Holger Rune er klar til endnu en Grade 1 finale, og med sejren i semifinalen er han i top 10, og han indfriede dermed et af de store sæsonmål. Double-finalen blev vundet af USAs bedste par efter match-tiebreak
Efter torsdagens sejr i kvartfinalen ved den italienske Grade 1 turnering Torneo Internazionale “Citta Di Santa Croce” Mauro Sabatini var Holger Vitus Nødskov Rune få uger efter sin 16-års fødselsdag 29. april blot en enkelt sejr fra at opnå et af sæsonens store mål, som er at nå top 10 på ITFs juniorrangliste inden årets udgang.
ITF Junior Santa Croce Sull: Holger en sejr fra top 10 sæsonmål
Udsigten til at nå denne milepæl allerede på dette tidlige tidspunkt i karrieren har uden tvivl medført ekstra nerver inden semifinalen mod den et år ældre franskmand Harold Mayot, som Holger på forhånd havde den største respekt for, hvilket formentlig var medvirkende til, at Holger ikke fik spillet til at fungere på helt samme niveau som i de første kampe, hvor han nærmest spillede fejlfrit.
I de tidligere kampe blev al modstand fejet til side efter sublimt spil, hvorimod semifinalen blev en 3 timers indædt fight, hvor Holger i den sidste ende trak det længste strå efter 3 jævnbyrdige sæt og en tæt afgørelse i tiebreak, inden Holger kunne juble efter sejren på 4-6, 7-5, 7-6(5)
Sejren betyder, at Holger dermed vil være i top 10, når ranglisten opdateres på mandag, og på live-rankingen var han efter kampen no. 9, og han kunne tage endnu et skridt mod toppen, hvis han få timer senere kunne vinde titlen i double sammen med hans 15-årige japanske makker Shintaro Mochizuki, der ligesom Holger er fra årgang 2003.
Modstanderne i finalen var dog en større hindring i form af en amerikansk duo bestående af 18-årige Tyler Zink og 17-årige Eliot Spizzirri, der betegnes som USA’s bedste junior double-konstellation, men de to purunge drenge gav deres 2 år ældre modstandere kamp til stregen, men de kunne dog ikke hindre, at amerikanerne vandt efter tætte tiebreak-afgørelser i de 2 første sæt og efterfølgende match-tiebreak.
Sejrscifrene lød på 7-6(5), 6-7(5), [10-7], men det unge par har grund til at være tilfredse med, at de kunne presse amerikanerne til det yderste, og ansigtsudtrykket på præmiebilledet herunder tyder på, at skuffelsen ikke var overvældende.
Holger spiller også sammen med japaneren ved French Open om et par uger.
Holger kan avancere yderligere et par pladser til no. 7 på ranglisten, hvis det lykkes for ham at vinde lørdagens finale, men da han i forvejen har en Grade 1 titel på sit CV efter titlen i Beaulieu Sur Mer for få uger siden, og top 10 målet allerede er nået, kan Holger i finalen tillade sig at fokusere på den spillemæssige udvikling uden at lade sig mentalt påvirke af vigtigheden af resultatet.
Derved er der gode chancer for, at Holger genfinder niveauet fra de tidligere kampe, og det har uden tvivl styrket selvtilliden, at han var i stand til at finde vejen til sejr, selvom spillet ikke var helt i top.