En selvkritisk August Holmgren konkluderer efter nederlag mod spanier, at han bliver nødt til at fikse problemet med at holde fokus hele vejen

Det er velkendt for de fleste tennis-interesserede, at spanske tennis-spillere ofte har deres største kvaliteter på grus, hvilket August Holmgren netop har erfaret på nærmeste hold de seneste par uger.

I sidste uge blev August slået ud i 1/8-finalen ved Grade 2 turneringen X ITF Junior GRIP2 Tennis Academy Benicarlo af Rafael Izquierdo Luque, og i denne uge blev han atter stoppet af en spansk spiller ved Grade 1 turneringen Trofeo Juan Carlos Ferrero i Villena (Alicante), da han i 1. runde tabte til ranglistens no. 89, Javier Barranco Cosano, der vandt 6-3, 4-6, 6-3.

August har fremsendt sin egen beskrivelse af kampen, hvor han især påpeger, at manglende fokus på afgørende tidspunkter fik stor betydning for udfaldet. Her følger hans beskrivelse

“Det var en svær kamp. Spillede imod en venstrehåndet spansk grusrotte.
Jeg tabte fordi jeg mistede fokus i 2 servepartier og på breakbolde. Første og tredje sæt. Efter jeg var blevet brudt i tredje sæt havde jeg tre breakbolde, som jeg tabte.
I de tabte servepartier var der mindst 2 uprovokerede fejl, og på breakboldene, var jeg ikke disciplineret nok til at holde fast i min gameplan. Gameplanen var at åbne banen i hans forhånd, og pumpe i hans baghånd, til jeg kunne få en kort bold.
I stedet for at blive ved med at angribe hans baghånd, blev jeg utålmodig og skiftede retning til hans forhånd lidt for tidligt. Han var hurtigt og kunne lave et godt kryds slag så det lige pludselig var hans forhånd imod min baghånd.

Jeg vandt andet sæt, fordi jeg utrætteligt angreb hans baghånd med tung topspin, fik den kortere bold og angreb til den åbne halvdel.
Jeg var god ved nettet i hele kampen. Jeg tror at jeg vandt 7/8 når jeg kom til nettet på mine præmisser. Altså hvis han ikke fik lavet en effektiv stopbold.
Jeg placerede flugtningen kort med bestemthed, så han ikke kunne nå den.”

August konkluderer herefter, at han bliver nødt til at få fikset problemet med koncentrationen.
Federico Ricci fra Jarkko Nieminen Tennis Academy (JNTA) har nævnt som en mulighed, at August kan forsøge at lave lektier i et område med forstyrrelser/distraktioner og prøve at holde koncentrationen i en time, som alternativ træning uden for banen.

Som nævnt i omtalen fra Benicarlo forsøgte Ricci at fremsende billeder, men elendige WiFi forhold umuliggjorde dette. Efterfølgende har Tennisavisen modtaget nedenstående billeder, som dog ikke er særlig høj opløsning.

I den seneste omtale fra Benicarlo var desuden nævnt nogle af de øvrige skandinaviske deltagere, hvor svenske Philip Malbasic, der var igennem kvalifikationen, overraskede ved at besejre Augusts “banemand” i kvartfinalen, hvorefter han dog tabte i semifinalen 0-6, 2-6 til 3. seedede (47) Nicola Kuhn (GER).

Svenskeren var også i kvalifikationen til denne uges turnering, hvor han efter sejr i 1. kvalrunde tabte 1-6, 5-7 til (472) Jakub Paul (SUI).

Svenske Karl Friberg, der er no. 177, vandt i 1. runde 6-4, 7-6(2) over  (791) Nikolas Sanchez-Izquierdo (ESP), som have wildcard, og han møder i 2. runde 14. seedede (83) Zizou Bergs (BEL).

Der er ikke modtaget resultater fra 1. runde for de øvrige skandinaver (166) Jonas Eriksson Ziverts (SWE) og (118) Patrick Kaukovalta (FIN).
Sidstnævnte spiller sammen med August i double, hvor de i 1. runde møder Gabriel Evtimov (BUL)/Maksymilian Raupuk (POL).

 

Forrige artikelDM 2016: Suveræne damer brager videre
Næste artikelCaroline Wozniacki skadet efter nyhed om ny træner. OL i fare
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.