Helena Francati havde fuld kontrol, da hun vandt over Norges bedste 01'er. Kasper Elsvad satte dobbelt break over styr. Patrick Kristensen i double-semifinale efter to walkover's
Helena Francati, der tilhører den stærke danske årgang 00, er videre til kvartfinalen ved Grade 4 turneringen Oslo Open, da hun i 1/8-finalen vandt 6-3, 6-2 over Lilly Elida Haseth, der er Norges bedste i årgangen lige under.
Rune Thomsen fortæller fra Oslo, at Helena var i kontrol fra start til slut.
Helena har ikke spillet specielt mange ITF-turneringer, men sidste uges finale i KB betød et gevaldigt hop på ranglisten, hvor hun avancerede 273 pladser til no. 672, og derved er hun med blot 3 point-givende turneringer 4. bedste rangerede dansker efter no. 298 Rebekka La Cour Hillingsø, no. 381 Olga Helmi og no. 507 Hannah Viller Møller.
Sejren sikrede yderligere 15 point, hvilket kan forøges med 15 mere, hvis det lykkes for Helena at vinde i kvartfinalen, hvor hun møder den norske kval-spiller 13-årige Emilie Elde, der vandt 6-3, 6-3 over Darya Shvartsmann (ISR), som Helena besejrede 6-1, 6-0 i sidste uge i KB.
Jonas Svendsen, der er træner i Helenas klub, Gentofte Tennisklub, fortalte forleden til Tennisavisen, at Helena har arbejdet seriøst til træningen for at udvikle sit spil, hvilket spillet på det seneste tyder på, at hun har lykkedes meget godt med.
Sidste år vandt Helena UM Inde for U16 i både single og double med Rebekka La Cour Hillingsø (billedet herover), så de seneste resultater kommer ikke helt ud af det blå.
Selvom man normalt kun tager 1 kamp ad gangen, skal det alligevel nævnes, at hun i tilfælde af sejr mod den unge nordmand sandsynligvis kommer til at møde en lidt ældre nordmand, 1. seedede Malene Helgo, der er årgang 1999 og no. 42, og hun vandt problemfrit over kval-spilleren Alessia Dario (ITA) 6-2, 6-3, og hun vil også være storfavorit i kvartfinalen mod no. 577 Molly Helgesson (SWE).
Hos drengene tabte no. 696 Kasper Elsvad 5-7, 3-6 mod no. 747 Marcus Anker Aarthun Sulen (NOR).
Rune Thomsen fortæller, at Kasper førte 4-1 med dobbelt break, men han lukkede alligevel nordmanden ind i sættet, hvorefter han kom bagud 1-5 i 2. sæt.
Kasper var tæt på, at kampen fik endnu en vending, da han havde fordel ved 3-5 40-30, men nordmanden satte den næste bold på linjen, og han vandt også de to næste bolde og dermed kampen.
Rune betegnede det som et “tungt” nederlag, og han tilføjede “men sådan er tennis, man skal hele tiden være 100% klar under hele kampen.”
Patrick Kristensen og hans svenske makker, Gilbert Jaeger er helt fremme i semifinalen i double, hvilket er sket uden nogen som helst anstrengelser, idet de både i 1/8-finalen og kvartfinalen vandt på walkover. Om Patrick i stedet spiste bananer, melder historien ikke noget om.