Efter 3 sejre og et par udfald blev Holger Vitus Nødskov Rune bremset af jævnaldrende Luca Nardi efter 3 tætte sæt, hvor Holger havde størst problemer i egen serv

Holger Vitus Nødskov Rune har trods sine kun 15 år allerede opnået resultater, som ikke efterlader tvivl om, at han har alle forudsætninger for at nå verdens-toppen i tennis.
For en spiller med Holgers ambitioner vil det dog være en streg i regningen, hvis det ikke lykkes for ham i sit første år som U16 både at vinde titler i Grade 3 og Grade 2 kategorierne.

Den første titel af slagsen blev opnået i Tunesien, da han for 2. gang var i en Grade 3 finale, men indtil videre er hans bedste resultater i Grade 2 semifinaler i 3 forskellige turneringer, og derfor var Holger ekstra opsat på, at det skulle lykkes i den forløbne uges Grade 2 turnering Thun Czech Junior Open 2018 i Prag, Tjekkiet.

Optakten til turneringen var deltagelsen i DH-slutspillet, hvor han i finalen mod KB med sejre i både single og double bidrog til, at HIK for første gang i umindelige tider kunne sikre sig det danske mesterskab, og i følge meldinger fra en KB-observatør fra stedet spillede Holger det bedste nogensinde, hvilket siger en del, hvis man overværede hans Davis Cup debut mod Egypten, hvor han som 14-årig debutant vandt over Egyptens 1. single.

Turneringen i Prag startede da også planmæssigt, da Holger som 1. seedet var oversidder i 1. runde (R64) og i 2. runde vandt 6-3, 6-4 over Mirgiiaz Midrzhaliev (KGZ), der var videre fra kvalifikationen.

Holger vandt også de næste 2 kampe, hvor han dog i begge tilfælde – ifølge meldinger fra stedet – lavede en “Kyrios” i 2. sæt, hvilket i denne sammenhæng skal forstås således, at Holger tabte et enkelt sæt langt under normalt niveau.
Medvirkende hertil var formentlig, at Holger inden afrejsen til Prag fik konstateret betændelse på indersiden af knæet, selvom en scanning hos Team Danmark ikke tydede på noget alvorligt, da ledbånd, menisk mv. var i orden.

Alligevel hindrede det, at Holger kunne bevæge sig optimalt da han i 2. runde mod 15. seedede Jiri Barnat (CZE) efter 6-2 i 1. sæt tabte 0-6 i 2 sæt, men han fik kæmpet sig tilbage og vandt kampen 6-2, 0-6, 6-4, hvilket på Resultina app’en medførte denne kommentar: “amazing 3 set matches this year winning 92% (11 of 12)”.

Det blev også 12 of 13 sejre i 3 sæt, da Holger i kvartfinalen vandt over 11. seedede Dawid Taczala (POL).
Ved 5-2 i 1. sæt fik Holger behandling ved medical timeout, og efter at have vundet sættet 6-2, tabte han igen stort i 2. sæt, hvorefter han sikrede sejren 6-2, 1-6, 6-4.

I semifinalen mødte Holger 10. seedede Luca Nardi (ITA), der ligesom Holger er blandt de bedste i årgang 2003, og igen måtte kampen afgøres i 3 sæt, men denne gang faldt marginalerne ikke ud til Holger fordel, idet Nardi efter tiebreak vandt 5-7, 6-4, 7-6(5).

Holger blev ofte brudt i sine servepartier, da generne ved knæet påvirkede afsæt og landing og dermed det offensive spil bag serven, hvilket Nardi dygtigt udnyttede, og i talieneren holdt et højt stabilt niveau hele kampen.
Holger havde til gengæld gode returneringer, som medførte flere breaks, men selvom Holger i hele kampen totalt vandt 7 point mere end modstanderen, vandt Nardi de vigtigste point.

Problemerne med knæet er dog ikke større end, at Holger insisterer på også at deltage i næste uges Grade 2 turnering i Cairo, Egypten, hvor Holger ifølge acceptancelisten formentlig bliver seedet 5.
Det indgår dog formentlig i overvejelserne at springe turneringen over og i stedet forsøge at sørge for, at Holger er helt klar, når Danmark sidst i september deltager i junior Davis Cup Budapest.

Derefter er det planen, at Holger primært deltager i Grade 1 og Grade A turneringer, og hvis det kommer til at betyde, at Holger ikke når at vinde en Grade 2 titel i år, kan han måske trøste sig med, at det heller ikke blev tilfældet for ranglistens no. 1 Chun Hsin Tseng (TPE), som i 2018 både vandt French Open og Wimbledon.
Tseng vinder dog ikke US Open, idet han i semifinalen tabte til Thiago Seyboth Wild (BRA), der i finalen vandt 6-1, 2-6, 6-2 over Lorenzo Musetti (ITA).

 

Forrige artikelSøndag 9. september: Både Djokovic og Del Potro tilbage i storform efter skader
Næste artikelKampe uge 37: Dagens kampe ændres midlertidig til “Ugens kampe” med løbende opdatering
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.