August Holmgren kunne ikke følge op på sejren over 1. seedede, da han i semifinalen tabte til 3. seedede Tung-lin Wu
Efter en forrygende uge ved Grade 2 turneringen 24 Int. Tournament U18 Cittá di Prato, kulminerende med sejr i kvartfinalen 6-2, 6-1 over 1. seedede Liam Caruana (ITA), der er no. 42 på ranglisten, måtte August Holmgren omsider forlade turneringen, da han i semifinalen tabte 2-6, 2-6 til 3. seedede Tung-lin Wu (TPE), som er no. 55 på den seneste rangliste.
I den kommende uge er August fortsat i Italien, hvor han er direkte i hovedturneringen i Grade 1 turneringen 38° Torneo Internazionale “Città Di Santa Croce” Mauro Sabatini i Santa Croce Sull, hvor kvalifikationen allerede er i fuld gang – med hele 44 Italienske deltagere i Boys singles.
August kommer i skrapt selskab, da 30 af deltagerne er i top 100.
I de forudgående turneringer var August sammen med Jarkko Nieminen Tennis Academy (JNTA), men Gentoftes Cheftræner Jonas Svendsen er netop rejst til Italien for at støtte sin elev, som han har været træner for siden starten i Helsingør.
Olga Helmi er seedet 2 i kvalifikationen i Girls singles, hvor hun derfor er oversidder i 1. runde, hvorefter hun i 2. kvalrunde møder en af de 32 Italienere, som er med i kvalifikationen, hvilket enten bliver Matilde Mariani, der har wildcard, eller Alessandra Martini.
Det er første gang, at Olga forsøger at kvalificere sig til en Grade 1, hvilket vil kræve 2 sejre, formentlig mod 11 seedede no. 1321 Linda Cagnazzo (ITA) i kvalfinalen.
Normalt er der ikke livescore fra ITF junior-turneringer, men man kan følge med i turneringen, hvis man har installeret app’en Tennis-Ticker.