Mikael Torpegaard indledte Finlands-tur med sikker sejr over svenske Marcus Mansson i både single og double med finsk college makker
Ifølge planen deltager 21-årige Mikael Torpegaard i tre finske $10.000 turneringer i de kommende uger, og den første af dem er Admares Open i Kaarina, hvor den 7. seedede dansker trådte ind i turneringen tirsdag mod svenskeren Marcus Mansson.
Svenskeren fulgte ganske godt med i starten af kampen, hvor begge holdt serv indtil dansk 5-4 føring i 1. sæt, hvorefter Mikael sikrede sig sættet på hans første break-chance til 6-4 efter 37 minutter.
Svenskeren havde selv haft en enkelt break-mulighed i 1. sæt, men i 2. sæt var der lukket helt af i danskerens servepartier, mens han til gengæld selv udnyttede 2 af 3 muligheder, og dermed blev til en komfortabel dansk sejr 6-4, 6-2 efter yderligere 32 minutter.
I 2. runde møder Mikael den unge 17-årige finske Emil Ruusuvuori, som i 1. runde vandt 6-2, 3-6, 6-4 over landsmanden Leevi Saatela, som havde været gennem kval.
Den unge finne har flere gange været nævnt i Tennisavisens omtaler fra juniorturneringer, blandt andet da han i februar 2016 i suveræn stil vandt Grade 4 turneringen i KB, hvor han på intet tidspunkt afgav mere end 4 partier i en kamp.
Ruusuvuori er tilknyttet Jarkko Nieminen Tennis Academi (JNTA), og han er helt sikkert en talentfuld spiller, som ikke må undervurderes, men det vil dog være en større sensation, hvis han for alvor kan true den danske Davis Cup helt, der som nævnt flere gange sikrede den afgørende sejr mod netop Finland forleden.
Undertegnede havde inden de afgørende singler i Davis Cup mod Finland gættet på, at Finland i den afgørende 5. single ville have valgt 19-årige Patrik Niklas-Salminen, som spillede en ganske fortrinlig double sammen med Jarkko Nieminen mod Danmark – uden at det dog var nok til sejr over Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann – men den finske holdkaptajn valgte at holde fast i den mere erfarne Harri Heliovaari i den afgørende single.
Sidstnævnte deltager ikke i turneringen i Kaarina, men det gør til gengæld 8. seedede Patrik Niklas-Salminen, som i 1. runde vandt 6-3, 6-4 over landsmanden og kvalspilleren Sami Huurinainen.
Salminen møder i 2. runde Jonathan Mridha (SWE), der som tidligere omtalt sendte Benjamin Hannestad ud af turneringen i 1. runde mandag.
Mikael Torpegaard spiller sammen med sin finske makker fra college, Herkko Pollanen i double, hvor de er seedet 4.
Efter sejren over Marcus Mansson i single, mødte Mikael senere på dagen igen svenskeren, der har Flemming Peters (GER) som makker.
I løbet af 17 minutter havde den sammentømrede dansk-finske konstellation sikret sig 1. sæt 6-0, hvilket i college-sammenhæng normalt rækker til samlet sejr, da der kun spilles et enkelt sæt i double.
I ITF-turneringer skal man dog vinde mindst 2 sæt, og modstanderne var lidt mere med i 2. sæt, som varede 30 minutter, men det endte alligevel med sikker sejr til Torpegaard/Pollanen 6-0, 6-3.
I 2. runde møder de det svenske par Johan Claesson og Jonathan Steenberg, som vandt 6-3, 6-3 over Piers Foley (GBR) og Sebastian Hawken (NOR)