Carl Emil Overbeck får ny chance som Lucky Loser i Salk Open, hvor han i 1. runde møder Leo Borg, som netop har vundet U16 udgaven. Olga Helmi og Sebastian Grundtvig blandt favoritterne til titlen

I den forløbne uge er 112. udgave af “Världens största och äldsta tennisturnering för juniorer inomhus!” afviklet i U10, U12, U14 og U16 rækkerne, og onsdag gælder det så ITF udgaven, som er i ITF Grade 4 kategorien.

En af deltagerne i Boys singles er 14-årige Leo Borg, hvis far er Verdensberømt i tenniskredse, og selvom sønnen næppe forventes at vinde 5 Wimbledon-titler på stribe, er han en ganske habil tennisspiller, hvilket han netop har understreget, da han vandt U16 rækken med finalesejr 6-4, 4-6, 7-5 over landsmanden Adam Heinonen, der var seedet 1.
Finalen kan genses på http://sportway.se/clip/play/salk-open-2017-2018/2127.

Leo Borg
Foto: Sportsfotograf.com. – Leo Borg

Flere danske juniorer har deltaget i kvalifikationen til Grade 4 udgaven af SALK Open.
Hos drengene tabte 16-årige Noah Svenningsen Holmvang 4-6, 2-6 til Sebastian Abboud (SWE) i 1. kvalrunde, hvor Carl Emil Overbeck, der ligeledes er 16 år, vandt 7-6(3), 6-2 over Oliver Dunne (SWE), hvilket tirsdag blev fulgt op med sejr 6-2, 5-7, 6-2 over 6. seedede Thijmen Loof (NED).

Noah Svenningsen Holmvang
Foto: Sportsfotograf.com. – Noah Svenningsen Holmvang

I kvalfinalen samme dag tabte Carl Emil derefter 3-6, 2-6 til Osman Torski (GER), men Carl Emil får en ny chance, da han alligevel er i hovedturneringen som Lucky Loser, og her magede lodtrækningen sig sådan, at han møder Leo Borg i 1. runde onsdag i 3. kamp efter kl. 0900 på Court 4.

16-årige Sebastian Grundtvig er seedet 2 i turneringen, og han møder allerede kl. 0900 onsdag 16-årige Karl Fredrik Utheim (SWE), der har fået wildcard.
Sebastian er netop avanceret 100 pladser på ranglisten til no. 213, idet hele årgang 1999 ikke mere er juniorer.

Sebastian er blandt de seriøse kandidater til at løbe med titlen, selvom 2017 blev et år præget af skader og modgang, men som omtalt efter Orange Bowl er der alligevel god grund til at have store forventninger til den kommende sæson.

ITF Junior Orange Bowl: Sebastian Grundvig ude efter 5 sæt samme dag

Hos pigerne var der også dansk deltagelse i kvalifikationen, hvor 14-årige Cirkeline Lundberg deltog.
Cirkeline har tidligere kun deltaget i ITF sammenhæng ved ganske få turneringer i Danmark.
Cirkeline mødte 15-årige Olivia Malm (SWE), og hun fik en god start, da hun vandt 1. sæt 6-4. Det samme gjorde svenskeren i 2. sæt, hvorefter Cirkeline ikke fik flere point, og kampen endte med svensk sejr 4-6, 6-4, 6-0.

Cirkeline Lynge Lundberg
Foto: Sportsfotograf.com. – Cirkeline Lundberg

Måske har manglen på international rutine været medvirkende til, at Cirkeline ikke formåede at få point på tavlen i 3. sæt, men 17-årige Olga Helmi, der er seedet 1 i turneringen, har til gengæld masser af international erfaring, og for 2 år siden var hun vinder af U16-rækken ved SALK Open, hvilket Tennisavisen havde nedenstående omtale af.

SALK Open: Se Olga vinde Verdens største og ældste indendørs turnering

Olga er ligesom Sebastian hos drengene et seriøst bud på titlen hos pigerne.
Først er der dog flere forhindringer, der skal passeres, og den første er 15-årige Polina Shitikova (RUS), der efter ranglistens opdatering uden årgang 1999 er no. 471, mens Olga er avanceret 34 pladser til no. 169.
Kampen spilles tidligst 1230 på Court 4 lige efter Carl Emil og Leo Borg.

Forrige artikelDagens kampe onsdag 3. januar: Caroline Wozniacki på dansk “natarbejde”
Næste artikelWTA Auckland: Wozniacki fortsætter i fin stil
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.