Clara Tauson insisterede på at spille 2. runde kampen, selvom hun på grund af sygdom manglede overskud, men fighter-viljen var intakt
Inden 14-årige Clara Tauson skulle i aktion i 2. runde ved Grade A turneringen Orange Bowl var Tennisavisen i kontakt med en bekymret mor, der netop havde fået at vide, at både Clara og Søren Tauson, som er med i Florida, var blevet ramt af sygdom.
Derfor havde de begge holdt sig kørende ved hjælp af panodiler, og Clara havde hverken fået tilstrækkeligt at spise eller drikke.
Mange havde formentlig valgt at melde fra til kampen, men Clara er en helhjertet fighter, der nægter at give op, og hun insisterede derfor på, at hun ville gennemføre kampen mod 16-årige Margaryta Bilokin (UKR), som Clara i samme runde ved Grade 1 turneringen Eddie Herr ITF for en uge siden besejrede 7-5, 4-6, 6-1.
Selvom Clara langt fra var på toppen, ydede hun en helhjertet fighter-indsats, men det rakte dog ikke mod den velspillende ukrainer, der vandt kampen 6-4, 6-3.
Clara kæmpede til det sidste – også da Bilokin havde matchbolde ved 40-15 i egen serv ved 5-3 i 2. sæt, hvor Clara afværgede dem begge, men hun kunne dog ikke hindre ukrainsk sejr i den sidste ende.
Clara Tauson nomineret til Årets Fund 2017
Selvom en eventyrlig 2017-sæson sluttede på en ærgerlig måde, kan Clara til gengæld med stolthed konstatere, at hun er blandt de 10 sportsudøvere, der er nomineret til Politikens pris som Årets fund, hvor idrættens specialforbund havde indstillet 19 kandidater.
De enkelte nominerede vil i løbet af december blive præsenteret på politiken.dk.
Navnene på de nominerede fremgår på http://politiken.dk/sport/art6236294/10-stærke-bud-på-det-største-gennembrud
Clara opnåede først og fremmest mediebevågenhed da hun vandt Guldmedalje ved Eureopean Youth Olympic Festival i Györ, men allerede inden havde hun som følge af en række glimrende præstationer i flere ITF-turneringer optjent så mange rangliste-point, at hun allerede efter halvandet år på ITF-touren havde etableret sig i top 100.
Da hun i efteråret debuterede på Women’s Pro Circuit, nåede hun i sin allerførste turnering kvartfinalen i Antalya i september, og en måned senere deltog hun ved både Djursholm Ladies og Stockholm Ladies, hvor hun i begge turneringer nåede finalen, og i sidstnævnte turnering endte hun endda med at vinde titlen.
Sæsonen sluttede som bekendt i Florida, hvor Clara i sidste uge opnåede 3 flotte sejre i Eddie Herr ITF, inden hun i en meget tæt kamp tabte til ranglistens no. 1 Whitney Osuigwe (USA), der i øvrigt netop har vundet 6-2, 3-6, 6-1 over det 13-årige super-talent Cori Gauff (USA), som i 2017 formentlig blev den hidtil yngste finalist ved US Open.