille enklave af lokale danskere, som heppede på Clara, heriblandt Søren Lerby, hvis søn Christian havde deltaget i kvalifikationen hos drengene, og datteren Clarine har deltaget i U16-rækken.
Clara lod sig dog ikke påvirke af den intense stemning, som hun ikke bemærkede, da hun udelukkende koncentrerede sig om næste bold, hvilket gav pote og en formidabel sejr på 6-1, 6-0.

Tirsdag bliver det afgjort, hvem der møder Clara i 2. runde (R32), når 17-årige 3. seedede no. 24 Elysia Bolton (USA) møder 16-årige no. 95 Margaryta Bilokin (UKR).
Clara spiller formentlig igen onsdag, men spilletidspunktet vil blive opdateret i artiklen med “Kampe i uge 49”, hvor man også kan se udvalgte resultater fra andre kampe, samt links til turneringen.

Forrige artikelHold Tennis: Karen Barritza vinder svenske mesterskaber med sit hold
Næste artikelTennisTravel tilbyder mulighed for at se Caroline Wozniacki i Dubai
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.